”Han bankede mig - ikke fordi jeg havde gjort noget, men bare fordi han havde lyst”
Tine Aurvig-Huggenberger blev udsat for vold i størstedelen af sin barndom. Det siger hun i denne uges Hendes Verden.
Tidligere fagforeningsleder Tine Aurvig-Huggenberger fik ikke en nem start på livet. Tværtimod. For i en stor del af sin barndom, blev hun udsat for vold.
Det fortæller hun i et stort interview med Hendes Verden.
”Min stedfar var ekstremt voldelig og bankede mig – ikke fordi jeg havde gjort noget, men bare fordi han have lyst – fra jeg var fem, til jeg var 11-12 år. Det er populært at sige: ”Det var en anden tid”, men hvis det var i dag, var jeg blevet tvangsfjernet. Dengang kom jeg bare i aflastning hos onkel Lars,” fortæller hun.
”Jeg tror ikke, nogen af de voksne var bevidste om, hvor voldeligt det var. Det blev udlagt som om, det var mig, der var umulig.”
Fandt ro hos onkel
Når det hele spidsede til derhjemme, søgte Tine Aurvig-Huggenberger mod sin onkel Lars, som hun i interviewet med Hendes Verden beskriver som den vigtigste vejleder i sit liv:
”Hos Lars var der ro, og jeg kunne bare være mig selv. Når jeg var der, behøvede jeg ikke bekymre mig om, hvornår det brød ud igen. Der lærte jeg også at høre Fleetwood Mac. Min morfar var også meget vigtig, for han havde en ubetinget tro på mig og var overbevist om, at jeg var prædestineret til noget stort,” fortæller hun og uddyber:
”Det gør noget ved et barn, at der er et voksent menneske, der tror på en. Han var ellers en barsk mand, men ikke over for mig. Jeg var højt elsket af ham.”
Læs hele interviewet med Tine Aurvig-Huggenberger i denne uges Hendes Verden. Her fortæller hun også, hvordan det er at være mor til en indsat, hvordan et hurtigt knald endte med at blive kærlighed for livet – og hvordan det er at vinde fire millioner i Lotto.