Ugens klumme: Turist ved et tilfælde
... Så lå vi dér i poolen, med hinanden i hænderne, og flød i en cirkel. Egentlig er jeg jo ALT for fin til at deltage i den slags hotelarrangeret water-aerobic, men nu var det egentlig meget hyggeligt at flyde rundt med en svensker, en englænder og et par meget store finner og deltage i en slags EU-topmøde for flæsk og appelsinhud ...
Men altså, jeg er for fin. Jeg er jo ikke rigtig turist, vel? F.eks. ligner jeg jo slet ikke de andre rundt om poolen, fordi ... ja, mest fordi jeg er den eneste, der ikke er iført en meget lille hvid og fjollet bøllehat, som sidder på toppen af hovedet som sne på sidste strækning af Kilimanjaro. Det er ikke, fordi jeg er snobbet – jeg magter bare ikke kunsten at udvikle en ny identitet, når jeg er på ferie, og jeg har ikke noget specielt tøj til anledningen. Det vil jeg altså virkelig håbe, at de andre har – jeg håber i hvert fald ikke, at de går rundt i Helsinki kun iført Adidas satinshorts, hvide tennissokker, Caterpillar-sandaler og et pengebælte ...
Jeg har lige været i Thailand, og jeg må sige, at det er svært at være turist. Derhjemme har man som regel en klar fornemmelse af sin egen identitet, men når man stiger af flyet et sted, hvor der er rigtig mange turister, så er det, som om man forsvinder i mængden af alle de andre, der bliver for røde på førstedagen, for fulde på andendagen, og forvirrede på tredjedagen...
Til sidst eksisterer man ikke længere som menneske, men kun som cool cash for de lokale, og det er på ca. samme tidspunkt, hvor man opdager, at de heller ikke eksisterer for én, men kun som nogen, der råber efter* dig på gaden: „Madam, massaaage“ eller „very cheap Louis Vuitton, special price for you!“
De lokale bliver til en brunhovedet, sorthåret masse af folk, der ikke har nogen interesse i én som menneske, og slutresultatet er, at man ikke ser dem, og de ikke ser dig. Fordi penge kommer imellem os. Men det er ikke kun det. Det er også, fordi man ikke er på hjemmebane. Måske kan man ikke helt huske, hvordan man omregner møntfoden, man har glemt, hvordan man siger „tak“ på lokalsproget, kan ikke tyde menukortet, og hvis ikke der er en tegning på toiletdøren, aner man ikke, om man går forkert og overrasker en mand ved urinalen – eller endnu værre: på pedallokummet!
Så er der alle de uventede situationer, som an ikke havde planlagt hjemmefra, som dengang min kørerlærer, Smukke Sten, var spærret inde i en pyramide i en time, fordi både amerikaneren foran og bagved ham var så tykke, at de sad i spænd i en af de små dunkle gange. Eller dengang jeg blev smidt i poolen på et tyrkisk diskotek, og min skjorte krøb fem størrelser. Eller dengang min veninde fik en „full-body-massage“ og først bagefter opdagede, at de faktisk havde engangstrusser, så man ikke behøvede at være nøgen...
“I Thailand kunne man købe en T-shirt med påskriften „No, I don’t want a fucking chucchuc- massage or Prada-copy“, og jeg var ved at købe den, for man bliver så TRÆT af at blive råbt efter hele tiden. Jeg er jo ikke rigtig turist, vel?! ”
Og jeg nåede lige at være en lille smule højrøvet og tænke, at jeg i det mindste ikke, som mange af de andre danskere, lignede en, der burde rejse med en værge fra kommunen, da vi skulle i gang med noget seriøst water-aerobic, som sært nok skulle foregå til country-klassikeren „Country Roads“ – men jeg gav den gas, gjorde jeg, jeg følte jo, at jeg repræsenterede mit fædreland, men midt i min ekstatiske country-vand-aerobic, hvor jeg spassede ud med al den energi, jeg havde i mig, kom jeg til at kigge ned, og opdagede, at bikinitoppen havde rykket sig en halv meter til venstre, så jeg nu hoppede op og ned med brysterne til frit skue. Finere end de andre? Ikke rigtigt ...
Debat: Hvordan er du som turist? Og har du selv oplevet pinlige ting på din ferie? Del dem med os her:
