Tina Dickow om at blive friet til på den helt forkerte måde

Det går stejlt op ad bakke på den lille århusianske parcelhusvej. Et bølgende grønt dække af trætoppe og rødbrune tegltage åbenbarer sig fra toppen. Forenden af vejen springer Tina Dickow fra flise til flise på stribede strømpefødder og tåspidser. I indkørslen sidder de to ældste børn, Emil og Jósefiná, fastspændt i bedsteforældrenes bil. Klar til at tage på legepladsen med morfar, som har første dag som pensionist. Tina løber frem og tilbage mellem bil og hoveddør et par gange for at sikre sig, at de har det mest nødvendige med. Tjek.

Tilbage i 00'erne havde den talentfulde sangskriver forskanset sig i London i en lejlighed i Notting Hill. Dagene brugte hun på at traske alene rundt i storbyens gader, fordybe sig i klanguniverser på sin guitar og forfatte poetisk lyrik på sin stamcafé. Når hun altså ikke var på turné og vågnede op på et nyt hotelværelse i en ny hektisk storby. Sådan levede hun i næsten ti år. Afskærmet fra omverdenen. Få venner og mænd blev lukket ind i hendes liv.

Set i bakspejlet kan hun godt selv se, at det var ret dysfunktionelt. Men det var også i de år, hun fandt sin indre stemme og skrev tre af sine mest anmelderroste albums, deriblandt det lyriske fyrtårn "Count To Ten".

Nu sidder hun her i en smittende lykkerus blandt dukkehuse, togskinner og musselmalede kaffekopper i sine forældres hus med panoramaudsigt over Århus. Hun er mor til tre. Har overgivet sig til manden Helgi og den altopslugende, medrivende kærlighed. Og er blevet husejer på Island. Men rejsen fra rådvild singer-songwriter til lykkelig familiemor har været alt andet end ligetil. Det fortæller hun i det meget personlige selvbiografiske værk "Tæl til Tina", som også handler om den ungdom, de drømme og den modstand, sangskriverens mest kendte sange er vokset ud af. Alt det, og alle mellemregningerne, har hun sagt ja til at udfolde her i hjembyen Århus.

– Det var helt utrolig uventet, da jeg pludselig følte mig klar til tosomheden og villa og Volvo på Island. Det kom som et lyn fra en klar himmel. Førhen havde alt handlet om forandring og udvikling. Bare fremad, fremad og hen om det næste hjørne. Men den følelse kunne jeg pludselig give slip på. Jeg kunne bare mærke, at jeg var landet i noget, der gav så meget mening, at sådan måtte resten af mit liv gerne være. Måske var det lige dér, jeg blev voksen. Lige siden har det bare føltes naturligt. Så kom der et barn, så kom der et barn mere, og så blev vi gift, siger hun og stryger Theodórs lysebrune strithår bagover. Parrets tredje barn.

– Det er befriende at sige endegyldigt ja til evigheden. Hele mit liv har jeg dyrket friheden, men jeg har erfaret, hvor forkrøblende den kan være. Friheden er jo bare et stort intet. Hvad skal jeg gøre? Hvor skal jeg gå i gang? Hvornår er det godt nok, og kan det blive vildere? Jeg følte mig meget intenst i live i den tid, hvor jeg rejste rundt med min guitar, men jeg var ikke glad. Alting rodede rundt inde i mig, og forpligtelser skræmte mig. Fordi der ikke var faste rammer i mit liv, var det svært at sætte alting i de rette perspektiver. Der var ikke noget, der stod i forhold til noget andet. Det har gjort mig betydeligt mere jordbunden at få en familie. Det undgik jeg i min ungdom, for så kunne jeg meget lettere forsvinde ind i det her enormt poetiske liv, jeg syntes, jeg levede. Men livet sniger alligevel en ro ind ad bagdøren på et tidspunkt. Gudskelov. Alt det, jeg er rejst ud for at prøve at finde, var jo ikke længere væk end lige her.

Den turbulente kærlighed

Mobilen ringer. Det er Helgi. Han er i København for at indspille musik med TV-2 forsangeren Steffen Brandt, mens resten af familien har installeret sig hos Tinas forældre. Det var egentlig ikke planlagt, men Helgi hopper på det næste tog til Århus. De når ikke at få meget mere end et par timer sammen, for han skal tilbage igen i morgen tidlig, men han savner sin kone og sine børn.

