Thiemers Magasin

Fra journalist i Washington til boghandler på Vesterbro

Efter fem år i USA som journalist og blogger besluttede Rikke Viemose sig for at overføre noget af det bedste fra Washington DC til København: Hun har købt en boghandel på Vesterbro, der fungerer som et lokalt kulturcentrum – med oplæsninger, diskussioner, læsegrupper, bogreceptioner, kaffe, oplevelser og nydelse i centrum.

En livslang kærlighed til litteratur og bøger ligger bag Thiemers Magasin – en boghandel på indre Vesterbro i København, der sidste år blev genfødt som salon og et lokalt knudepunkt med en ambition om at blive meget mere end en traditionel boghandel: En delikatessebutik og en kreativ oase, hvor de ansatte brænder for litteratur og gode læseoplevelser, der udvikles i tætte diskussioner med publikum.

Bag disken står den nye ejer, Rikke Viemose. Den 44-årige litteraturuddannede journalist vendte sidste år næsen hjemad mod Danmark efter fem års ophold og arbejde i den amerikanske hovedstad. Og med rigelig inspiration i bagagen til at åbne et nyt kapitel i arbejdslivet. I Washington arbejdede hendes mand, David Trads, der også er journalist, først som korrespondent for Berlingske og senere som international udviklingsdirektør for Metro. Parret havde deres børn, Anna, 17, og Anders, 14, med sig, og hele familien kastede sig over livet i Amerika. Børnene nød de lokale skoler og de mange internationale nye venner, og Rikke Viemose opbyggede en dansk blog om amerikansk litteratur, mens hun arbejdede som freelancer for en række danske medier herunder DR, hvor hun portrætterede en række kendte amerikanske forfattere op til det seneste præsidentvalg.

Da familien besluttede at vende tilbage til Danmark, tog hun så springet sidste år og købte boghandlen – det største karrierespring indtil videre:

– Tullinsgade er en lille gade, der ligger lige på grænsen til Frederiksberg, og som hænger sammen med Værnedamsvej. I de seneste år er det blevet et rigtigt dejligt område med skønne caféer, vinbarer, små gallerier og delikatesseforretninger. Det kunne være taget ud af en fransk film, og det er et perfekt sted for en lille delikatesseboghandel som min, der sælger bøger til mennesker, der læser meget, og som sætter pris på kvalitet.

– Desuden var Thiemers Magasin der allerede, inden jeg overtog den, og den var allerede en særlig fin, lokal boghandel, som kunderne elskede. Jeg har så udvidet stedet med en salon til oplæsninger, udstillinger og læseklubber. Og jeg har aldrig oplevet så mange glade mennesker, som efter jeg købte stedet – jeg har svævet på en sky af positiv energi!

Lærte at tage chancer

Rikke Viemose havde sommerfugle i maven, før hun besluttede sig for at skifte kurs. Inden debuten som boghandler havde hun i fem år dækket amerikansk litteratur og havde fulgt ændringerne på det amerikanske bogmarked tæt. Men opholdet i USA lærte hende en del, fortæller hun. For først og fremmest blev hun inspireret af den dynamik og det vovemod, der præger store dele af det amerikanske samfund:

– Jeg har lært meget om bogbranchen i USA, og der er ikke tvivl om, at den udvikling med flere e-bøger og forfattere, der udgiver deres bøger selv, er på vej til Danmark.

– På det mere personlige plan er jeg nok blevet smittet lidt af den meget større innovationskraft, der findes i USA. Det er simpelthen mere almindeligt at tage chancer der. Ingen forventer at få noget foræret – for det får de ikke. Indimellem kan jeg godt synes, at vi er meget forkælede i Danmark. Jeg er utroligt glad for, og stolt af, at vi har skabt et samfund, hvor ingen behøver at sulte, hvor alle har ret til at få en uddannelse gratis, og at der er hjælp til alle, der bliver syge. Men for mange tager de ting for givet, synes jeg.

Hun havde også en række personlige overvejelser med i betragtningen. Hvordan et skifte ville passe ind i hendes eget liv.

– Jeg vil ikke sige, at jeg bare sprang ud i projektet fra den ene dag til den anden. For jeg har det bedst med at have styr på tingene. Men på den anden side kommer jeg også let til at kede mig, hvis ikke jeg bliver udfordret. Der er ikke noget så dræbende for kreativiteten og lysten, som når dagligdagen bliver rutine. Og bøger har altid været min store lidenskab. Som 20-årig startede jeg og min daværende kæreste litteraturtidsskriftet Ildfisken for ny dansk litteratur, og i den forbindelse arrangerede vi blandt andet lyrikoplæsninger forskellige steder i landet. Siden blev jeg journalist, men jeg vendte tilbage til litteraturen for nogle år siden. Jeg tog en bachelor i litteraturvidenskab og brugte det som springbræt til at skrive om amerikansk litteratur fra USA.

– Jeg er også inspireret af hele konceptet for de amerikanske community bookstores – hvor boghandlen fungerer som et lokalt, kreativt knudepunkt i et nærmiljø. Min boghandel er ikke bare en boghandel. Thiemers Magasin er et sted med oplæsninger hver søndag kl. 13, med læseklubber og skrivegrupper og udstillinger. Det er et sted, hvor man kan møde andre bogelskere, og hvor de, der sælger bøgerne, faktisk ved noget om dem og ofte selv har læst dem.

– I Washington boede jeg meget tæt på en af USA's bedste boghandler, Politics & Prose, der har oplæsninger hver eneste aften med nogle af verdens største forfattere. Mens jeg var der, fik de besøg af forfattere som Paul Auster, Salman Rushdie og Bill Clinton. Selv præsidentfruen var der for at præsentere sin nye bog om sund mad fra haven. De har også masser af skrive- og læseklubber og er den boghandel i USA, jeg er mest inspireret af.

– Før jeg flyttede tilbage til København i 2013, sørgede jeg for at holde nogle møder med Politics & Prose, og de er nu vores "venskabsboghandel", som jeg håber på at sigt at arrangere fælles events sammen med.

LÆS OGSÅ: Mød det nye krimipar bag sommerens krimiserie

Bogen dør ikke!

I Danmark – og i resten af verden – tales der meget om bogens død. Det er en debat, som, Rikke Viemose mener, er både overdrevet og forfejlet, for det er ikke bogen, men papiret, der står over for betydelige udfordringer, forklarer hun:

– Bogen er langtfra død. Tværtimod. Folk læser bøger som aldrig før. Man kan til gengæld sagtens være lidt bekymret på

papirbogens vegne, ligesom man kan være det på papiravisens og magasinernes vegne. Men personligt foretrækker jeg en smuk papirbog, og jeg mener, det er en helt anden oplevelse at fordybe sig i en "gammeldags" bog. Det er svært at forklare, det er også en æstetisk oplevelse. Og det er jeg heldigvis ikke ene om at mene. Jeg tror, vi er mange, der vil foretrække papirbøger i mange år endnu. Men når det er sagt, så spiller de nye medier en både aktiv og også spændende rolle i litteraturen i dag.

Thiemers Magasin bruger de sociale medier meget, forklarer hun. Også selvom det er papirbøger, der langes over disken. Og det er der også mange forfattere, der gør. Som lyrikeren Asta Olivia Nordenhof, der i begyndelsen af året modtog Montanas Litteraturpris. Nordenhof fik ikke bare prisen for sin fantastiske digtsamling "Det nemme og det ensomme", men også for sin blog, som mange af digtene udspringer fra. På den måde fletter de nye former sig ind i de gamle på spændende måder.

– Mennesket har et basalt behov for historier, der viser os verden, beskriver, fortolker og forklarer den for os. Derfor er jeg sikker på, vi altid vil læse bøger – men måske bliver det ikke i den form, vi kender dem i dag.

Den vigtige pris

Når den nyslåede ejer skal beskrive sin boghandel, bruger hun bevidst termen "delikatesseboghandel". Hun lægger også vægt på, at forretningen ikke er et supermarked. Men det betyder ikke, at bøger partout skal være dyre, understreger hun:

– Der er ikke noget galt med supermarkeder, men de er bedre til at sælge dagligvarer end bøger. I Thiemers Magasin sælger vi ikke tilfældige bøger. Vi sælger de bøger, som vi kan anbefale, og modsat mange andre steder, hvor du kan købe bøger, så ved vi faktisk noget om dem.

– Det, der sker i supermarkederne i Danmark i dag, er, at de køber nogle få titler i meget store mængder hos forlagene for derefter at dumpe prisen på den pågældende bog. Supermarkederne sælger ofte bøgerne helt uden overskud blot for at få kunderne ind og købe vaskepulver samtidig. Alligevel mener jeg ikke, at de faste bogpriser skal genindføres. Men jeg har svært ved at forstå, hvorfor forlagene går med til at sælge bøgerne så billigt til supermarkederne. Der er godt nok nogle enkelte forfattere, der bliver meget kendte og får solgt rigtigt mange bøger, men langt de fleste andre drukner i det spil. Det er trist – også for forlagene.

Der er dog gode grunde til, at supermarkederne har stor succes med deres strategi. Nemlig at bøger i Danmark, i modsætning til f.eks. i USA, generelt er meget dyre. Ofte vil en ny bog i Danmark koste omkring 350 kroner, mens man i Amerika aldrig giver mere end det halve.

