Uønskede sexistiske
kommentarer og chikane, diskrimination og mobning.
Sådan er virkeligheden
desværre for en stor del kvinder, når de er i værnepligt.
Mere end halvdelen af
kvindelige værnepligtige svarer nemlig i en ny undersøgelse, at de har oplevet mindst
et tilfælde af uønsket seksuel opmærksomhed eller chikane i løbet af deres
værnepligt. Det viser en ny rapport fra Forsvaret selv.
Det, som kvinderne svarer
at opleve mest, er, at der bliver talt nedsættende om kvinder og mænd, at de
føler at skulle overpræstere på grund af deres køn og at blive fravalgt til opgaver på
grund af køn.
Hos ALT for damerne og alt.dk har vi tidligere bragt en
række vidnesbyrd fra kvinder i Forsvaret, som i 2022 stod frem og fortalte om en sexistisk kultur, der ikke blev talt højt om.
Her hørte vi eksempler på grænseoverskridende adfærd, som da Lotte
blev seksuelt chikaneret af en mandlig ansat, der flere gange kom med bemærkninger
som "hvor ser din røv godt ud i de bukser", "skal jeg ikke gå
med, så jeg kan vaske dig på ryggen?" eller "skal jeg vaske dig
mellem brysterne?" – og Lotte oplevede, at ingen chefer ville lytte, da hun
fortalte om chikanen.
Vi hørte også, hvordan en kvinde i
sine 20’ere oplevede, at de mandlige konstabler havde søgt efter kvinderne på
nettet og lavet en liste over ”mest lækre kvinder”, hvor de også havde et
væddemål kørende om, hvem der kunne score hende.
“Vi boede på fælles
stuer, og en aften udbrød en mandlig medværnepligtig: ”Jeg kunne fucking
godt kneppe dig”, da jeg var på vej i seng og stod i mit militærundertøj,” fortalte
hun til alt.dk.
En kultur, der skal ændres
Siden da er den sexistiske kultur i
Forsvaret tydeligvis ikke forsvundet. Hele 159 af de 297 adspurgte i undersøgelsen svarer nemlig, at de har oplevet sexchikane i løbet af deres værnepligt. Og undersøgelsen
viser også, at der oftest er tale om en anden værnepligtig (41,4 procent), som har udøvet uønsket seksuel opmærksomhed og chikane samt mobning, diskrimination,
trusler om vold og reel vold.
Ifølge Værnepligtrådsmedlem
Emil Eir Frederiksen kan problemet udspringe fra den "værkstedssnak", der er en del af kulturen i Forsvaret – og som er en kultur, der skal ændres.
"Det er regimenterne og
befalingsmændene, der sammen med de værnepligtige, skal ændre kulturen ved at
få den kønskrænkende tale og værkstedshumoren ud og erstatte den med en
inkluderende, moderne opførsel," siger rådsmedlem Emil Eir Frederiksen til DR.
Han tilføjer, at Forsvaret
har gjort meget for at ændre kulturen, og at der også er sket fremskridt. Men
tallene viser også klart, at der stadig skal gøres mere.
"Der er tydeligvis ikke
blevet gjort nok. Der er tydeligvis stadig en kultur, hvor det forekommer
rigtig mange steder, at folk bliver krænket, og det er noget, der skal slås
hårdere ned på," siger han til DR.
Ligestilling i værnepligten
Fra 2007 vil der være fuld ligestilling i værnepligten i Danmark, og herefter vil man formentlig se flere kvinder, der trækker i trøjen.
Overfor DR siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen
henvendt til kvinder, der overvejer en tid i Forsvaret, at
der er stor opmærksomhed på, at Forsvaret
skal være en så god og tryg arbejdsplads som overhovedet mulig.
For at lykkes med dét,
har man fra politisk side blandt andet nedsat et udvalg, der
skal rådgive Forsvaret om emnet. Udvalget består af både repræsentanter
fra Forsvaret og samfundet udenfor.
Hos foreningen
for Kvindelige Veteraner, anerkender
man overfor DR, at der nu bliver
gjort en indsats, men de tilføjer, at der
er brug for en målrettet indsats frem mod 2027, så der i fremtiden også er
flere kvinder, som vælger at blive, efter deres tid som værnepligtig er
overstået,
Om serien "Kære Forsvarschef" - krænkelser i Forsvaret
I januar 2022 bragte
ALT.dk og ALT for damerne de første artikler om krænkelser i Forsvaret og
interviewede forsvarschef Flemming Lentfer: Forsvarschef om Metoo: ”Vi har
svigtet”
Vi indsamlede også
vidnesbyrd fra kvinder, der har oplevet sexisme - som værnepligtige, udsendte
eller civilansatte - for at sætte fokus på, om Forsvaret bør lave en uvildig
undersøgelse af kulturen?
Læs mere her: