Ugens leder: Store bryster
Jeg gik kun med T-shirts i en enorm størrelse og brød mig ikke om mine store bryster. De var i vejen, tunge og faktisk ikke særligt pæne, syntes jeg. I dag har jeg ikke længere store bryster. Jeg er meget tilfreds. Amning af sulten søn og diverse løbeture „må have lukket luften ud af ballonerne“, konstaterede en mand fornylig. Sjovt sagt. „Jeg gad da så godt at se dig med kæmpebryster,“ sagde en anden mand også for nylig og tilføjede „hø, hø…“ Men hvorfor nu det? Egentlig. Hvorfor er det mest lækkert med store bryster? Og er det i virkeligheden mænd, der foretrækker en C-skål+?
Nogle kvinder foretrækker det også selv. Siger kvinderne på ALT for damernes redaktion – som er i alderen 26 til 50+. Og repræsenterer de fleste skålstørrelser – i naturlige og mindre naturlige udgaver.
I denne uge har vi sendt en journalist og hendes bryster til kunstig forstørrelse (s. 104 – jeg kan godt afsløre, at hun blev glad for resultatet). Og så kan jeg ved samme lejlighed „afsløre“, at bryster og deres udseende er et ret følsomt emne. Vi kan tage et vilkårligt citat fra et redaktionsmedlem:
„Rigshospitalet vinteren 2005. Lå som lammet i et stivnet forsøg på at amme i den såkaldte indianerstilling:” Dine bryster er jo som skabt til at amme tvillinger”. Sagde én, der hed Linette. Tak. Ingen drømmer om, hvor meget jeg elskede Linette i det øjeblik.“