Hun droppede jagten på storfamilien

Det er en stor rødstribet hankat, der tager imod på gårdspladsen for enden af en grusvej i Sydsjælland. Den hedder Proppe, får jeg senere at vide. Og det er væsentligt. Mens der er bygget bålplads og bivuak mellem knæhøjt ukrudt i haven ved Holme Olstrup, står den nye hoveddør op ad muren og venter på at erstatte en, der har set bedre tider. Mangler der tid, har der dog netop været nærvær nok til at give katten et navn.

Så langt når familien i Britt Tippins debutroman ”Der er ingen steder at græde her” slet ikke, før deres kat forsvinder. Faktisk har den strejfet i 14 dage, før hovedpersonen Maria kigger op fra sit eget navlepilleri længe nok til at opdage, at den er væk.

Bogen udkom den 27. august og berører det emne, som 40-årige Britt Tippins også skrev om, da hun i foråret vandt ALT for damernes klummekonkurrence: barnløshed i et samfund, der hylder storfamilien.

– Hovedpersonerne i min bog har så travlt med Projekt Den Perfekte Familie, at de glemmer nuet, siger hun og uddyber:

– Hvis du hele tiden er i selskab med ønsker og drømme i stedet for virkeligheden, er du så preoccupied, at du slet ikke opdager, at livet i mellemtiden falder sammen omkring dig. Så har du ikke engang nærvær nok til at få givet katten et navn. 

Forfatter på visitkortet

Trods 10 år i USA er ”preoccupied” det eneste engelske ord i tankerækken og den heftige talestrøm, som Britt Tippins ikke oversætter før brug. I årevis har hun redigeret andres tekster og selv skrevet til skrivebordsskuffen, og hun nyder tydeligvis legen med det danske sprog. 

Sidste år var hun den allersidste forlagsunderskrift fra at have en kontrakt på udgivelse af sin første roman. Men så satte en redaktør hælene i og meddelte, at han ikke kunne mærke nødvendigheden i bogen.

– Nødvendigheden..., sukker hun, men tilføjer så:

– Jeg blev virkelig skuffet. Men han havde jo ret. Jeg havde ikke skrevet bogen, fordi jeg ikke kunne lade være, men fordi jeg gerne ville udgives. Fordi jeg gerne ville derhen, hvor jeg kunne kalde mig selv forfatter. Det var barnligt, men jeg har altid været et barnligt menneske. Jeg troede, at for at få lov at udkomme med den bog, der nu bliver min debutroman, var jeg nødt til først at skrive den anden, men den fungerede ikke, det kan jeg godt se nu.

Oven på den første skuffelse er Britt Tippins derfor redaktøren evigt taknemmelig:

– Han sparede mig for at udkomme med en bog, der ikke var god nok. Heldigvis. I det hele taget vil jeg sige, at vi skal sgu ikke være så kede af vores nederlag…

Boheme-drømmen

Da hun flyttede til New York som 20-årig, var det med netop den tilgang til tilværelsen og primært, fordi hun havde en følelse af ikke helt at høre hjemme i Esbjerg-forstaden, hvor hun var vokset op. Danmark snærede lidt, og hun forventede, at der ville være højere til loftet i New York. 

– New York var drømmen om det diffuse, og bohememiljøet trak i mig. Jeg spillede trommer i et band og skrev til skrivebordsskuffen og prøvede at være fattig. Der var en større tolerance, og det var accepteret, at jeg levede, som jeg ville.  I Danmark er der mere mistro til kunstnere, fordi det er velfærdssamfundet, der samler regningen op, hvis man ikke kan leve af sin kunst.

Britt Tippins nød, som hun siger, at bo i en lejlighed, der var så elendig, at vandet drev ned ad væggene.

– Jeg var jo i virkeligheden forkælet, for jeg vidste, at jeg altid bare kunne tage hjem til Esbjerg-forstaden, hvis det ikke gik, indrømmer hun.

Efter hjemkomsten til Danmark fik hun job som lærervikar og oversætter og siden som forlagsredaktør på JP/Politikens Forlag. Her var hun i seks år, før hun hev stikket ud og flyttede på landet, hvor hun nu er kommunikationsmedarbejder i Næstved Kommune – og forfatter efter fyraften. Foruden retten til at være en anelse distræt og f.eks. møde op til et morgenmøde i København iført hjemmesko har hun nu også fået en forlagskontrakt. Nu kommer en bog, der rummer den nødvendighed, redaktøren efterlyste.

