Tobias Dybvad: "Jeg har aldrig haft svært ved at komme i kontakt med kvinder, men jeg har bare aldrig gjort det her før"

Tobias Dybvad er blevet voksen. Han kører Tesla og har vinkøleskab. Han har fået styr på økonomien, er chef i sit eget firma og forstærker sæson for sæson sin status som en af Danmarks sjoveste komikere i tv-showet, der siden 2012 har båret hans navn. Nu mangler der bare en kæreste. Det taler han meget om.

– Man gider ikke være den der 40-årige komiker i hættetrøje, der går på tirsdagsdruk med de nyudsprungne 21-årige komikere. Det kan godt blive lidt patetisk.

Tobias Dybvad er 36 år og han har besluttet sig for, at det er på tide at møde dén kvinde, han skal have børn med.

– Jeg har fået formuleret for mig selv, hvad jeg godt kunne tænke mig. Jeg er ikke i nærheden af at være desperat eller ulykkelig, jeg er bare målrettet. Men jeg skal være fuldstændig smaskforelsket, hvis det skal blive til noget.

Han taler om det, fordi det også er det, hans nye onemanshow, "Fasser Partner", handler om.

– Bare det at sige det højt – "jeg vil gerne have en kæreste" – både over for mig selv og over for et publikum, det er sjovt, for jeg har altid selv syntes, det var en lidt desperat udmelding. Man kan hurtigt komme til at lyde, som om man bare gerne vil ha' en eller anden. Og det gør det til et sjovt emne at tale om på scenen, forklarer komikeren.

Det er ALT for damernes første møde nogensinde med Tobias Dybvad. Han har ikke været voksen nok før nu. Som på alle andre first dates går det ud på at finde ud af, hvad han er for én. Vi begynder med det nemme: At tale om arbejde. Han fortæller, at lige præcis det med at lave jokes om akavede situationer er hans speciale. Gerne med sig selv som offer.

– Når jeg står på scenen, kan jeg godt lide, at jeg ikke altid er den, der vinder og ikke altid har svaret på alt. Det er uinteressant at se standup, hvor man bare hele tiden sætter andre på plads. Man skal ikke tage sig selv for højtideligt og skal turde fortælle noget om én selv, som ikke er så flatterende. Jeg kan godt lide at lege med sårbarhed og den der "det bliver mærkeligt nu"-stemning.

Stilen er blevet finpudset gennem årene. Da Zulu-seerne lærte Dybvad at kende i 2012, havde han allerede været i comedy-branchen i 10 år.

– Jeg varmede op for andre, kom med på deres turnéer og begyndte at få lidt firmaarrangementer, fik jobs på redaktioner, skrev jokes til radioværter, lavede selv radiosketches. Jeg levede af komik, men mest som en slags hjælperytter. Jeg var et godt stykke fra at bryde igennem.

– Jeg vidste bare, at jeg skulle lave standup. Jeg kunne bare rigtig, rigtig godt lide at stå foran publikum og lave standup. Jeg ville selvfølgelig gerne stå foran flere og gerne trække mit eget publikum, men det var sådan set det eneste, jeg vidste.

– Jeg var god til at sige nej til for eksempel tv-programmer, hvis jeg ikke syntes, de var fede, men jeg vidste ikke, hvad jeg ville i stedet for. Jeg manglede et projekt at brænde for.

Idéen til det show, der endte med at hedde "Dybvaaad", kom egentlig fra komikeren Christian Fuhlendorff, der fandt på at lave standup over klip fra diverse realityprogrammer. Oprindeligt skulle han selv være vært og ville gerne have sin ven, Tobias, med på holdet. TV2 slog til, men så fik Fuhlendorff et andet job – og showet fik nyt navn.

– Da det program dumpede ned i skødet på mig, kunne jeg mærke, at det ville jeg rigtig gerne. Jeg havde nok ikke selv haft selvtilliden til at sige "vi kan godt bare skrive et program på en uge", så det var godt bare at blive kastet ud i det. Det tændte virkelig noget i mig.

Efter otte sæsoner elsker han det stadig. Og værdsætter hver eneste dag, at det har skaffet ham en platform, der gør, at han kan leve af comedy.

