Tina Müller om kæresten efter stor forandring: ”Vi er kommet endnu tættere på hinanden”
Sportsnørd, bogorm og mor med kæmpe M. Sådan kan Tina Müller kort præsenteres. Her fortæller hun om alle tre karakte-ristika, men også lidt om at være forlovet med en mand, der har en fantastisk mor.
Inden Tina Müller i sommer tog til Paris for at dække de olympiske lege og de paralympiske lege for DR, udvalgte hun sig en bog til flyveturen. 'Aldrig' af Ken Follet, en ordentlig moppedreng på 768 sider.
"Jeg har altid haft en kæmpe kærlighed til bøger, men når man er mor til et barn på to år, er det næsten umuligt at finde tid til at fordybe sig i en bog. Jeg skulle flyve alene til Paris, og jeg glædede mig helt vildt til turen frem og tilbage, hvor jeg bare kunne sidde og læse.
Og det er sjovt, for det er faktisk noget af det, jeg tænker tilbage på som et af højdepunkterne fra dagene rundt om OL og PL. At jeg bare kunne forsvinde ind i en anden verden med den bog."
Tina griner lidt, da hun fortæller historien, og retfærdigvis skal det siges, at hun også har flere sportslige højdepunkter at se tilbage på fra sommerens OL og PL.
Og fra Wimbledon i øvrigt, som hun også reporterede fra. Men datteren Emma og bøger fylder altså en del i hendes bevidsthed, og lige nu er det en helt bestemt bog, hun tænker allermest på. Hun er aktuel med sin første bog nogensinde, og det er kæmpestort for hende. ”Kvindefodboldens stjerner og legender” hedder bogen, og den er skrevet i samarbejde med fodboldeksperten Amalie Bremer.
"Jeg har egentlig altid drømt om at skrive en bog, og det er sgu ret vildt selv at få lov til endelig at udkomme med en. Og så endda en bog, der handler om noget, der står mit hjerte nær – kvindefodbold. Det er der bare på en eller anden måde en fin sløjfe i. Gennem livet har jeg selv brugt så mange penge på bøger, og jeg tror, at Anders – min kæreste – er pænt træt af alle de kasser med bøger, vi har nede i kælderen. Jeg nægter at smide bøger ud, og jeg ville helst have dem alle stående fremme.
Faktisk har jeg altid tænkt, ej, hvor må det være fedt at have en boghandel. Sådan en hyggelig butik, hvor man serverer hjemmebagt kage og god kaffe, og hvor man har en høj stige, man kan skubbe rundt langs reolerne og så lige kravle op og finde den helt rigtige bog til kunden. Bøger har altid været mit go-to, så ja, for mig er det vanvittigt at tænke på, at jeg nu selv har skrevet en."
Bogorm er ikke det første, man tænker, når man ser Tina tone frem på skærmen. Sportsnørd er mere oplagt, og det er hun også. I høj grad. Som barn svømmede hun og spillede badminton og fodbold. Især fodbold var hendes ting. Hun begyndte, da hun var 10-11 år og stoppede først, da hun var midt i 20’erne og flyttede fra Ringsted til København for at gå på universitetet.
Som barn anede hun ikke, at Danmark havde et kvindefodboldlandshold, så hun er glad for, at hun nu med sin bog kan give små nye fodboldpiger – og drenge selvfølgelig – nogle kvindelige forbilleder, som de kan spejle sig i. Selv kan hun ikke længere spille fodbold, det har et par meniskskader sat en stopper for, så det bliver kun til en ugentlig omgang tennis kombineret med styrketræning og genoptræning.
"Jeg synes, det er hårdt, at kroppen siger fra, for hele mit liv har været bundet op omkring sport, fællesskab og foreningsliv. Det er det, jeg er bygget af. Vi bor lige i nærheden af en masse dejlig natur, og det ærgrer mig hver eneste morgen, at jeg ikke bare kan løbe en tur.
Men jeg bliver nødt til at lytte til kroppen. Og så er der også det ved det, at Emma har været omdrejningspunktet for alt i de seneste to år, så jeg har ikke haft ordentlig tid til at bygge mig selv op og blive stærk efter min barsel. Men sådan er det, og jeg må bare læne mig tilbage og sige, at lige nu handler det ikke om mig. Det handler om en anden."