Det perfekte liv

Hovedpersonen i ”Der er ingen steder at græde her” er den småneurotiske Maria, som på overfladen lever det perfekte liv med mand, barn og karrierejob som selvstændig konsulent i København, som hun pendler til fra et sted på landet. Men bag facaden er idyllen krakeleret, og tårerne presser sig uafladeligt på.

Maria opdigter høfeber for at forklare de røde øjne, griber fat i hormonkurene som undskyldning for sig selv, hver gang hun burde have taget sig sammen i stedet for – og leder febrilsk efter steder i København, hvor man kan få lov at græde i fred. Deraf bogens titel.

Parforholdet er druknet i projekt fertilitetsbehandling. Marias mand Peter presser på for endnu et barn, og Maria æder hormoner og tæller dage og adopterer hans drøm – endda i en sådan grad, at hun hellere vil være ham utro end fortælle ham, at hun er led og ked af fertilitetsbehandlingen på tredje år.

Peter sidestiller Marias kvindelighed med evnen til at producere børn og har helt styr på ægløsningskalenderen, der da også fuldstændig styrer deres sexliv. Eller resterne af det.

– Eller måske er det bare den virkelighed, der tog over, da parret gik fra at være kærester til partnere i projekt fertilitetsbehandling, konstaterer Britt Tippins.

– Maria kalder på et tidspunkt ønsket om endnu et barn ”drømmen, der blev min”. Hun overtager drømmen fra Peter uden at reflektere nærmere over, hvad hun egentlig vil med sit liv og sit parforhold.

Læs også: Værdsætter du dig selv nok?

Nøgenheden

Maria og Peter er fiktive personer. Det er resten af persongalleriet også. Det tæller bl.a. venneparret fra studietiden, som i mellemtiden har fået masser af penge, en elskerinde (til ham), en depression og en spiseforstyrrelse (hos hende) og derforuden et par snotforkælede og fuldstændig dominerende tvillingepiger.

Men grundidéen bag både personer og handling i romanen er hentet i virkelighedens verden og stykket sammen fra observationer blandt venner og bekendte.

– Nogle vil nok føle sig ramt, f.eks. tvillingefamilien, der lader deres børn styre alt. Men så må det være sådan, konstaterer Britt Tippins. 

– En roman er i høj grad én selv, hvad enten det er en selvbiografi eller ej. Tankerne, følelserne og fortolkningen i romanen er ens egne. Når man stiller sig så nøgent frem, er der uvilkårligt nogen, der vil sige: ”Hvor er du grim!”. Det er et vilkår, man er nødt til at acceptere, at ikke alle vil kunne lide det, man skriver.

– Måske 30 procent af bogen er selvbiografisk. Svigerfaren for eksempel er slet ikke som min egen svigerfar, men det mor/søn-forhold, jeg skriver om, er tæt på virkeligheden. Skrøbeligheden, man som mor føler, og følelsen af aldrig at være en god nok forælder. Det fylder mere, end jeg egentlig havde tænkt, at det skulle.

Uden for Bo Bedre

Britt Tippins sidder med ryggen op imod en hjemmebygget vægreol fyldt op med hyldemeter efter hyldemeter af bøger. Mange af dem er på engelsk og ligesom efternavnet hentet med hjem fra USA, hvor hun i fire år var gift med en lektor i creative writing – et studie, hun selv gennemførte parallelt med cross cultural studies, før hun fik job som litterær agent på et forfatteragentur i New York.

På gulvet ligger en kæmpe kelim, og på væggene hænger kunst, litografier og en oprørsk Herman Stilling-trold. På bordet foran os står hjemmebagte boller og kaffe i umage krus.

– Vores liv egner sig ikke ligefrem til Bo Bedre, siger hun. Og nej, måske ikke, men godt det samme, fornemmer man.

Da Britt Tippins og hendes nu 11-årige søn Carl-Christian flyttede ind hos kæresten Niels for to år

siden, flyttede hun ind i et kollektiv, der inkluderede hans far, bror og svigerinde, i et renoveringsmodent hus på landet, hvor de 70’er-grønne armaturer har overlevet i badeværelset, og hvor køkkenet – trods mange, lange snakke – ikke falder under 00’ernes definition af et samtalekøkken.

– Jeg kan ikke helt slippe den der bourgeois forestilling om det perfekte liv. Jeg vil jo gerne have et fedt køkken… siger hun lidt undskyldende, før hun med et grin udbryder:

– Jeg vil det bare ikke nok til for alvor at gå op i det.

Sætningen hænger i luften, længe efter at den er blevet udtalt. Det er, som om den og dens modsætning er grundsætninger i Britt Tippins liv: Hvis man vil noget stærkt nok, skal man også gøre det og gøre det godt. Ellers er det lige meget.

