Tina Müller har en særlig tradition i julen: ”Jeg bruger hele året på det”
Tina Müller bruger hele året på at købe 24 gaver til en pakkekalender til sin svigermor og hendes kæreste. Læs med, hvor hun fortæller om sin jul.
Hvilket juleminde står tydeligst fra din barndom?
"Det var, når vi skulle danse om juletræet, men ikke var personer nok.
Min mormor var hos os hvert andet år, men ellers var vi kun mig, min mor, stedfar og storebror, og så måtte vi have min abebamse med, så vi kunne nå rundt om træet. Den abe havde så lange arme."
Har du en særlig juletradition?
"Jeg laver pakkekalender til min svigermor og hendes kæreste. Jeg bruger hele året på det, så jeg ikke skal ud og købe 24 gaver på én gang. Jeg køber i stedet småting, når jeg er ude at rejse, så hun får et brilleetui med blomster på fra Paris eller et fodaftryk af Emmas fødder eller en stang Nespressokapsler.
Jeg sætter utrolig stor pris på min svigermor, og det er ofte hende, der rejser med rundt med Emma, når jeg arbejder i udlandet. Jeg har virkelig vundet i svigermorlotteriet."
Hvilket øjeblik i julen glæder du dig mest til?
"Sidste år var Emma så lille, at hun ikke forstod julen, men i år glæder jeg mig til at opleve det hele gennem hendes øjne. Jeg er spændt på, hvordan hun reagerer, når lysene bliver tændt på juletræet."