Hvem er Tina Müller?
- Sportsvært på DR, hvor hun senest har dækket OL og Paralympiske Lege i Paris samt Wimbledon.
- Aktuel med bogen 'Kvindefodboldens stjerner og legender', som er skrevet i samarbejde med kvindefodboldekspert Amalie Bremer. Gyldendal, 200 sider, 250 kr.
- Hun er 46 år og forlovet med Anders Rud, som er journalist på DR Sporten. Sammen har de datteren Emma på to år.
Mor i en moden alder
Annonse
Selvom Tina altid havde forestillet sig, at hun en dag skulle være mor, var årene gået, uden at drømmen var gået i opfyldelse. Hun havde simpelthen ikke mødt den mand, hun havde lyst til at danne familie med. I begyndelsen var det en svær erkendelse, men som tiden gik, fandt hun en ro i at være barnløs.
Men så mødte hun Anders og blev blæst bagover. Og i en alder af 44 år blev hun mor til lille Emma. At blive mor i en moden alder har mange fordele, mener hun.
"Jeg aner jo ikke, hvordan det ville have været, hvis jeg havde fået et barn, da jeg var 25. Men at få barn i en moden alder betyder måske, at jeg hviler mere i, at jeg ikke går glip af noget, end jeg ville have gjort, hvis jeg havde fået barn meget tidligere.
Min alder betyder også, at jeg har etableret mig i forhold til mit arbejde og i mit liv. Det er ikke sådan, at jeg skal ud og starte en masse nye venskaber, et nyt studie eller et nyt arbejde. Så det har måske skabt en anden ro i det at blive mor, at jeg har været grounded i alle de ting."
Når du kigger tilbage, hvilke følelser dukker så op i forhold til, at du egentlig havde afskrevet at blive mor?
"Jeg lagde på et tidspunkt et opslag op på Instagram, hvor jeg skrev, at Emma er et lille mirakel. Og det er hun vitterligt. For mig er det livets gave, at jeg får lov til at være mor, og at jeg får mulighed for at give al den kærlighed til det her lille menneske. Så jeg føler mig meget taknemmelig over, at det har kunnet lade sig gøre, og at det faktisk er sket."
Tænker du nogensinde over, hvordan livet ville have været uden Emma?
"Det er vigtigt at huske på, at der ikke er noget galt i at have et liv, hvor man ikke har børn. Der er jo masser af mennesker, der lever uden at få børn, enten som følge af egen beslutning, eller fordi det ikke kan lade sig gøre. Og man har jo stadigvæk et godt liv, selvom man ikke har børn. Jeg følte også, at jeg havde et godt liv, inden Emma kom til verden, for det er jo ikke sådan, at livet går i stå, fordi man ikke får børn. Når det er sagt, er jeg meget taknemmelig for, at jeg kan sidde her i dag og kalde mig mor alligevel."
Hun stopper lidt op og smiler.
"Også selvom jeg er endt med at blive mor med alt for stort M. Alt for pylret. Det er helt vildt."
Hvordan giver det sig udtryk?
"Jeg tror, at hvis jeg kunne, så ville jeg pakke Emma ind i vat og følge hende overalt. Da hun var helt lille, var jeg typen, der kunne få sådan nogle katastrofetanker. Jeg kan huske, at jeg hørte en podcast, hvor nogle andre kvinder fortalte om det her med, at man nærmest kan se eller danne billeder af, at der sker noget grusomt for ens barn. Selvom hun ligger lige ved siden af en og sover. Der er så mange følelser, lige når man har født, og det, at der kan ske det her lille menneske noget, er jo det mest frygtelige i hele verden.
Katastrofetankerne fyldte meget for mig i begyndelsen, og dem skulle jeg lige lære at slippe. Tankerne er en del af det at blive forældre, og det at tro på, at det hele nok skal gå, er jo en – undskyld udtrykket – pissesvær øvelse. Og jeg tænker egentlig, at bekymringerne fortsætter resten af livet, for alle siger til mig: små børn, små problemer – store børn, store problemer. Jeg synes, at det er hårdt nok med de små problemer, der er lige nu, så jeg håber, at man bliver bedre til at håndtere det hen ad vejen. Der er jo i hvert fald milliarder af andre mennesker, der er gået igennem det samme før mig."
