Anna er pædagog: "Jeg ønsker mig ikke flere hænder. Jeg ønsker mig færre børn"

Hver morgen har jeg et håb: At i dag bliver dagen, hvor jeg kan følge med på mit arbejde som pædagog i en børnehave. Men jeg ved også, at det bliver ved et håb.

I virkeligheden kommer jeg til at skulle prioritere benhårdt mellem at trøste et barn færdigt, hjælpe én, der har det svært, eller nå at tisse. Gør jeg det ene, er det på bekostning af det andet. Og så er der alle de andre hverdagsopgaver, som følger med at have ansvaret for en flok børn i de fleste af deres vågne timer.

Vi er 23 børn, to pædagoger og en medhjælper på hver børnehavestue, i den integrerede institution, hvor jeg arbejder. Vi er fuldt bemandede mellem klokken 9 og 13.30, og jeg har efterhånden vænnet mig til, at vi har rygende travlt. Jeg har været i det så længe, at det er blevet normalen.

Men der er intet normalt i ikke at kunne trøste et barn færdigt, uden at det går udover de andre børn.

Så sent som i dag har vi siddet to voksne til frokost med 22 børn. Det sker jævnligt, og det kræver, at vi kender vores unger så godt, at vi kan lave en bordplan, hvor nogle kan sidde alene og spise. Det kræver også, at børnene skal kunne mange ting selv og ikke er afhængige af, at de skal vente på, at en voksen får tid.

For så kommer de altså til at vente længe.

Det bliver utrygt

Flere hænder kunne virke som den naturlige løsning. Men jeg ønsker mig ikke flere hænder. Jeg ønsker mig færre børn. For mig er lykken ikke mange mennesker samlet på ét sted, for det handler også om fysiske forhold. Vi bor i et lille hus, og på dage, hvor vi er mellem 15 og 18 børn, har vi en bedre dag og færre konflikter, end når vi er 22 unger på en lille stue.

Færre børn vil også give mere tid. Tid til at skabe de dybe relationer, som vi kan være udfordret på under de vilkår, der er nu. Du skal vise, at du gerne vil barnet, og det er fandme svært at vise, hvis du har travlt.

Børnenes tillid er nødvendig for, at jeg kan udføre mit arbejde, men jeg kan ikke altid leve op til den. Nogle gange er jeg derfor nødt til at gå mere ud af en relation, end jeg egentlig har lyst til, for i det mindste at være stabil dér. Jeg skal ikke give ungerne en hel arm, hvis jeg dagen efter kun kan give dem en lillefinger. Så bliver det utrygt.

Det kan f.eks. være nødvendigt ikke at få øjenkontakt med et barn, hvis jeg ikke har tid til at blive der. ”Nå, men det er nok, fordi hun ikke så mig”-blikket, som børnene får, hvis jeg ikke ser dem ordentligt, er hjerteskærende. Det er hardcore, når jeg ser, at de har brug for noget, men jeg ved, at jeg ikke kan give dem det.

Vores arbejdsmiljø er også udfordret, selvom vi er en stærk kollegagruppe. Vi har ikke altid mulighed for at passe på hinanden, og det kunne være fedt, hvis vores ve og vel ikke kun hænger på os selv. Jeg drømmer om bæredygtige arbejdspladser, og jeg kan se, at der i ferieperioder med færre børn går nogle helt andre voksne rundt. De er mere rolige og har overskud.

Hvis vi skal kunne være der ordentligt for børnene, kræver det, at vi kan passe på os selv. Men mange gange kommer mine basale behov først til udtryk på vejen hjem. Så er jeg pludselig vanvittigt sulten, virkelig træt eller kommer i tanke om, at jeg ikke har tisset hele dagen.

LÆS OGSÅ: Mia er fysioterapeut i det offentlige og særligt én ting bekymrer hende

Vi passer ikke bare børn

Jeg er træt af, at vores faggruppe taler for døve ører. Vi er som små hunde, der står og bjæffer, og pointerne drukner, fordi vi siger det samme hele tiden. Men problemet er, at det er det samme udfordringer, der går igen.

Jeg drømmer om, at vi som samfund får øjnene op for, at omsorgsarbejde ikke er værdiløst. Mistrivsel er noget af det, der virkelig trækker penge ud af statskassen, så jeg forstår simpelthen ikke, at børn og familiers velbefindende ikke bliver prioriteret højere.

