Ulrich Thomsen i opgør med Metoo-bevægelsen: Det har haft store konsekvenser

Han har haft rollen som superskurk i Bond-filmen 'The World Is Not Enough', i 'Hitman' og i HBO-serien 'Banshee'.

Han har spillet sammenbidt soldat i 'Brødre', kronraget nazist i 'Adams Æbler' og desperat forbryder i 'Blinkende lygter'.

Og så var der jo naturligvis glansrollen over dem alle: Den indædt rasende søn i 'Festen', der i en ikonisk scene beder sin far om at vælge den gule eller den grønne fødselsdagstale. Faren vælger den grønne tale, som viser sig at afsløre, at han i årevis har forgrebet sig på sine børn, og helvede bryder løs. Alle, der har set bare én af de nævnte film, vil kunne genkende Ulrich Thomsen på lang afstand, for der er noget utroligt fængslende og lidt urovækkende over hans ansigt.

Når han er vred, træder den markante bekymringsrynke mellem øjnene ekstra tydeligt frem, men selv når han smiler, ser han lidt rasende ud. Der er nu ikke meget hårdkogt forbryder over den Ulrich Thomsen, der denne morgen har sat sig til rette overfor mig med en kop sort kaffe, spirulinajuice og en vegansk sandwich på tallerkenen. Han har ikke rørt animalske produkter i otte-ni år, og det er på en eller anden måde sjovt overraskende i forhold til hans professionelle image.

"Jeg filmede i North Carolina i 2015, og jeg spiste så meget kød hele tiden. På et tidspunkt fik jeg nok og begyndte at drikke juice og spise grønt, og jeg fik det bare så meget bedre. Jeg sov bedre, fik mere energi, og huden blev renere. Det er jeg bare fortsat med, og som veganer spiser jeg hverken kød, fisk eller mælkeprodukter.

Jeg har det meget fint med ikke at være en del af hele den ulækre kød- og mælkeindustri, og i forhold til klimaet er det også bedre at undlade alle de ting. Der findes ikke noget i animalske produkter, som ikke ernæringsmæssigt kan erstattes af noget andet. Og ja, man kan også sagtens være pisseusund som veganer, hvis man drikker cola og spiser pommes frites hele dagen, men jeg forsøger at vælge de sunde ting som grøntsager, nødder, linser og avocado."

Gu' skal man ej drikke mælk

Han læner sig lidt frem og kigger over på min kop.

"Og nu ved jeg godt, at du sidder og drikker mælk i din kaffe, men mælk er et produkt, der ikke er noget som helst godt at sige om. Det er koens mad til kalven. Det er ikke noget, vi mennesker har brug for. Og at man har kunnet bilde folk ind, at det er essentielt for menneskets overlevelse og knoglesundhed at drikke en halv liter mælk om dagen, er helt gak. Gu’ skal man ej!

Så dukkede han alligevel op. Den lidt rasende Ulrich Thomsen. Og det bliver ikke sidste gang i løbet af dette interview. Han har nemlig meget på hjerte, og han er ikke bange for at sige sin mening. Heller ikke selvom det måtte provokere. Lige nu er han inden for et par uger aktuel i hele to store premierefilm, og samtidig er han ved at skrive manuskript og researche til sin tredje spillefilm, som han også selv skal instruere.

Særligt hans egen film kan få temperamentet frem, viser det sig, men vi begynder med en snak om 'Den grænseløse', som er baseret på Jussi Adler-Olsens sjette bog om Afdeling Q. Det er anden gang, Ulrich spiller Carl Mørck – han overtog rollen efter Nikolai Lie Kaas – og han har det fint med at spille den introverte og traumatiserede politimand.

"Carl Mørck udvikler sig jo igennem bøgerne, og det kan jeg godt lide. Han er ikke sådan en Agatha Christie Miss Marple-agtig figur, der bare igen og igen skal opklare noget, og som aldrig ændrer sig. Man følger en udvikling i hans privatliv. Omvendt er det dog heller ikke et portræt af en mand, som skal foldes helt ud. Det er en kriminalfilm. En pige er død. Det skal opklares. Så det er en meget simpel og teknisk fortælling."

Har du læst alle Afdeling Q-bøgerne?   