Annonse
Emma er altid med i ligningen
Annonse
Tina deler ikke så mange private ting på de sociale medier, og hun har taget en aktiv beslutning om ikke at vise sin datters ansigt. Emma skal selv tage stilling til, om hun vil være på de sociale medier, når hun bliver stor nok til det. Men lige efter OL dukkede der alligevel et fint lille billede af Emma og hendes farmor – begge set bagfra – op på Instagram. For selvom Tina fløj alene til Paris – med sin tykke bog – var hun ikke alene dernede. Emma og farmor var med til OL alle tre uger.
"Det var en betingelse for mig, at jeg skulle have Emma med, for jeg har ikke lyst til at være væk fra hende i tre uger. Jeg har jo ikke sat hende i verden for at rejse jorden rundt, kan man sige, så det er en præmis, at hun skal være med i ligningen, når det kommer til mit arbejde. Anders var også i Paris og dække OL, og så havde vi altså valgt at tage farmor med."
Hvordan var det?
"Det gik rigtig, rigtig godt. Farmor og Emma har været tæt, siden Emma kom til verden, og farmor er glad, livlig, enormt inspirerende, nem at være sammen med, og så er hun vild med Emma. Og omvendt. Hun er vitterligt verdens bedste farmor. Og svigermor.
Når vi var på arbejde i Paris, var de to på legeplads, i en park eller i et center. Der skal jo ikke så meget til, før børn er underholdt, og for Emma kan det redde dagen at se en kran eller en skraldebil. Hun er lidt af en bulderbasse og vil bare gerne frem i verden.
Jeg har også haft hende med til Wimbledon to gange, til Melodi Grand Prix og til Sports Show, og hun klarer det hele uden problemer, men hun har jo heller ikke været vant til andet. Bare der er noget at kigge på, er hun glad."
Anders er også ansat på Sporten på DR, og det var der, de to mødte hinanden for fire år siden.
Hvad betyder det, at I har samme job og samme arbejdsplads?
"Det betyder faktisk meget, tror jeg. Vi kan relatere til hinandens opgaver, og vi forstår, hvorfor det kan være nødvendigt at arbejde hele weekenden eller til sent om aftenen. Det hjælper i forhold til koordineringen af vores kalendere. Man er lidt mere large, fordi man forstår, hvad det vil sige at være på rejse, på tur og på opgave. Vi har ikke et klassisk 8-16-job, for en hvilken som helst arbejdsopgave kan trække ud.
Vi har en fælles forståelse for, at der skal være lidt snor i begge ender, og det er der også behov for i forhold til Emma. Nu skal jeg f.eks. til Aarhus i morgen til et møde og tager afsted kvart i syv om morgenen. Og så er jeg måske først hjemme igen klokken syv om aftenen. Det er præmissen for mit job, og det samme gælder for Anders."
Ringen på fingeren
Der er en aldersforskel på 12 år imellem jer, betyder det noget i jeres forhold?
"Det er ikke noget, der har fyldt, synes jeg. Og det er heller ikke noget, vi har italesat. Jeg ved ikke lige, hvad det skulle være."
Hun tænker sig lidt om.
"Jeg kan jo prøve at bilde Anders ind, at jeg har brug for mere søvn end ham, fordi jeg er det ældre. Men den er nok svær at komme igennem med, når vi har så lille et barn, ha ha. Nej, helt alvorligt, jeg tror ikke, at aldersforskellen betyder noget. Det kan være, at den kommer til det, det ved jeg jo ikke. Men indtil videre har vi ikke kunnet mærke, at vi er født med 12 års mellemrum. Eller jo – måske er der lidt med musiksmagen. Ellers ikke."
Hvorfor er I to gode for hinanden?