– Helgi er bare et livsstykke af et menneske altså, siger Tina og forsvinder et kort øjeblik.

– Jeg prøver lige at dechifrere ham som menneske... Han er jo alle mulige ting. Men først og fremmest bare helt utrolig dejlig og umiddelbar. Han er et meget sprudlende menneske, og egentlig er det sgu et eventyr med ham. Han er utrolig dejlig at snakke med og grine med. Der er ikke en eneste bold, man kan spille til ham, som man ikke får igen med et eller andet filosofisk oven på. Og han siger aldrig nej. Det er så også det, der kan være lidt farligt ved ham og mig, for jeg er typen, der får lidt rigeligt mange ideer. Det ville nok være meget sundt, hvis der engang imellem var en, der sagde: "Den parkerer vi lige." For eksempel sådan noget med at få et tredje barn, skrive en bog og lave en ny plade på samme tid. Han er altid med på den værste og kaster sig legesygt ud i livet.

Men det har været lidt af en kraftanstrengelse at nå her til. Ikke mindst for den vedholdende islænding Helgi, som har været klippefast i sin tro på Tina, siden han forlod sin forlovede til fordel for hende. Det samme kan man ikke sige om Tina.

De to mødtes første gang på en turné i Canada i 2008, hvor Helgi optrådte med den færøske singer-songwriter Teitur.

– Jeg mødte en mand, som var helt glasklar. Som ikke havde nogen forbehold, usikkerheder eller parader oppe, som jeg ellers tit har oplevet det med mænd. Han hvilede i sig selv. Jeg var så vant til at være alene og ensom i mit globetrotterliv, og her mødte jeg en, der kendte min verden: Scenerne, hotellerne, han kendte det hele. Han vidste lige nøjagtigt, hvordan det var at skrive sange og optræde. Det gjorde enormt indtryk på mig at møde en, der forstod mig.

Den musikalske kemi var ikke til at tage fejl af. For det var alt, det var i begyndelsen. Men det ændrede sig, da Tina inviterede Helgi med på turné samme år.

– Der kom vi jo simpelthen til at være sammen, siger hun og griner lidt ved tanken om, hvor teenageagtigt det lyder.

Da turnéen sluttede, rejste Helgi hjem til Island og sin forlovede, og Tina søgte tilflugt i L.A. Men der gik ikke længe, før Helgi måtte lade sig overmande af kærligheden til den betagende dansker og bryde sin forlovelse. Det kunne den dengang frihedssøgende kvinde bare ikke rumme.

– Jeg var slet ikke parat til at binde mig til nogen, jeg skulle bare ud over stepperne. Jeg skulle ikke være kødeligt til stede i noget. Det eneste, jeg ville, var at svæve op i musikkens høje, selvterapeutiske luftlag. Forpligtelserne hev mig væk fra det sted, hvor jeg virkelig kunne skrive sange, så jeg undgik dem. Det havde en fuldstændigt altædende magt over mig.

På trods af Tinas afvisning fortsatte de med at turnere sammen et helt år efter. I musikken kunne ingen af dem benægte, at de var et exceptionelt makkerpar, men Helgi var bundulykkelig det meste af tiden. Han skubbede små, håndskrevne kærlighedserklæringer ind under Tinas hoteldør, og til sidst var han så forpint af hjertesorg, at de ikke så anden udvej end at sætte samarbejdet på pause.

Distancen gjorde dem godt. Helgi kom sig over sit knuste hjerte og forelskede sig i en Hollywood-skuespillerinde, og i 2010 havde han fået hele misæren med Tina nok på afstand til, at han kunne besøge hende i hendes nye lejlighed i København.

– Han var pludselig blevet glad igen. Han var blevet sig selv. Og da han ikke var ulykkelig mere, faldt jeg fuldstændig pladask for ham, men der var han videre. Det var det værste pludselig at kunne se, at jeg havde ladet det bedste i mit liv gå. Jeg havde haft ham lige foran mig i et år og bare sagt nej, nej, nej. Det var mit livs fejl.

Trumfkortet, som førte dem sammen igen, blev sangen "Watching Him Go", som gjorde det klart, at Tina nu var den håbløst ulykkeligt forelskede.