– Jeg sætter rigtig meget pris på det. Ikke bare pengene, men det er en vanvittig luksus, at mange mennesker har lyst til at komme og se mig lave onemanshow. Det er sådan en helt særlig følelse at komme ind i en stor tom sal midt på dagen og tænke "den her bliver fyldt". Det er en helt særlig følelse og den største fornøjelse.

Vejen hertil har haft et par alvorlige bump. I 2013 var "Dybvaaad" ved at blive lukket, fordi TV3 og Kanal 4 og 5 havde sagt nej til, at der måtte vises klip fra deres programmer. Samtidig havde Tobias Dybvad en skattegæld, som i løbet af nogle år havde akkumuleret sig til over 300.000 kroner. Noget med skyklapper, uåbnet post og fornægtelse. Men showet overlevede på opfindsomhed. Og lidt efter lidt fik Dybvad betalt sin gæld tilbage, og kontoen gik i plus.

– Det var ikke sådan, at jeg lå vågen hver nat over at have skattegæld, men jeg kan den dag i dag stadig godt mærke i maven, hvordan det er IKKE at have skattegæld, og jeg kan også godt mærke, at det er dejligt at vide, hvad jeg skal lave det meste af 2018.

I dag ejer Dybvad sit eget selskab og går efter projekter, hvor han selv har kontrollen.

– Jeg har prøvet det med, at man bare skulle være glad for, at de overhovedet gad arbejde sammen med én, og så måtte man bare finde sig i en superdårlig deal. De første to sæsoner af Dybvaaad lavede jeg da også med en bevidsthed om, at jeg burde få mere for det, men jeg ville rigtig gerne lave det. Når man er sulten, går man med til nogle ting. Det er også en del af at blive voksen. At "gå mere business" og tænke smartere. Og også at tage konflikterne, når de opstår.

– Jeg har fået mere selvtillid til at skære igennem. I begyndelsen var jeg nok mere tilbøjelig til at give efter. Hvis der var en af de andre komikere på holdet, der var forelsket i en joke, så var jeg sådan "ok, så prøver jeg at lave den, hvis han synes, den er sjov", men når jeg så står og siger den, så virker den ikke, fordi jeg ikke selv tror på den. Der er jeg blevet mere tydelig.

– Det er fantastisk at blive voksen og ældre, og jeg synes, jeg bliver bedre og bedre til sådan nogen ting. Det er sindssygt tilfredsstillende at mærke "nå, det var ikke farligt at gøre det. Hvorfor har jeg ikke gjort det noget før?".

I dag tjener han godt. Både på tv-programmet og på sine onemanshows, der fylder sale over hele Danmark. Pengene bruger han på... ikke at bekymre sig om penge.

– Jeg nyder for eksempel at gå ud at spise, men det er ikke på D'Angleterre, og jeg er ikke sådan en, der bare køber flasker med fontæner i. Men jeg kan jo heller ikke påstå, at jeg ikke kan lide noget showoff, når jeg har sådan en bil, vel?

Det er Teslaen, han taler om. En SUV, der har kostet på den dyre side af en million.

– Men jeg går ikke op i, om jeg kommer de rigtige steder, og om folk ser mig. Jeg går op i min egen komfort. Hvis jeg kan gøre noget komfortabelt, så gør jeg det. Hvis de på et hotel siger "hvis du skal sove til klokken 14, så koster det 800 kroner ekstra", så tænker jeg "ah, må jeg sove til klokken 14, det vil jeg gerne!". I sådan nogle situationer er jeg lidt ekstravagant. Andre ville måske tænke "er det virkelig 800 kroner værd?".

– Jeg havde en snak med Torben Chris (komikerkollega, red.), som er et meget anderledes menneske end mig: Mellem to jobs havde jeg engang fået forhandlet mig frem til, at jeg måtte tage en lur på et hotel for en plovmand. Det kunne han ikke helt forstå. Så gik der 20 minutter, hvor vi talte om andre ting, og så sagde han "jeg ville nok gå ind i et solarium"... Så havde han siddet og tænkt over, hvordan han egentlig kunne få sig en gratis lur.