Og derfor er køkkenet stadig et landkøkken i den hyggelige, men ikke specielt trendy forstand.  

Til gengæld fælder de selv juletræet i plantagen bag huset, og på køkkenbordet står glas med rabarber. Det er Niels og Carl-Christian, der har syltet, fortæller hun og indrømmer, at hendes egen forestilling om livet på landet handler mere om ro og plads til refleksion end om selvforsyning. 

Lykkepiller og speltboller

Allerede der afviger hun fra de speltbolle-bagende overskudskvinder, hun harcelerer imod, når hun påstår, at kvinder spænder ben for hinanden via alle de glansbilleder, vi lægger frem til omgivelsernes beundrende blikke:

– Det er jo lige før, man skal have lykkepiller, hvis man som kvinde ikke har et godt job, en betænksom mand og en flok lykkelige børn, som man uafladeligt bager økologiske speltboller til. Vi indrømmer det helst ikke, når manden ser igennem en, og ungerne ikke gider æde speltbollerne. Sådan noget siger vi kun til hinanden i små grupper, hvor vi udveksler hemmeligheder fra privatlivet og slapper af med den viden, at de andre trods alt også har svagheder.

I ”Der er ingen steder at græde her” beskriver Britt Tippins kvinders fortrolighed som en byttehandel, hvor valutaen er hemmeligheder fra privatlivet, som man tilbyder lidt af for at få noget igen.

I virkelighedens verden peger hun på såvel kongehuset som Hollywoods stjerner som villige aktører i det komediespil.

– Så kommer de der med deres accessories af børn og udstyr og velgørenhed og bidrager til et glansbillede. Men de kvinder, der aldrig anerkender bagsiden af glansbilledet, glemmer, at problemer ikke nødvendigvis er en ulykke, men bare en del af livet, forklarer Britt Tippins og tilføjer:

– Det perfekte gør mig utryg, måske fordi jeg ved, at der er en bagside af ethvert glansbillede.

Projektet der ikke blev

Britt Tippins og Niels Okking har selv været møllen igennem med fertilitetsbehandling og håbet om et fælles barn, men havde sat sig en grænse, før projekt barn overtog parforholdet:

– Vi har set forhold gå i stykker, fordi folk blev så fokuserede på deres barnløshed, at de blev gennemsigtige for hinanden og undervejs glemte, hvorfor de i sin tid forelskede sig i hinanden.

– Vi stoppede, da det ikke lykkedes. Vi ville ikke ende der, hvor forholdet gik til i et projekt. Vi skal være livsledsagere hele livet og skal ikke lade drømmen om et barn overskygge vores liv.

Paradoksalt nok var det en beslutning, omgivelserne havde det sværest med:

– Vi fik hug for at give op. Fra helt sikkert velmenende mennesker, der sagde: ”I kommer til at fortryde det, når det er for sent…”, som om hele ens berettigelse som kærestepar er at reproducere sig, udbryder hun.

Nødvendigheden

Og så er vi tilbage ved ”nødvendigheden”. Det, der fik Britt Tippins til at skrive sin bog.

– I moderne familier er spotlightet hele tiden rettet mod barnet, og storfamilien bliver et udstillingsvindue og et prestigeprojekt. Hvis du har mange børn, oversættes det til overskud. Storfamilie er lig med lykke, ikke?

– Men bag facaden krakelerer det jo nogle gange, og man glemmer at være den, man er, og at være glad for det, man har.

– Vi kvinder har det med at sælge hinanden nogle illusioner. Vi vil hellere være ens, så vi kan genkende os selv i de andre. Det, vi i virkeligheden siger til hinanden, er: Få dig et barn mere, så kan du være med i vores klub. Så kan vi genkende dig og spejle os selv i dig og dit liv. Det skaber tryghed. Vi lader os påvirke af andre i en helt utrolig grad. Vi vil alle tilvalgene i dag, men er ikke parat til at acceptere, at tilvalg også betyder fravalg.

– Maria er lidt svag. Hun venter på, at andre skal træffe beslutningerne for hende, venter på skæbnen. Det er også en side af kvinder i dag. Det handler jo om at turde tage ansvar for sit liv og stå ved de valg, man træffer. Og det glemmer vi i den her projekt-lykkelig-storfamilie-fanatisme. Vi er så dårlige til at sætte pris på det, vi har. Vi tænker meget mere på, hvad vi ikke har, og glemmer, at det går jo nok alligevel, selvom vi ikke får den der perfekte børneflok og et Bo Bedre-hjem.

”Der er ingen steder at græde her” udkom d. 27. august på forlaget Peoples Press.

Læs også: Derfor jagter du det perfekte liv