– Jeg krævede ikke noget af ham, men det var min måde at sige, jeg ved godt, jeg har været dum. Og han er jo generelt en modig mand, så efter noget tid gjorde han det forbi med Hollywood-skuespillerinden og tog chancen med mig. Han har aldrig tvivlet på, at han kunne gøre mig lykkelig, han kunne bare ikke forstå, hvorfor jeg skulle kæmpe så stædigt imod.

– Da vi fandt sammen, var jeg i underskud af tosomhed, så det var bare en kæmpe letteste at opdage, hvor fantastisk det er at have en at vågne sammen med. En at snakke sammen med, lige inden man falder i søvn. Én at spise popcorn med i sengen. Alle de der ting, jeg i så mange år havde levet foruden.

Hjem er der, hvor hjertet er

Fra køkkenvinduet i huset i Reykjavik breder de majestætiske bjerge med sneklædte tinder sig over det rå, iturevne fjeld i det fjerne. Der står Tina indimellem og betragter det surrealistiske landskab, som hun de sidste seks år har kaldt sit hjem.

– Jeg tror, det var Island, der gjorde, at jeg af en eller anden besynderlig grund pludselig endegyldigt følte, at jeg var der, hvor jeg skulle være med den mand, jeg skulle være sammen med. Da jeg lærte Island at kende, lærte jeg også ham og mig selv bedre at kende. Der er noget enormt eksotisk over at lande i et landskab, der er så larger than life, at jeg aldrig vågner om morgenen og synes, at livet er lidt kedeligt og gråt, for jeg vågner midt i en vanvittig natur og med en følelse af, at der stadig er nyt at opdage og opleve omkring mig. Det var måske lidt den frygt, jeg havde haft. At når man slår sig ned, så bliver det hele bare mega kedeligt. Men her bliver det aldrig kedeligt. Jeg kan stadig udfolde mig kreativt og være melankolsk og søge de højere luftlag.

Emil og Jósefiná taler både dansk og islandsk. Mere besværligt er det for Tina at få has på det kringlede midtatlantiske sprog. Og det kan sommetider få hende til at længes hjem til Århus.

– Jeg synes stadig, at Danmark føles mere som mit hjem. Island vil altid føles som noget lidt eksotisk. Det afspejler ikke mine indre landskaber, jeg ligner stadig en villavej i Aabyhøj indeni. Det er lige vildt, hver gang jeg kigger ud på de der månelandskaber på Island, så på den måde føles det ikke som hjem. Men det er klart, at i og med jeg har de fire mennesker dér, der har forankret mig på Island, så er det som at komme hjem.

Tror du nogensinde, I flytter til Danmark?

– Nej, jeg tror det ikke... og dog. Altså jeg kunne godt tænke mig det. Men jeg tror det ikke. Jeg har udsigt til at skulle være på Island resten af mit liv, det er sådan, jeg ser det. Og det skræmmer mig ikke.

Mor og stjerne

Lige siden Tina og Helgi er blevet forældre, har det været en udfordring at få musikerlivet på landevejen til at gå op med livet som småbørnsfamilie. Det har de indtil videre løst ved at tage børnene med på turné i en dobbeltdækkerbus ad flere omgange. Bussen fragter dem fra by til by om natten, og dagene går med at finde den nærmeste legeplads. Lige indtil det bliver aften, og det ultimative sceneskift finder sted. Ammesession glider over i guitarsolo. Og kunstneren Tina Dickow træder ud i spotlyset til en salfuld hujende mennesker med lommerne fulde af vådservietter.

– Det er svært at være i begge roller på samme tid. Jeg ved, at jeg er en god og nærværende mor, men konsekvensen af det er, at jeg bliver i tvivl om, hvad det er, jeg kan tilbyde som kunstner. Hele vejen frem til, at jeg står på scenen, tænker jeg, hvad skulle jeg dog kunne sige nogen? Men så sker der jo heldigvis det, når jeg står der, at jeg pludselig godt kan mærke, hvad det er, jeg kan.

Typisk allierer parret sig med Tinas mor eller Helgis søster, når de skal på turné, så der er nogen til at passe børnene, mens de er på scenen. Det gjorde de også i 2016 på en turné i Tyskland.