– Jeg kan godt lide ikke at gå for meget op i penge, og jeg sætter mig aldrig ned og ærgrer mig over, at jeg kunne have fået noget andet for de penge, og det ser jeg som en frihed og en styrke. Men det er også heldigt, at min karriere virkelig har taget fart, for ellers kunne det godt have taget noget tid at komme af med den skattegæld.

Hvorfor sætter du en ære i ikke at gå op i penge?

– Hvis jeg skal gå lidt psykolog på den, så tror jeg, at det hænger sammen med, at da jeg var lille, havde vi aldrig råd til noget som helst, og meget af det med ikke at have råd var også omgærdet af bekymring og "hvad nu, hvis det ikke går", og jeg tror, det er en del af at bryde fri af det. Sådan noget med at ærgre sig over "bare vi havde gjort det i stedet for" – fuck it, nu sætter vi 5000 på rød!

– Nu skal det heller ikke lyde som om, jeg bare står og sprøjter champagne ud over det hele, det gør jeg slet ikke. Men det er jo ikke nogen rationel beslutning at købe en Tesla, det er en stor del af mine penge, der er gået til den, men jeg sætter mig ikke ned og dividerer ud, hvad det koster mig alt i alt om måneden. Det irrationelle i at gøre det tænder mig. At gøre det og ikke være bekymret for, om det kommer til at gå lige så godt næste år. Og tro på, at jeg bliver ved med at have succes. Det synes jeg, der er en fed energi i frem for at spare pengene op.

Så alt kører. Lydløst endda. Og med bagdøre, der åbner som en batmobil. Der er bare lige det med kæresten. Nu sætter han sig selv på spil. Siger det højt. At han gerne vil.

– Det handler ikke om at date så mange som muligt. Faktisk handler det om at være mindre interesseret i at score en eller anden på en bar og så gå hjem og bolle. Det er mere at gå efter en kilden i maven og rykke på det, hvis der er nogen, der er interessante.

Han fortæller, at han i begyndelsen af 20'erne havde en ældre kæreste, der var klar til meget mere, end han selv var på det tidspunkt.

– Da jeg kom ud af det, tænkte jeg "jeg skal slet, slet ikke have et forhold nu", og den følelse havde jeg i en årrække, hvor jeg bare godt kunne lide at være mig selv. Jeg så indimellem kvinder, men det blev aldrig til den store forelskelse. I 2012 mødte Dybvad en kvinde, som gennem nogle år var hans kæreste. Endda helt officielt og på den røde løber. 

– Jeg var rigtig forelsket, og vi var sammen on-off i tre-fire år, hvor vi ikke kunne give slip og alligevel godt kunne mærke, at vi ikke var gode for hinanden. Men det, jeg tog med fra det forhold, var, at det måske i øvrigt alligevel var meget fedt at have en kæreste. At jeg godt kunne det der med at være sammen med nogen og lægge planer sammen med nogen og se hen imod på et tidspunkt at få nogle børn. Det trækker bare med den alder, jeg har nu.

Det næste bliver dét?

– Ja, det er derfor, jeg går benhårdt efter det. Hvis jeg ikke har lidt kriller i maven, så er jeg videre. Jeg er meget målrettet.

Som voksen nytter det ikke at håbe på, at tilfældigheder gør arbejdet. Dybvad har taget mere strategiske metoder i brug. Dating-appen Tinder, for eksempel.

– Jeg tog et meget langt tilløb til at gå på Tinder. Jeg hoppede på, fordi jeg talte med en god ven i en brandert til en fest, og han gav mig en opsang. Han er en cool fyr, talte rigtig godt om det og havde mødt sin kæreste der. Så tænkte jeg "hva' fanden kan der ske ved det?". Tinder-dates er en særlig kunst. Man vælger en date ud fra fem fotos, skriver lidt sammen og mødes måske til sidst i virkeligheden. Som så kan vise sig at være noget helt andet end i appen.

– Personens fremtoning kan være anderledes end på billederne. Og man har måske også selv dannet sig et billede af, hvordan man tror, personen er. Man kan nå at tænke "nej, det tror jeg ikke, jeg er til", før hun overhovedet har åbnet munden. Eller der kan være et eller andet, der trigger noget, man har prøvet før, og som man ikke skal prøve igen.

Er du kræsen?

– Ja, for uden jeg kan sætte ord på, har jeg jo alligevel formuleret for mig selv, hvad jeg godt kunne tænke mig. Dybest set er det vigtigste, at det er én, jeg er forelsket i, én, som jeg svinger godt med, og som har humor.

Tobias Dybvad har aftalt med sig selv, at hvis han går forbi nogen på gaden, som fanger hans interesse, så skal han rykke på det.

– Jeg øver mig i at gå hen og sige "hold kæft, hvor ser du sød ud". Jeg har måske gjort det fem-seks gange i alt, og der kan sagtens gå et halvt år imellem, jeg ser nogen, hvor jeg har det sådan. Jeg har også prøvet, hvor jeg ikke fik det gjort og så har gået og ærgret mig over det.

Hvordan er det blevet modtaget, når du har gjort det?

– Lige meget om hun har været interesseret eller ej, er det ikke blevet dårligt modtaget. Ingen har syntes, det var nederen, og det er gået så godt, at jeg tænker "hvorfor skulle jeg blive 35, før jeg gjorde det?". Jeg har aldrig haft svært ved at komme i kontakt med kvinder, men jeg har bare aldrig gjort det her før.

Hvad er det, der gør, at det kan mærkes, at dér var hun?

– Hvis det er en pige, jeg går forbi på gaden, så er det et eller andet ved hendes udstråling, ikke? Hendes øjne...

Ikke udseende, men udstråling?

– Ja, og det er ikke nødvendigvis samme type, jeg går efter, men jeg kan bare mærke, når den er der. Jeg har også prøvet, hvor hun har været én ud af fem-seks mennesker i rummet, og jeg har tænkt "fuck, hun er charmerende". Så kan jeg mærke, at jeg selv er lidt på dupperne og lige prøver at være den bedste side af mig selv.

Skruer du så op eller ned for at være sjov?

– OP! Og det er ikke nødvendigvis altid godt.

Men det er dit våben?

– Ja, det er det. Jeg tror, jeg føler, det er sådan en sjov situation, at jeg er nødt til at gå til det med humor. Nogle gange kommer jeg til at køre på med joke, joke, joke, så hun nærmest må spørge mig "kan du også være sårbar og følsom?", haha. Jeg tror, jeg er så forelsket i jokes, at jeg nogen gange kan blive for fokuseret på "hvad kunne være den sjoveste joke her?" og så i virkeligheden glemme hende lidt.

Det må også være svært at slukke for det?

– Både og. Der er også nogen, der bliver skuffede over, at jeg ikke bare siger sjove ting hele tiden. Jeg tror ikke, jeg generelt er anstrengende sjov hele tiden, men lige i den situation, hvor man er ved at bage på én, der ikke er helt på, så er det lidt en balancegang, hvornår bliver det stalking, og dér tænker jeg, at humor er et ret vigtigt våben.

Nu har han sagt det. Både her og i det show, han tager på turné med de næste måneder.

– Jeg er ikke sikker på, at man gør det nemmere for sig selv ved at skrive en pressemeddelelse, hvor der står, at man leder efter en kæreste. Og når jeg så snakker i et interview om at invitere kvinder ud på gaden, så vil den næste, jeg inviterer ud på gaden, sige "nå, men det er jo bare sådan noget, du gør hver eneste dag". Men det gør det også til et sjovt emne at tale om, jeg kan godt lide at tale om noget, hvor man har lidt på spil, siger han – og skynder sig at tilføje:

– Men det er altså ikke sådan, at jeg går på dates for at finde på materiale til mine shows.

Det har været en god date med Tobias Dybvad. Han er god at snakke med og virker ærlig. Men måske snyder han. Han slutter i hvert fald tvetydigt af, da jeg ønsker ham held og lykke.

Det kan jo være, du møder en pige ude på turnéen...

– Du ved jo ikke, om jeg har mødt en pige. Det ved man jo ikke, før man har set showet.

Hvad?

– Ja, det var lige en lille cliffhanger...

Så der er måske en afslutning på historien?

– Det ved man ikke...

Men er der?

– Det kan du se i showet.

Men så skulle vi jo ha' haft en anden snak.

– Måske. Måske skulle vi ikke.