"Nej, jeg har læst 'Journal 64', 'Marco effekten' og nu 'Den grænseløse', og så læser jeg ellers bøgerne efterhånden, som vi skal filme dem. Jeg har ikke tid. Jeg læser manuskripter hele tiden, og når jeg så endelig har to minutter, hvor jeg ikke skal noget, så vil jeg gerne lige slappe af et øjeblik."

En åndssvag film

Du er også aktuel i filmen 'Stockholm Bloodbath', hvor meget sætter du dig ind i alt det historiske, når du skal lave sådan en film?

"Man kunne jo bruge måneder på at sætte sig ind i Det Stockholmske Blodbad, men når jeg arbejder med en rolle, prøver jeg altid først og fremmest at finde ud af, hvad manuskriptet vil fortælle. Andre skuespillere laver alt muligt forarbejde, men jeg synes, at det kan gøre det hele mere forvirrende, hvis der er alt for meget, man skal forholde sig til.

Når jeg får tilsendt manuskripter, følger der typisk sådan en ”karakterbibel” med, hvor forfatteren har skrevet en masse om karakteren. At han f.eks. spiller tennis om onsdagen. Men når jeg så læser manuskriptet, og der ikke er en eneste scene, der handler om, at han spiller tennis, hvad skal jeg så bruge det til? Så karakterbiblen er mere forfatterens redskab, end det er mit.

Jeg synes, det er vigtigere at simplificere det og at tale med instruktøren om, hvad det er for en historie, vi skal fortælle, og hvordan vi gør det bedst muligt. Derefter kan jeg dykke ned i de enkelte scener og bruge tiden på dem i stedet for at sætte mig ind i alt muligt, jeg ikke skal bruge."

Fortæl om din karakter i 'Stockholm Bloodbath'?  

"Filmen er sådan en blanding af noget meget voldsomt og noget humoristisk, men jeg synes, det fungerer, fordi man bliver mere åben, når man griner, og så – slam – får man noget meget alvorligt lige i hovedet. Det er lidt, som hvis Tarantino lavede 'Braveheart', og filmen er meget personlig i stilen.

Jeg spiller Hemming Gadh, som var en svensk kirke- og statsmand, men han var også en form for spion, og vi har prøvet at gøre ham lidt sjov. Han har en kernereplik, der lyder: ”If you don’t pick a side, you’re guaranteed to end up with a winner”. Og på den måde er han home free. Han er sikker på, at det hele nok skal gå, hvis han holder sig gode venner med begge sider i konflikten mellem Danmark og Sverige, men i virkeligheden endte han faktisk med at blive halshugget."

Har du selv en yndlingsgenre indenfor film?

"Jeg er sgu rimelig nysgerrig på det meste, hvis der ellers er noget humor og noget kød på rollerne. Jeg er ikke så meget til splatter og horror. Eller romantiske komedier. Alle ser f.eks. 'Love Actually' op mod jul, og det er sådan en film, jeg ikke kan udstå."

Hvorfor?   

"Den er bare åndssvag. Jeg kan bedst lide, når film tager udgangspunkt i noget historisk, samfundsrelevant eller spændende."

Det er netop det samfundsrelevante, som Ulrich tager fat på i sin kommende film. Den handler som udgangspunkt om to piger, som sugardater, og hans datter, Alma, der også er skuespiller, skal spille den ene hovedrolle.

"Mange unge mennesker i dag er snotforvirrede. De ligger og kigger på internettet, og de fotograferer sig selv for at blive set og for måske at finde en kæreste. Men folk oplever jo at blive swipet væk, inden de overhovedet har haft mulighed for at møde hinanden i den virkelige verden, og det er en del af et problem.

Ligesom det er et problem, at der nu nærmest skal skrives en kontrakt mellem parterne, selvom man jo egentlig bare gerne vil forføres. Selvfølgelig skal der være enighed om projektet, det er klart, men cirka 50 procent af de unge står usikkert i forhold til det. Og så dur det jo ikke med sådan nogle regler, for der er store konsekvenser, hvis man træder ved siden af."

