"Opland": En opvækst fuld af frygt og slag

Kompliceret kærlighed

”Ord” Af Louise Østergaard

People’s Press, 178 sider, 200 kr.

Jeg ville sådan ønske, at denne roman havde været god, for så havde det været knap så pinligt. Men den er ikke god, desværre. Og det er pinligt. For jeg kan umuligt læse den uden at tænke, at Yahya Hassans ældre ekskæreste, den modne lærer, der ”opdagede” hans talent, og som han også selv skriver et par digte om i sin debut, kun har fået sin tynde roman udgivet for at score sidegevinsten på hans navn. Hun skriver om deres møde på den sikrede institution, sin forelskelse, og sin egen litterære indsigt i ham. Om deres temmelig problematiske relation, hendes efterfølgende skilsmisse, retssager og hendes voksne blik på hans berømmelse. Hun var forelsket, det er åbenlyst. Men det er slet ikke nok til at skrive en god bog. ap

Brutale barndomsminder

”Opland” Af Jens Vilstrup

People’s Press, 300 sider, 250 kr.

Jens Vilstrups nye roman, ”Opland”, er en barndomshistorie fuld af frygt og slag fra en brutal far og en forknyt mor. Ikke just usædvanligt, men dog deprimerende i sit omfang og det indtryk, det har efterladt på fortælleren, den suspenderede anæstesilæge, Nils Otto, der kun er hjemme i Jylland, fordi faderen brækkede halsen, da han røg ned fra tagrenden. Niller og brødrene Polle og Thorbjørn har også i deres voksne liv været forfulgt af farens ødelæggende tyranni. Romanen fortælles i lyset af barnets rædsel og den voksnes resignation. Tidsbillederne fra det – undskyld mig – temmelig mørke Jylland er hudløst ærlige og knægtenes krampagtige forsøg på at skabe sig sammenhæng i teenagelivet er gribende og stærke. Så er det nogensinde for sent at få en god barndom? Tja, siger romanen. Det er i hvert fald svært. ap

Absurdismens mester skuffer

”Status” Af Erlend Loe

Gyldendal, 144 sider, 200 kr.

Efter en lang skrivepause er Nina Faber aktuel med endnu en digtsamling. Den aldrende kunstner har lagt alkoholen på hylden og ser frem til endelig at indtage den litterære scene med storm. Men anmelderne har ikke øje for hendes talent, og det får raseriet op i digteren. Jeg har altid været optaget af Erlend Loes absurde og humoristiske skildringer. Selvom udgangspunktet for ”Status” er socialrealistisk, tager den langsomt en overraskende og absurd drejning, der giver romanen den særlige Loeske stemning. Det er underholdende at læse om den stereotype digters selvtilstrækkelighed, men jeg savner, at fortællingen også kradser i en større samfundsforståelse. Forfatterliv er bare ikke altid det mest interessante at læse om. knj