Tina Müller i lilla skjorte foran farverig væg

Tina Müller: ”Min storebror har stadig et af mine sangbånd, og jeg frygter, at det kommer frem den dag, jeg skal giftes”

Når det store Dansk Melodi Grand Prix-show lørdag løber over skærmen, er det igen med Martin Brygmann og Tina Müller ved roret – og det betyder en hel del for kvinden, der ellers er kendt som sportsjournalist og for sit værtskab på Hammerslag. Så meget endda, at hun i denne uges Hendes Verden kalder det ”et karrieremæssigt højdepunkt”.

”Det var et karrieremæssigt højdepunkt.”

Tv-vært Tina Müller lægger ikke skjul på sin begejstring for Dansk Melodi Grand Prix og på, hvor meget det betød for hende at blive vært på sidste års show.

Igen i år er hun den ene halvdel af værtsduoen – og for at varme op til den store aften har Hendes Verden hørt den populære tv-vært til hendes bedste barndomsminder og traditioner omkring grandprixet:

Hvilke barndomsminder har du om grandprix?

”Det var højdepunktet, dengang jeg var barn, og noget man samledes om. Man så både det danske og det internationale grandprix, og for mig var det både musikken og hele showet, det handlede om. Dengang var der mere skuespil over det og mere glimmer, glitter og lyserødt. Det handlede lige så meget om, hvordan de så ud, og hvad de havde på, som om musikken. I dag handler det mere om et godt stykke musik. Jeg havde en hvid ghettoblaster med plads til to kassettebånd, og jeg satte et grandprix- bånd – for dem købte jeg altid – i den ene afspiller og et tomt bånd i den anden, og så optog jeg mig selv synge med på sangene. Min storebror har stadig et af mine bånd, og jeg frygter, at det kommer frem den dag, jeg skal giftes.”

Hvilken sang er den bedste, du har oplevet i grandprix?

”Alle os fra 70’erne og 80’erne kan jo huske rejehoppet, Birthe Kjær, Kirsten og Søren og Rollo og King. Men jeg husker også et internationalt grandprix, hvor der var en israelsk dreng på cirka 12-13 år – for børn måtte gerne være med dengang – som sang noget, der lød som ”delle-kravelle”, og den sang jeg med på i lang tid efter, fordi jeg selvfølgeligt også købte dét kassettebånd. Han var vist også lidt sød at se på, og jeg tænkte: ”Tænk, at et barn kan være med.” Jeg kan dog kun selv synge falsk.”

Har du som voksen nogle traditioner i forbindelse med grandprix?

”Da jeg var i 20’erne, var vi en flok fodboldveninder, der mødtes hvert år og så grandprix sammen, og da jeg kom på højskole, lavede vi vores eget grandprix, hvor jeg selvfølgelig var forsanger, selv om jeg ikke kan synge, men ellers har jeg ikke set det så meget, efter jeg er blevet voksen. Sidste år blev jeg spurgt, om jeg ville være vært på dansk melodigrandprix, og det første, jeg tænkte, var, at det var mit karrieremæssige højdepunkt. Desværre var der ikke nogen tilskuere på grund af corona, så det var op til mig og Martin Brygmann at skabe en fest uden at have nogen at feste med. Jeg håber, vi kan fyre den af i Boxen i år, for grandprix fortjener virkelig en fest.”

Læs hele interviewet med Tina Müller i denne uges Hendes Verden, som er på gaden til og med søndag den 6. marts.

Om Tina Müller, 44 år

  • Har en bachelorgrad i dansk og kulturjournalistik.
  • Har arbejdet for tv-distributionsselskabet Viasat og TV2 Sport, men er nu ansat på DR, hvor hun primært har været på sporten og blandt andet dækket OL, men i dag også laver Hammerslag.
  • Den 5. marts står hun sammen med Martin Brygmann på scenen i Boxen i Herning som vært ved årets danske melodigrandprix.