Tv-vært Tobias Hansen: ”Ulykken fik mig til at tænke over, hvad der gav mening i mit liv”

Hvad optager dig for tiden? 

"Det gør min nyfødte søn. Jeg blev far for tredje gang for nogle uger siden. Så nu er jeg nok mest optaget af at prøve at få min søvn og på at få det hele til at hænge sammen. Vi havde lidt glemt, hvor hårdt det var, synes jeg. Jeg elsker at være far, men hold kæft, hvor er det også hårdt. Det er det jo bare.

Nok også fordi jeg har en grad af egoisme i mig og mine egne behov for at lave forskellige ting. Jeg cykler rigtig meget og har stået sindssygt meget på ski. Og når det vælter ned med sne i Alperne, kan jeg godt mærke, at jeg nærmest har sådan et fysisk ubehag over ikke at kunne komme afsted." 

Læs også

Karin og Cecilia overlevede SAS-flystyrtet i 1991: Her er de i dag

Hvad er det vigtigste, du har lært af at blive far?

"Nu hører man ofte meget om de problematikker, der er forbundet med at være forælder, og det kan også godt være, at man er træt, og man ikke har noget overskud, og at det er hårdt, og der er en masse logistik, der skal gå op og så videre.

Men det er bare altid det værd. For hvor ville jeg synes, at mit liv ville være kedeligt, hvis jeg ikke havde børn. Det fylder bare ens liv med noget vigtigt. Noget, der giver mening."

Hvad er så det vigtigste, du har lært af dine forældre?

"At være god mod andre og give plads til andre. Min far, der desværre døde for to år siden, var fodboldtræner – og også min træner – nede i den lokale klub. Han var meget fokuseret på tankegangen fra breddeidræt om, at der skal være plads til alle. Da jeg var yngre, var jeg meget egoistisk – det er jeg måske også lidt stadigvæk – og jeg var meget sådan målrettet på, hvad JEG gerne ville.

Og der har min far været efter mig mange gange og sagt: ”Prøv nu lige at stoppe op, og overvej, om det er det rigtige i forhold til de mennesker, du er sammen med”. Og helt til jeg var oppe i 20’erne, kunne han stadig lige komme med den der formanende pegefinger en gang imellem."

Hvilken begivenhed har ændret din måde at tænke på?

"Det er uden tvivl min skiulykke i Alpe d’Huez i 2007. Jeg vidste godt, at det var et heftigt sted, men jeg var en dygtig skiløber og havde drømt om at køre i et bestemt område hele vinteren, så min ven og jeg tog derop dagen inden, jeg skulle hjem. Jeg styrtede og faldt ud over et klippeparti på cirka 35 meters højde. Det hældte 70 grader, så jeg ramte klipperne tre gange på vej ned.

Læs også

Nillou Zoey Johannsen: At være voksen handler for mig om én eneste ting

Første gang jeg ramte dem, kunne min kammerat se, hvordan jeg kæmpede for at forberede min krop på at ramme dem igen. Til sidst var jeg bare sådan en dukke, der var helt bevidstløs. Jeg blev slået fuldstændigt til plukfisk og vågnede først ti dage senere på et hospital i Frankrig.

Jeg var lige ved at dø, og det var rent held, at jeg overlevede. Det satte nogle tanker i gang, som ændrede mit liv markant, netop i forhold til at jeg altid har været meget målrettet og egoistisk."

Hvilke tanker gik igennem dit hoved, da du vågnede på hospitalet?

"Noget af det første jeg lagde mærke til, da jeg vågnede fra min koma, var en stomipose, og så tænkte jeg bare, nej nej nej, det kan jeg jo ikke leve med resten af mit liv … Og det er jo fuldstændig irrationelt, når jeg burde være glad for, at jeg overhovedet var i live. Der gik også kun et års tid, før jeg fik den fjernet. Ulykken fik mig virkelig til at stoppe op og tænke mere over, hvad der egentlig gav mening i mit liv.

På det tidspunkt boede jeg i København, hvor jeg var i praktik på DR Sporten, men en af de første ting, jeg tænkte, var, at det bare var helt forkert, at jeg boede i København, når alle de mennesker, jeg holdt af, boede i Aarhus. Så jeg flyttede ret hurtigt tilbage til Aarhus. Og så slog jeg nærmest op med min kæreste, imens jeg lå i sygesengen, for jeg kunne mærke, at jeg ikke elskede hende nok.

Ulykken skete i april, og jeg var meget fokuseret på, at jeg skulle på ski igen, så det var jeg allerede igen i december med en knust overarm. Og i dag har jeg meget få mén."

Blev du trodsig?

"Jeg følte i hvert fald, at jeg skulle ned og bevise over for mig selv – og måske også lige så meget alle andre – at det der med at stå på ski ikke var slut for mig. På trods af min ulykke. Der har jeg nok sådan et fighter-gen. Det er sjældent, at jeg sætter mig ned og græder over noget. Al respekt for de mennesker, der har brug for det, men jeg fungerer bare ikke sådan.

Hvis noget går mig på, eller hvis der er noget, jeg ikke kan, sætter jeg mig ikke ned og giver op. Så må jeg jo gøre, hvad jeg kan for at løse det. Og nogle gange tror jeg også, at man bliver nødt til at erkende, at livet bare ER hårdt, og det kan man ikke gøre noget ved. Men så må man prøve at få det bedste ud af det, livet nu vælger at tilbyde en. "