Ulrich baserer sine udtalelser på undersøgelser og statistik, han har fundet i sin research til filmen. Særligt hæfter han sig ved to procent-tal:

"80 procent af unge kvinder i dag vil ikke tage det første skridt i en relation. 50 procent af mændene holder sig tilbage, fordi de er bange for at vække anstød. Og så sker der jo ikke rigtig noget. Det, der er interessant med sugardating, hvis man går ind i psykologien bag det, er, at det langt fra bare er nogle ældre mænd, der vil have ungt kød. Eller omvendt.

Sugardating handler i bund og grund meget om, at man opsøger en normalitet, man ikke ellers kan finde – det, at noget ægte kan opstå mellem to mennesker – men her betaler man sig så bare fra alt det, der er blevet så svært. Det er jo en rimelig vingeskudt psykologi, og i den research, jeg har lavet, viser det sig desværre også, at det til sidst er pengene, der ødelægger det."

Har du talt med folk, der er involveret i sugardating, i forbindelse med din research?

"Ja, masser. Der var en engelsk sugardater, der sagde, at hun mente, det var den moderne middelklassekvindes mulighed for at være uafhængig af manden og så stadig leve det gode liv. Der tænkte jeg, hold da op, det er fandeme en interessant udmelding. Og det er noget, der går igen. Uafhængigheden. Og uafhængigheden af hinanden. Men er man uafhængig, hvis man tager imod pengene?

Filmen handler også om hele det her woke – nærmest sindssyge – som man har gang i rundt omkring. Det her med, at alle kan identificere sig som alt muligt og så tro, at det ingen konsekvenser har. At verden bare retter ind."

Det var en anden tid

Et andet af filmens temaer er Metoo-bevægelsen og konsekvenserne af den:

"Filmen er i det hele taget en slags vue ud over den tid, vi lever i, og filmens eksistensberettigelse er, at alle karaktererne har ret i det, de siger. For sådan er tiden jo. Alle har så meget ret i det, de siger, at man skændes om det, fordi alles ret er blevet ukrænkelig. Problemet er, at når der ikke længere findes noget, der er forkert, så bliver det hele en flydende masse af modsætninger og gråzoner.

Men sådan er verden jo ikke. I den virkelige verden er der masser af begrænsninger. Og hvis du tager fat på f.eks. Metoo, så er der ikke engang konsensus om, hvad det er. Hvis du tager til Syditalien og taler med dem om Metoo, så er det noget helt andet, end hvad man opfatter som Metoo i f.eks. Danmark, Sverige eller USA. For nylig talte jeg med en i Italien, der aldrig havde hørt ordet Metoo."

Det forhold, at en enkelt italiener aldrig har hørt om Metoo, siger vel mere om ham eller hende, end det siger om noget som helst andet, hvis du spørger mig…  

"Det er jo et temperamentsspørgsmål, og det var en kvinde, i øvrigt. Det siger lige så meget om, at verden ikke er så entydig, som man gerne vil gøre den til. Det er trods alt den største kønsrolle- og ligestillingsbevægelse i nyere tid. Min films logline er: ”Everybody’s greatest weakness is the desire for pleasure”. Det er det, der opsummerer filmen. Det gælder for både mænd og kvinder, denne lille svaghed, der kan forplumre selv de bedste intentioner. Men den menneskelighed kan jeg egentlig meget godt lide."

Hvilke snakke har du haft med unge mennesker om Metoo og wokeness?   

"Der er mange af de unge mennesker, jeg har talt med om Metoo, der siger, at det jo ikke har noget med dem at gøre. Det er jo også interessant. Eller problematisk. Metoo er min generations kvinder, som synes, at der er noget, de skal kompenseres for. Noget, som er sket for dem for år tilbage. Jeg forstår godt, at man tager det op, hvis det, der er sket, er ulovligt.

Weinstein, som jo blev startskuddet til Metoo, blev dømt for voldtægt. Men hvad der ellers skete for 20, 30, 40 år siden, det kan man ikke komme slæbende med efterfølgende, hvilket der har været en tendens til. Det er ikke fair og har heller ikke lovhjemmel. Hvis man da ellers tror på demokratiske spilleregler."

De kvinder, der har taget de her oplevelser op, har jo følt, at deres grænser er blevet stærkt overskredet?

"Alle har jo vidst, hvad Harvey Weinstein og andre lavede."