Forklaringen har mindst to ben:

– For det første er Danmark et meget lille sprogområde, hvor bøgerne trykkes i små oplag, og derfor bliver de automatisk dyrere pr. stk. Men vi har også den højeste moms i verden på bøger, 25 procent. De fleste andre europæiske lande har helt fjernet bogmomsen. I USA er skatten på bøger så lav, at den ikke betyder noget. De danske politikere står sammen og synger i kor, at det ikke kan lade sig gøre at fjerne bogmomsen, men hvorfor kan andre lande så finde ud af det, og hvordan kan det så lade sig gøre at fritage aviserne for moms – for det er de. Selvfølgelig kan det lade sig gøre!

På en sky af glæde

Rikke Viemose har ikke helt vendt sit gamle fag, journalistikken, ryggen. Tværtimod har hun god gavn af sit netværk i medierne, fordi mange journalister på et tidspunkt også skriver bøger, særligt debatbøger. Og dem gør Thiemers Magasin også meget ud af:

– Noget af det, som, jeg synes, er så spændende ved gode bøger, er, at de

– uanset om det er skøn- eller faglitterære bøger – forholder sig til vores samfund og hele tiden er i dialog med historien. Så det, der for mig har været mest attraktivt ved at være journalist, har jeg bragt med mig over i min verden som boghandler, fordi jeg lægger vægt på, at vi får forfatterne ud og fortælle om bøgerne. På den måde møder jeg stadig en masse interessante mennesker, der er villige til at indvie mig og mine kunder i deres særlige viden om et emne.

Vi har for eksempel haft journalisten Kaare Sørensen inde og fortælle om sin bog "Halshug" om den amerikanske terrorist, der planlagde et angreb på Politiken og Jyllands-Posten. Samtidig kommer nogle af Danmarks bedste forfattere og læser op hos os – Naja Marie Aidt, Jacob Skyggebjerg, Josefine Klougart. Jeg er heldig, og jeg håber, at Thiemers Magasin vil udvikle sig til et sted, hvor de bedste forfattere står i kø for at komme og præsentere deres bøger, fordi de ved, at de har et stort, interesseret publikum.

Men selvom Rikke Viemose svæver på en sky af glæde over sit nye projekt, har der dog været forhold i Danmark, hun har skullet vænne sig til efter fem år i solrige Washington:

– Det sværeste at vænne sig til er faktisk vejret. Jeg havde glemt, hvor mange måneder her er mørkt og koldt og vådt. Og jeg kan også godt savne de mange muligheder, der var i Washington og New York, fordi alting bare er så meget større og vildere og farverigt dér. Men det er jo netop noget af det, jeg forsøger at bringe med hjem.

Hvem er Rikke Viemoses egne yndlingsforfattere?

– Der er mange bøger, der betyder meget for mig, men jeg dyrker ikke forfatterskaber på den måde, at jeg synes, jeg skal læse alt, som én forfatter har skrevet, for jeg kan godt lide at læse mange forskellige tekster.

– I de seneste par år har jeg været rigtigt glad for at læse bøger af Kim Leine, Naja Marie Aidt, Asta Olivia Nordenhof, Hiromi Kawakami, Julie Otsuka, Tomas Espedal, Alice Munro, Jennifer Egan, Jonathan Lethem og Junot Diaz.

– Sidste sommer under den amerikanske overvågningsskandale fandt jeg anledning til at genlæse George Orwells "1984", og den holder stadig, selvom den blev skrevet tilbage i 1949. Philipp Meyers "Sønner", der netop er kommet på dansk, er også fantastisk – en stor historie, der følger flere generationer af en amerikansk familie fra Texas, fra de kommer som nybyggere til Texas midt i 1800-tallet og helt op til i dag.

Rikke om litteratur og empati

"New York Times omtalte for nylig en videnskabelig undersøgelse, der viste, at mennesker, der læser litterære bøger, har større empati og bedre sociale kompetencer og følelsesmæssig intelligens end andre. Det overrasker mig ikke, for gode bøger tvinger dig til at se verden med en andens øjne – i gode bøger oplever du en anden verden end din egen og tvinges til at forstå den på en ny måde. Og det er uanset, om det er Yahya Hassans danske digte eller Coetzees historier fra Sydafrika."

LÆS OGSÅ: Overvejer du også at skifte karriere? Læs disse 9 råd først

Rikke Viemose...

44 år, født i Århus.

Gift med journalist og tidligere chefredaktør David Trads. Sammen har de børnene Anna, 17, og Anders, 14. Bor på Frederiksberg.

Uddannet journalist og BA i litteraturvidenskab.

Tidligere jobs: Redaktør af litteraturtidsskriftet Ildfisken, ekstern lektor, korrespondent i Moskva, kommunikationsrådgiver, freelancejournalist, reporter på Radio24syv.

Har tidligere boet i København, Moskva, Washington.