Kvindelige Veteraner: ”Vi mangler et reelt billede af krænkelseskulturen i Forsvaret”

Indtil Forsvaret har et reelt billede af omfanget, karakteren og kulturen, der hersker, er det svært at udvikle de rigtige løsninger på problemer med sexisme.

Sådan lyder budskabet fra foreningen Kvindelige Veteraner.

Forsvarets egne arbejdspladsvurderinger (APV'er, red.) viser, at hver 10. kvinde har oplevet en kønskrænkende kultur. Men dét tal er reelt nok højere, mener foreningen, der arbejder for kvinders trivsel og vilkår før, under og efter udsendelse. I 2003 viste en uvildig undersøgelse, at 90 procent af kvinderne i Forsvaret havde oplevet såkaldt uønsket seksuel opmærksomhed.

Kvindelige Veteraner har derfor som en af deres mærkesager, at de ønsker, at Forsvaret igen får lavet en uvildig undersøgelse af kulturen omkring sexisme på hele arbejdspladsen.

Men hvad svarer den øverste ledelse i Forsvaret, når de taler med foreningen omkring dette ønske? 

Vi har talt med næstformand i Kvindelige Veteraner, Marie Sihm:

Hvad er jeres opfattelse af omfanget af kønskrænkende adfærd i forsvaret?

"Vores opfattelse er, at det her problem er større, og der er mørketal på området. Det kan vi sige, fordi vi får henvendelser fra kvinder, som aldrig har talt højt om deres oplevelser før, og dels fordi, at den måde, som Forsvaret har lavet deres APV-undersøgelse, er utilstrækkelig."

Hvorfor er der svært for kvindelige soldater at stå frem og fortælle om kønskrænkende oplevelser?

"En del oplever, at de ligesom bliver ”problemet”, når de råber højt. Så er det dem, der ikke er loyale nok og ikke kan tåle lugten i bageriet. Vi har eksempler på, hvordan de har oplevet, at det ikke er blevet håndteret af ledelsen eller kollegaerne, og at de har stået ret alene. Mange af dem føler også en form for skyld og ansvar for det, der er sket, og tror, at de selv skal gå og bokse med det."

Hvordan vil I vurdere forsvarets evne til at undersøge krænkelser og sexisme?

"Den undersøgelse, man lavede i 2003, var en god undersøgelse. Det var en uvildig undersøgelse, der viste omfanget og karakteren af krænkelser. Men de nyeste APV’er (Forsvarets egne undersøgelser fra 2019 og 2021, red.) er utilstrækkelige i den måde, at man spørger ind til det på.

Man har fem indgangsspørgsmål, hvor det bliver lagt op til den enkelte selv at definere, hvad sexisme er. Hvad er kønskrænkende adfærd? Hvad er seksuel chikane? Altså begreber, som er temmelig overordnede, og det gør, at man ikke får sat ord på, hvad der egentlig sker. Man får det ikke brudt ned i handlinger. Det er Kvindelige Veteraners synspunkt, at man har behov for en uvildig undersøgelse, hvor man trækker den ekspertise ind, som det kræver at stille spørgsmål til det her område, fordi det ellers er svært at afdække.”

I 2019 søsatte Forsvaret selv en ”Nultolerance”-kampagne, som bl.a. bestod af plakater og en brochure. Hvad tænker I om den?

"Jeg synes, at det er et eksempel på noget, hvor man ikke rigtig rammer inden for skiven i forhold til at gøre noget ved det her problem. For det første lægger ”Nultolerance”-kampagnen sig meget op ad at være offensiv, når det først ER SKET. Okay, hvis du er blevet krænket, hvad gør vi så?

Det er en udfordring, vi i Kvindelige Veteraner mener, at man skal se videre på: Forståelsen af, at krænkelser og overgreb oftere forekommer i en kultur, som kan være befordrende for, at det sker. Derfor hænger det at arbejde forebyggende, med trivsel og ”den gode tone” uløseligt sammen med bekæmpelsen af krænkelser.

Det handler mere om at ændre en kultur end at sige ”nultolerance” over for det, når det er sket. Den måde, at man også viser det, er ved at sætte handling bag de ord og sørge for, at det har reelle og mærkbare konsekvenser for den, der udøver det. Ellers mister man jo tilliden til det system."

Kvindelige Veteraner mødes med forsvarschefen og den øverste ledelse. Hvad svarer de jer, hvorfor vil de ikke have en uvildig undersøgelse af omfanget?

"Den udmelding, vi har fået, er, at man i ledelsen er klar over, at der er problemer. Til forskel fra tidligere anfægter man ikke i dag, at det her sker. Men derfor er holdningen, at så er der ikke behov for yderligere undersøgelser, fordi ”vi ved jo godt, at vi har et problem”.

En af vores pointer er, at man er nødt til at se det her i sammenhæng med den kultur, det opstår i. Det finder man ikke ud af ved den måde, som man undersøger på i dag. Før vi har et REELT billede af omfanget, karakteren og kulturen i Forsvaret, er det rigtig svært at udvikle de rigtige løsninger."