"Vi er gode til at kommunikere og snakke med hinanden. Og så er vi gode til at have det sjovt sammen. Det tror jeg faktisk er vores helt store styrke. Vi kan næsten få noget sjovt ud af alting, og vi griner virkelig meget. Det hjælper os i mange situationer, tror jeg. Vi kan gå helt ud ad en tangent, som vi begge to synes er sjov, og forstå hinanden fuldstændig. Det er vigtigt, at man ikke tager alting så alvorligt – at man kan tage lidt pis på det hele – og det tror jeg faktisk er en større styrke, end vi måske lige selv har sat ord på overfor hinanden."
Hvad har det betydet for jeres forhold, at I har fået Emma?
"Der er utrolig smukt at se det lille væsen, vi har skabt sammen, vokse op og ligne sin far og gøre som sin mor. Vi er kommet endnu tættere på hinanden, fordi vi, udover kærligheden til hinanden, nu også har en fælles kærlighed til vores datter. I dag handler vores samtaler om, hvordan vi ønsker at være som familie og hvilke værdier, vi gerne vil give videre til Emma, som bare fylder alt nu. Det hele handler om Emma. Det gør det virkelig.
Det er helt vildt, hvad det gør ved en at få et barn. Nu kan jeg selvfølgelig kun tale ud fra mig selv, men det at blive mor gør bare, at man får et helt nyt perspektiv på livet. Hvad det skal indeholde, og hvordan man prioriterer. Det er jo vitterligt et helt nyt liv. Og det er også en balance, jeg har skullet finde, for jeg kan mærke, at jeg let kan blive spist op af kærligheden til min datter."
På hvilken måde?
"Jeg glemmer mig selv nogle gange, fordi jeg fuldstændig udskyder mine egne behov. Det skal man jo også i en vis grad, fordi det her lille væsen er så afhængigt af en, men jeg kan bare også mærke, at jeg nogle gange glemmer lidt, hvad jeg selv står for. Fordi nu er jeg ”bare mor”. En mor med stort M og en mor, der går all in. Det kan en masse at være mor, og det giver en masse.
Men jeg kan mærke, at jeg også lige har brug for at puste lidt ud. De sidste to år er gået fuldstændig vanvittigt hurtigt, og jeg forstår slet ikke, at Emma er så gammel allerede. Men jeg tror også, at for at kunne være en god mor – og for at fortsætte med at være en god mor – har jeg brug for at finde ind til mig selv igen. At blive mor er en helt ny rolle og en kæmpe omvæltning af hverdagen, og det har jeg ikke helt haft tid til at finde mig til rette i."
Hvad skal der til, for at du finder ind til dig selv igen?
"Det kan lyde banalt, men det handler om at få en hverdag. Både som familie, men også for mig selv. Vi har rejst virkelig meget de sidste par år, og der har været mange arbejdsopgaver i udlandet. Jeg tror simpelthen, vi har savnet hverdagen. Trummerummen på en eller anden måde. At vi spiser kl. 17.30, og at Emma bliver puttet, når klokken er kvart over syv. De der helt banale ting. Jeg tror faktisk, at det er noget af det, jeg holder allermest af. Hverdagen."
Ligesom den gamle digter Dan Turèll?
"Ja, lige præcis. Jeg holder af hverdagen. Og det er ikke engang løgn."
Og sådan har du ikke haft det før?
"Nej, jeg tror i hvert fald ikke, at jeg har tænkt så meget over det før. Jeg elsker jo stadig mit arbejde, jeg elsker alle de oplevelser, alle de rejser og alt det, der følger med, men efter at Emma er blevet sat i verden, forstår jeg bedre, hvad det er, hverdagen kan. Jeg sætter pris på trummerummen. Det er i hvert fald, hvad jeg har behov for lige nu efter en lang sommer med OL, PL og Wimbledon. At vi kommer ind i hverdagen igen."
Hun holder en lille pause.
"Jeg har nok også lidt det, som atleterne kalder OL- eller PL-blues. Det opstår, fordi der pludselig bliver enormt stille efter så mange store oplevelser. Det hele skal lige lagres på en eller anden måde, før hverdagen kan falde helt på plads. Jeg har brug for en periode, hvor der er tid til, at jeg går en tur med Emma, spiser en bolle og går hjem igen, og så var det dagens begivenhed-agtigt. Hvor det er de små ting, der tæller, og hvor Anders, Emma og jeg bare er sammen som familie."