Problemet med at arbejde med omsorg er, at der ikke er et afkast på to dage. Vi arbejder med dannelse og børnenes selvbillede og selvværd, og hvis der ikke er rum for at gøre det ordentligt, så kan det påvirke barnet senere i livet. Ja, måske kan det endda hjælpe en hårdt prøvet psykiatri, hvis vi gør en indsats tidligt i børnenes liv? Nogle gange har vi sendt børn afsted, hvor vi har håbet, at der er gode mennesker, som griber dem på den anden side. Det kunne jeg godt tænke mig aldrig nogensinde at skulle tænke.

Så når folk siger; ”I passer jo bare børn”, er det helt ved siden af. Vi udvikler børn – med undtagelse af, når vi har travlt. For på dage med alt for få hænder handler det groft sagt bare om at holde børnene i live. Det er ikke en fed arbejdsdag, og det kan hverken voksne eller børn holde til i længden.

LÆS OGSÅ: ”Jeg er social- og sundhedsassistent, men jeg har ikke tid nok til det sociale”

Hvis vi bare kunne få lov til at prøve

Min seneste lønseddel lød på 29.398,68 kroner før skat, og jeg arbejder 34 timer om ugen. Det handler om, at jeg vil have tid til at hente mit eget barn, som jo faktisk har en længere mødetid end jeg i den almindelige folkeskole og fritidsordning. Men det handler også om, at jeg skal passe på mig selv. Hvis der var et bedre arbejdsmiljø i pædagogfagene, ville jeg gerne arbejde mere, for jeg kunne godt bruge tiden til at udrette noget af alt det, jeg sammen med mine kollegaer drømmer om. Og så er der pengene, ej at forglemme. Man vælger ikke at arbejde nedsat tid i et job med den løn for sjov.

Jeg har tit tænkt over, hvorfor jeg stadig arbejder med det, jeg gør. Jeg vil nok ikke søge hen et andet sted, fordi jeg er glad for mine kollegaer, og jeg godt kan lide, at vi drømmer om, hvordan det kunne være i den perfekte verden.

LÆS OGSÅ: ”Jeg synes, vi har mistet noget ved, at de to arbejdsområder er blevet slået sammen”

Så kære politikere, I skal vide, at vi kunne gøre det så meget bedre, hvis I gav os muligheden. Hvis vi bare kunne få lov til at prøve. Det synes jeg aldrig, at vi har fået lov til.

Vi giver offentligt ansatte en stemme

Så stor en andel af de danske lønmodtagere arbejder i den offentlige sektor. Det svarer til 869.000 mennesker. Med tryk på ordet ‘mennesker’. 

Når politikere og eksperter diskuterer det offentlige, lyder det ofte som en grå masse af noget, man kan rykke rundt på, skære i, forhøje, trække penge fra, omrokere, fyre og ansætte med knips med fingrene. Sandheden er dog, at der er tale om personer, der hver dag bruger en stor del af deres vågne timer på at gå på arbejde, og som hver dag hører om deres fag i store debatter i medierne. 

ALT.dk har i denne valgkamp valgt at give et udsnit af de mennesker en stemme. Her på hjemmesiden vil vi derfor i den kommende tid udgive vidneberetninger fra offentligt ansattes hverdag. Det være sig skolelærere, pædagoger, socialrådgivere og flere andre, som brænder for at have med mennesker at gøre, og som nogle gange kan føle sig overset, når politikerne taler om ‘de varme hænder’. 

Vi håber, du vil læse med og blive klogere på de offentligt ansattes hverdag - fortalt med deres egne ord.

Mennesker, som arbejder med mennesker, er en kæmpe overset ressource, og hvis den, der kommer til roret efter valget, tør satse, så er jeg sikker på, at vores samfund vil blomstre. Trivsel er ikke bare noget, der sker af sig selv. Børn udvikler ikke bare sig selv – og dem, der gør, får det svært.

Jeg siger ikke ”ja, det koster 41,50 kr. for et kram.” Der kan ikke sættes pris på vores ydelse på den måde. Men jeg drømmer om, at de menneskelige ressourcer, jeg tilbyder, bliver anerkendt i finansministeriet. Og at man får øjnene op for, at der er en 1:1 sammenhæng mellem de voksnes trivsel og børnenes ditto.

Jeg bliver nødt til at tro på, at der kommer en dag, hvor omsorgsarbejde bliver værdsat efter vigtigheden af det. Ellers kan jeg ikke se mig selv være pædagog i resten af mit arbejdsliv. Det kommer hverken min krop, mit sind eller min faglige selvrespekt til at kunne holde til.