Det er da ingen undskyldning for ikke at tage det op?  

"Jeg er sikker på, at vi alle sammen har oplevet masser af ting, men hør her, som Weinstein også sagde, det var en anden tid. Og det var det. Børneporno var f.eks. også legalt i Danmark fra 1969 til 1980, det var også en anden tid. Det er fint, at man i dag siger hertil og ikke længere. Men man må simpelthen tage fat i tingene, når de sker."

Det er nogle vilde ting, du siger, er du ikke bange for at stikke hånden direkte ned i en hvepserede?   

"Hvorfor er det vilde ting? Og hvorfor er det en hvepserede? Det er det, der bør være spørgsmålet. Der er ikke noget i det, jeg påstår, som bør støde nogen. Unge mennesker er angste og ensomme som aldrig før på grund af tiden, vi lever i. Det, der er dybt problematisk, er, at man ikke længere kan tale om de her ting, uden at det bliver kaldt en hvepserede eller vildt.

Det, der historisk set har gjort os civiliserede, er, at vi har kunnet diskutere og dermed nærme os hinanden som tænkende individer og komme til en forståelse af fortiden og af hinanden i nutiden. Det, at man lægger låg på alt, gør det jo ikke bedre. Det gør i hvert fald ikke folk lykkeligere, det viser statistikken også. Vi er ved at fjerne os fra hinanden. Og igen, jeg aner ikke, hvad man er bange for. Hvad fanden er det for noget? Nå, men du har nok ret i, at jeg bliver skældt ud for alt det her, jeg siger."

Og hvad tænker du om det?   

"Det er fint nok. Og hvis nogen har et bedre argument, så er jeg villig til at lade mig stene offentligt."

Et bedre argument for hvad?

"Et argument for, hvorfor og hvordan denne woke ideologi giver mening. Logisk mening. Hvordan den er en favnende vejviser for mennesker i dag. Men det argument har jeg ikke hørt. Jeg oplever et mindretalsdiktatur, som meget dygtigt har formået at lægge en tung dyne ud over fornuften i samfundet, hvor alle er angste for at ytre sig om de alvorlige emner.

Det har også meget at gøre med de sociale medier – og medierne i det hele taget. Hvor information bliver spredt hurtigere end nogensinde før. Folk er ikke bange for fakta, de er bange for størrelsen af skrigekoret, som har så stor magt. Og så er det ligegyldigt, hvad indholdet er. Tag nu bare min branche. Der må vi pludselig ikke længere spille homoseksuelle, hvis vi ikke er det. Eller transkønnede. Så kan man sige, okay, fair nok, det gør jeg så ikke, men må jeg gerne spille en voldsforbryder? Ja, det må du gerne. Men dem er der ikke særlig mange af, det er også et mindretal. Ja, men du må gerne spille en voldsforbryder. Eller pædofil.

Undskyld mig, men man kan ikke bare pick and choose, alt efter hvad man lige synes. Men sådan er det blevet. Det grundlæggende problem er, at alt, hvad der var sandt i går, ikke længere gælder. Og uden yderligere diskussion hugger man en hæl og klipper en tå for, at ideologien skal passe. Og det er det, folk mere og mere er begyndt at blive indignerede over. Mig selv inklusive. At man skal tvinges til at acceptere en løgn eller blindt acceptere mangel på logisk sammenhæng i denne woke ideologi. Og når man pænt spørger ind til det, er argumentet, at man er en ældre hvid mand, som jo alligevel er skyld i, at hele verden er så forfærdelig, som den er. Så hvorfor lytte til det?

Jeg synes, det i sin kerne er useriøst, og statistikken taler sit tydelige sprog. Det allerværste er, at man begynder at se langt mere racisme, misogyni og homofobi. Og det var vel bestemt ikke det, man havde planlagt? Vi er mere ensomme end nogensinde før, og det er en stor del af min film. Det bliver godt at ruske lidt op i det."

Bunkevis af brok

Ulrich er for ganske nylig blevet 60 år, og når han ser på ungdommen i dag og sammenligner den med sin egen ungdom, ser han en vigtig forskel.

