"Vi flyttede sammen efter tre måneder og blev gift året efter"

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Det må næsten være Østerbrogade, som jeg gik til skole ad. Det var ret langt, men jeg fik da ikke lov til at tage en bus eller cykle, det tænkte man jo ikke over dengang. Østerbrogade føltes stor og voldsom, selv om mine forældre havde gået turen 50 gange med mig. Sjovt nok ville jeg aldrig lade min søn, som er 10 år i dag, tage den tur alene. Jeg synes ikke, jeg curler, men vi forældre er nok mere forsigtige i dag, hvor man var mere laissez-faire dengang. Allerede da jeg var 12-13 år, måtte jeg selv cykle til ridning i Charlottenlund. Jeg var i øvrigt pigegarde som barn. Jo, jeg gik skam i plisseret nederdel og høje støvler. Jeg kan stadig spille en skinger piccolofløjte – træls instrument. Jeg hører tit livgarden i byen, og så kan jeg huske alle andenstemmerne. Det fede var, at man lærte noder og at gå i takt. Efter fire år fik jeg endelig lov til at gå til ridning, og så var det bare goodbye, pigegarde.

– Min mor var ekstrovert, og min far var introvert. Min far var salgsassistent i en papirvarevirksomhed og elskede at restaurere antikke våben og hjelme. Min mor var alle menneskers yndlingspædagog, som hev mig med til 1. maj-arrangementer, i teatret og i kvindegrupper. Hun var den, der malede børnene i ansigtet og tog dem med på tur. Jeg var fantasifuld og kreativ, og som 15-årig blev jeg interesseret i drama. Jeg fandt et sted i Tårnby, hvor jeg begyndte at gå til teater, og så kom jeg ind på teaterskolen allerede som 19-årig. Jeg har gennem snart 25 år dyrket min ekstroverte side på teaterscener i hele landet. Nu er jeg vendt tilbage til det mere introverte ved at skrive igen, som jeg gjorde meget fra jeg var teenager. Det er som at komme hjem. Jeg har ikke stået på en scene i snart fire år og savner det faktisk ikke.

Din levevej?

– Allerede fra jeg var barn, kunne jeg godt lide at klæde mig ud og fortælle historier. Jeg skrev og tegnede meget og overvejede også at blive illustrator. Jeg elsker at fordybe mig i det nørdede, men jeg har også det ekstroverte i mig, som gerne vil stå på en scene.

– Jeg har kun min 10. klasse, og for nogle år siden fik jeg lyst til at læse historie på universitetet. Jeg har bare ikke den der studenterhue, som man skal have for at komme ind. Til gengæld lærte jeg en masse andet i de tre år, hvor jeg kunne have gået i gymnasiet. Jeg var au pair i England. Jeg tror ikke, jeg havde egnet mig til at læse. Jeg er ikke boglig. Når jeg ser, hvad mine børn laver i gymnasiet, synes jeg, det virker så kedeligt. I stedet gik jeg på Filmskolen og blev manuskriptforfatter. Det var fedt at være 40 år og sidde på skolebænken og få proppet hovedet med nyt.

Hvornår har du taget en genvej?

– Jeg gik på teaterskolen, da jeg blev gravid første gang. Jeg troede egentlig, at jeg skulle vente med at have børn, men jeg var meget moden af min alder, selv om jeg kun var en lille skid på 23. Alting er altid gået lidt hurtigt for mig, og nu er jeg 44 år og har store børn. Jeg kan næsten smage, hvordan det er at have ikke-hjemmeboende børn.

LÆS OGSÅ: Niels Olsen og Joy-Maria har været sammen i 25 år: “Det er da en udfordring at leve i et parforhold, hvor man laver det samme”

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Jeg bliver tit forvekslet med skuespilleren Camilla Bendix. Faktisk har vi aftalt at lave noget sammen en dag, hvor vi skal spille søstre, fordi vi ligner hinanden så meget. Jeg har ved en enkelt lejlighed set et billede af hende i et blad, hvor jeg troede, det var mig selv. Nogle gange har vi også været til casting på de samme film og serier, men faktisk ligner vi hinanden så meget, at vi ikke kan være med i de samme ting, for det vil forvirre seerne.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Det har Søren Poppel, som er skuespiller men også underviser i fægtning og stunts. Vi mødtes for otte år siden. Nej, faktisk mødtes vi for 22 år siden på teaterskolen, hvor vi svingede godt sammen og faldt i snak om heste, som vi begge interesserer os for. Da jeg skulle researche min første bog, Kongens Staldknægt, kontaktede jeg ham, fordi han underviser i stuntfægtning, og så skete der noget. Der var bare så skidegod kemi, og jeg var helt høj efter hver fægtetime. Vi flyttede sammen efter tre måneder og blev gift året efter.

Til filmpremiere 2014 sammen med ægtemanden Søren Poppel og børnene Frida og Leo, som Trine har fra tidligere forhold. Foto: Peter Hauerbach

Mister du nogensinde vejgrebet?

– 2013 var virkelig et dårligt år. Når jeg løb en tur, pressede det i hjertet, og jeg fik åndenød. En dag blev jeg undersøgt af min læge, og det viste sig, at jeg havde hjertekramper. Jeg blev indlagt akut på Bispebjerg, men efter et par dage fik jeg det så dårligt, at jeg måtte overflyttes til Rigshospitalet. Det var ret dramatisk. Jeg har aldrig prøvet det der med at blive spændt fast i en ambulance, og de siger: "Du kommer nok til at ryge lidt rundt, men du falder ikke". Jeg lå i en uge på Rigshospitalet, mens de undersøgte mig. Jeg tager stadig medicin for hjertekramperne. Efter sommerferien startede jeg på Filmskolen, og så døde min far. Kort tid efter brækkede min søn benet og måtte ikke gå i otte uger. På skolen lærte vi om det med at gøre livet hårdt for sin hovedkarakter – det lærte jeg, mens alt ramlede om hovedet på mig. Det er lidt af en kliché det der med, at man lærer at leve i nuet. Det er ikke fordi, jeg gik med mange uforløste drømme, men da min far døde, arvede jeg nogle penge. Selv om jeg var studerende på SU og mor til tre børn, brugte jeg pengene på at købe min hest, Niñato.

LÆS OGSÅ: Skal vi vaccinere vores børn mod menigitis?

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?

– Det er faktisk min hest. Min hjerne har det med at køre i meget højt gear, og så hjælper det at ride en tur i skoven, hvor jeg hverken skal tænke eller producere noget. Når jeg er i skoven, rider jeg også helst alene. Jeg koncentrerer mig om at mærke hestens mindste bevægelse i stedet for at snakke med nogen. Niñato har lært mig, at hvis jeg kræver for meget af ham, slår han fra. Jeg er mere tålmodig med ham end med mine børn. Som forældre kræver vi verbalt meget af vores børn, men over for en hest er du nødt til at udtrykke dine forventninger med kroppen.

Hvilken vej bor du på nu?

– Jeg bor i Nyhavn, hvor jeg har boet i otte år, siden jeg mødte Søren. Vi har fået det her billede i bryllupsgave, som forestiller Nyhavn med fulde folk, katte, skibe, nogen der kysser i baggården og dem, der får tatoveringer. Sådan er Nyhavn virkelig. Der er gademusikanterne hele sommeren, og en dag kom der en elefant gående. Der var også en dag, hvor stripperne fra en af barerne slog katten af tønden ude på gaden. Der sker noget. Det er meget charmerende, men nogle gange er det også for meget, og så flygter jeg ud i skoven med min hest. Men til dagligt er det bare vildt at bo i en lejlighed fra 1721, og jeg er så nørdet, at jeg googler matrikelnumre for at lære mere om stedet. Min far lærte mig at være historisk interesseret, men jeg kan ikke huske en eneste historietime fra skolen. I dag kan jeg ikke gå forbi en port uden at skulle ind i gården og se mig omkring.

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Jeg er i gang med at skrive manuskriptet til en film om Christian IV. Hele filmen skal foregå inde i en karet, hvor han sidder sammen med sit livs kærlighed, Kirsten Munk. Vi begynder at filme i maj. Til sommer skal Søren være med i forestillingen Røde Orm i Aarhus. Jeg er ikke med i forestillingen, men skal bare passe hestene, som er med, og lave research til min nye bog. Faktisk kunne det ikke være mere perfekt. Jeg sagde engang til en veninde, at jeg gerne ville ride og skrive. Nu er det, det jeg gør. Min næste bog er en børnebog, som handler om en gruppe børn fra Nykøbing Falster, der går i gang med at undersøge mordet på Erik Klipping. Man har jo aldrig fundet ud af, hvem der myrdede ham. I bogen præsenterer jeg en række teorier. 

LÆS OGSÅ: Mia Lyhne om sin største last: "Jeg prøver hele tiden at undgå det, men det er altså svært"

LÆS OGSÅ: Lis Sørensen: "Jeg nyder mine laster. De hører til den gode ende af livet"

LÆS OGSÅ: Skuespiller Therese Glahn: ”Jeg føler mig aldrig for fin til en opgave”