Er du og Anders egentlig gift?
"Nej, det er vi ikke."
Hun kigger ned på sine hænder.
"Men jeg har jo en forlovelsesring."
Hun smiler stort.
Jamen tillykke!
"Altså, der er bare ingen, der har opdaget, at vi er forlovet, selvom det er to år siden, det skete."
Men det er vel ikke hemmeligt, når ringen sidder der på din finger?
Hun vrider sig lidt på stolen. Måske synes hun alligevel, at det er lidt hemmeligt, men nu fanger bordet – og journalisten overfor.
Er der nogen aktuelle bryllupsplaner?
"Nej, der gik Emma i den, og så kom vi ikke lige videre med planlægningen … Men altså, ringen har siddet på fingeren længe, og vi har talt rigtig meget om, hvordan vi skal holde den fedeste kærlighedsfest. Så det kan ikke vare længe, før vi skal en lille tur i kirken."
Blæst bagover af PL
Og så vil hun ikke tale mere om det. Det var allerede i overkanten for den meget private Tina Müller, der meget hellere vil tale om arbejde. Så vi slutter, hvor vi begyndte. Med nogle af de største oplevelser fra sommeren 2024.
"Jeg har været i Paris mange gange før, men at opleve Paris på den måde, hvor man havde integreret samtlige venues i byen til både OL og PL og lykkedes med at gøre det til folkets event, det var godt nok fascinerende at opleve. Mange steder var byen spærret helt af, så man kunne pludselig gå rundt på gaden omkring f.eks. Triumfbuen, uden at der var biler. Det var en enestående oplevelse."
Hvad var den største sportslige oplevelse?
"Shit, der var meget."
Hun tænker sig lidt om.
"Nu har jeg selv dækket håndbold, siden jeg blev ansat på DR for 10 år siden, og har fulgt Mikkel Hansen. At se ham spille sin sidste kamp i karrieren og tilmed slutte på toppen med et OL-guld, det var jo bare et eventyr, der ikke kunne have været skrevet bedre. Vi får ikke bare lige en ny Mikkel Hansen, så jeg føler mig meget privilegeret over at have fulgt ham og set, hvor stort et aftryk han har sat på håndbolden, og hvor meget han har betydet. Både spillemæssigt, men også som idol.
Der er så mange håndboldbørn, der render rundt med pandebånd, og det er ikke kun de danske. Det er også franskmænd, hollændere og andre. Mikkel Hansen har fået samme betydning for håndbolden, som Anja Andersen havde, og det er kæmpestort. Så at se hans sidste kamp og få lov til at interviewe ham bagefter, det er noget, jeg vil huske for altid."
Hvad har du taget med fra de paralympiske lege?
"PL er noget helt, helt særligt, for der sidder man hver eneste dag og bliver blæst bagover, fordi atleterne står der foran en med hver deres skæbne og hver deres historie. De har alle noget ekstra at kæmpe med, og alligevel er de der. Det kræver benhårdt arbejde at performe og præstere på så højt niveau med de ekstra udfordringer, de har, og det er meget rørende at være vidne til.
Jeg dækkede også PL i 2016, og det er stadig en af de største oplevelser, jeg har haft, mens jeg har været i DR. Det var der, jeg for alvor fik øjnene op for alle de historier og det nærvær, der er i PL, samtidig med at det er sport på så højt et niveau. Det kan man ikke andet end at blive draget af, og det var fedt at få lov til at dække det igen."
Hvordan er det at få lov til at kombinere din interesse for sport med dit arbejde?
"Jeg føler mig meget privilegeret. For ja, det er arbejde, men ofte tænker jeg faktisk, at det lige så meget er en fed oplevelse, som det er et stykke arbejde. Selvfølgelig er det hårdt at rejse så meget og være væk hjemmefra, men jeg får også nogle oplevelser, som det er ganske få mennesker forundt. Jeg tror, at når jeg sidder som 90-årig og ser en håndboldslutrunde eller et PL, så vil jeg tænke, at det sgu egentlig var ret fedt, at jeg fik lov til at få alle de oplevelser."