"Den store forskel er, at unge mennesker i dag mener, at verden skal komme til dem, og at verden skal acceptere dem som dem, de nu vælger at være. Da jeg var ung, tænkte jeg mest på at uddanne mig og få et arbejde. Det var mig, der rakte ud efter verden, ikke omvendt. Og som jeg sagde i begyndelsen, så er mange unge frustrerede over alt det, de skal forholde sig til, fordi hele verden står åben. Og som om det ikke var nok, så er de også ensomme som aldrig før."

Kunne du tænke dig at være ung i dag?

"Det kan jeg ikke sige noget om. Jeg synes stadigvæk, at jeg er ung nok til at være med, men det er klart, at jeg har nogle andre holdninger til mange ting. Jeg synes, man skal komme i sving og lade være med at forvente, at hele verden indretter sig efter en. Det er en blindgyde. Det hele hænger sammen – tiden, woke og søgen efter identitet.

Før skulle du kun forholde dig til den, der stod lige overfor dig. Nu skal du via internettet forholde dig til hele verden og til hadbeskeder, hvis du ikke lige siger det rigtige. Det må være vanvittig svært for unge mennesker at skulle forholde sig til alt det her. Der findes så meget crap derude. IQ’en er ikke særlig høj på internettet."

Hvorfor har du selv en profil på bl.a. Instagram?   

"Det er jo pisseeffektivt, når man skal promovere et eller andet, en film, og det koster ikke en skid. Men man skal også være klar til kværulanter og alt muligt pis og lort, man skal svare på hele tiden. Folk elsker at brokke sig."

Får du meget brok?  

"Ja, bunkevis. Og jeg springer det meste af det over. Jeg kunne jo bruge hele dagen på det ellers. Heldigvis er der også meget positivt, men problemet er, at hvis man for alvor åbner op for det, så er man pludselig ”venner”, og så er der nogle, som bare gerne vil høre sig selv snakke. Jeg elsker at blokere folk. Find et andet sted! Mange tror, at fordi man skriver et eller andet, så er det en invitation til, at nu skal vi sidde og tale om det her. Det er det ikke. Når jeg poster noget, er det ofte en promovering, ikke en indbydelse."

Hvordan får du det, når du modtager grimme beskeder?

"Der er jo nogle, der ikke kan lide en. Men hør her, hvis vi taler om mit virke som skuespiller, så har jeg levet af det hele mit liv, og jeg har levet godt af det. Og gør det stadig. Så hvis en eller anden skriver ”du er en dårlig skuespiller” eller ”den film er lort” – helt ærligt, who gives a flying fuck, ja, undskyld, at jeg siger det. Jeg er jo SÅ ligeglad, altså."

Hvilke tanker gør du dig om, at du aldersmæssigt lige er rundet et skarpt hjørne?

"Jeg tænker ikke det store om det. Det er klart, at når banken ringer og spørger til min pensionsalder, så tænker jeg da, nå ja, det er rigtigt, nu er jeg kommet derop. Jeg er også begyndt at tænke over, at jeg ikke gider rejse så meget i forhold til arbejdet mere, og jeg tænker en del over, hvem jeg egentlig gider bruge tiden sammen med.

Altså, hvis jeg fyldte 80 i næste uge, ville jeg nok tænke lidt mere over min alder. Men jeg kan da godt tænke, at nu er mine børn i 20’erne, de år er gået hurtigt, og hvis man lægger 20 år til mine 60 år, ja, så er jeg jo pludselig 80, og så begynder man at kunne se en ende på det hele. Men ellers, hmmm …"

Han holder en længere pause.

"Altså, det er jo, hvad det er. Jeg er rimeligt god til ikke at gå så meget ned i ting, som jeg alligevel ikke kan ændre på, for det gør bare en mere forvirret. Så jeg arbejder videre. Skriver mine historier. Spiller mine roller."

Hvad ser du, når du ser dig selv i spejlet?   

"Jeg er sgu sådan set okay tilfreds. Igen, hva' fa'en, jeg begynder at blive lidt grå, og håret har trukket sig lidt tilbage, men der er jo folk på min alder, der er helt skaldede. Ellers ser jeg ikke så meget. Jeg har ikke tænkt mig at få lavet en plastikoperation, hvis det er det, du tænker på. Jeg prøver ligesom at acceptere det, som det er."