– De første dage var jeg ikke i stand til at være den mor, jeg gerne ville være. Alting er ret hektisk, og der opstår en situation, hvor vi skal på scenen, mens et af vores børn er meget ked af det. Og man vil jo gerne være den, der trøster. Men det kan jeg ikke altid være i de der arbejdssituationer. Heldigvis ved jeg jo, at de ikke går i stykker af det, for de har deres nærmeste omkring sig.

– Efter at jeg nu er blevet mor til tre, føler jeg ikke, at der er noget, der kan hyle mig ud af den. De ting, der for længst ville have væltet læsset for ti år siden, rører mig ikke længere. Som mor får man lige 200 procent mere fokus. Man bliver en mester-jonglør. Og heldigvis har jeg stadig evnen til at forsvinde i musikken, når først den spiller.

Tina tror ikke, at børnene oplever det lejlighedsvise nomadeliv som en ustabil tilværelse. De har deres mor, far og mormor hos sig og tilbringer mange timer sammen i og uden for det rullende hjem. Alligevel er hun meget bevidst om, at de ikke kan være med på landevejen hvert andet øjeblik.

– De er jo edderspændte, når vi siger, vi skal ud at rejse. Børnene synes, det er sjovt at bo i sådan en bus. At kravle op og ned af trapper og ind og ud af sæder. I hvert fald de første par dage. Og så bliver det nok lidt kedeligt. Det kunne jeg mærke på dem sidst, vi var af sted, hvor de var to og tre. Der tænkte jeg, det her er ikke vejen frem. Mange turnerende musikere har deres børn med. Altid og overalt. Men det har jeg ikke lyst til. Måske fordi jeg selv har savnet rutiner i mit voksne liv. At man vågner op og ved, hvad der skal ske. Børnene skal ikke leve i en kuffert, derfor spiller jeg færre koncerter, mens de er små, og det er kun få gange, vi har haft dem med os.

Uvis fremtid

Det sidste års tid har parret haft rigeligt at se til. Theodór blev født i januar, de har turneret rundt med Helgis nye plade i foråret med en baby på armen og bygget sommerhus på Island. Men intet tyder på, at de drosler ned lige nu. De første akkorder til Tinas nye album er slået an. Og forude venter et fjerde barn, en karriere som juletræsplantageejer, og et endegyldigt farvel til musikken som 44-årig. I hvert fald hvis man skal tro den nekrolog, Tina har forfattet i sin selvbiografi.

Skal I have et fjerde barn?

– Vi har talt om det... Der har vi igen problemet, at hvis jeg foreslår det, så kan jeg sagtens få overbevist Helgi om, at det ville være en rigtig god idé. Men det er ikke en god idé, for det er ret perfekt, som det er nu med vores tre børn. Med en fjerde ville jeg være nervøs for at blive revet over som mor. Lige nu kan jeg give dem alle sammen det, de behøver.

Skal du have en juletræsplantage?

– Narj... Men det kunne man jo godt lave. Helgi og jeg har snakket om, at det mindste, vi kan gøre, når vi flyver og rejser så meget, det er at gøre os CO2-neutrale ved at plante en masse træer. Så kunne vi jo lige så godt plante lidt flere, nu vi var i gang. Jeg skal nok ikke være juletræssælger, men jeg kunne godt finde på at plante et træ eller to, vi har jo jorden, siger hun kryptisk.

Stopper du din sangkarriere, når du bliver 44?

– Lad os nu se. Det er jo snart. Men jeg er ikke så sikker på, at jeg bliver ved, til jeg er gammel. Jeg har nok altid tænkt, at jeg var sådan en, der skifter bane senere i livet, siger hun og filtrer de to spinkle guldkæder ud, som Theodór har viklet sammen, da han blev ammet for et øjeblik siden.

– Hvis jeg skal fortsætte, er det en forudsætning, at jeg kan gå ud på scenen uden at føle, at jeg skal være andet end den, jeg er. I mine yngre år følte jeg, at jeg skulle leve op til min succes, og det er jo benhårdt arbejde. Det er indbygget i en musikkarriere, at du hele tiden skal drømme om at blive større, genopfinde dig selv og vinde nye territorier. Den dynamik er så kvælende. Det er et ræs, og det gider jeg ikke. Jeg vil bare gerne spille musik.