Vi er kommet langt, fortæller denne særegne og storsælgende italienske film, der blander komik og melodrama
i en højspændt og poetisk fortælling om hustruvold og håb.
Den fattige og snarrådige Delia (Paola Cortellesi)
knokler i efterkrigstidens Rom. Den hårdtslående husbond Ivano (Valerio Mastandrea), den sengeliggende
sjuft af en svigerfar, tre børn og lige så mange jobs slider på hende.
Blandt hendes små glæder er veninden
Marisa (Emanuela Fanelli) og at datteren Marcela (Romana Maggiora Vergano) skal forloves.
Paola Cortellesi
er i hjemlandet kendt som komisk skuespiller. Som debuterende spillefilmsinstruktør har hun skabt en
overbevisende film, der overrasker med sin blanding af brutalitet og falden-på-halen-komedie. Et sort/hvid,
feministisk storværk, der blev et kæmpe fænomen i hjemlandet.
Filmen kom ud kort efter ”Barbie” og slog
både dén og ”Oppenheimer” med sine over fem millioner solgte billetter. Præcis som Hollywood-filmene det år
vakte filmen også debat. Både fordi den kom, da de italienske kvinders protester mod vold fik ny vind i sejlene,
men også kritik, fordi visse fandt filmen tilbageskuende: Når vi ser, hvor skidt det var for kvinder, trøster vi
os over at være videre, eller ser vi, hvor det stadig halter?
Som i serien over ”Min geniale veninde”-romanerne
af Elena Ferrante, er der bestemt en sult efter nostalgi, men også en nutidig slagkraftighed, blandt andet i
musikken.
Teknisk fungerer det sort/hvide fremragende som et berigende og berusende greb, der hilser på
absolutte klassikere som ”Cykeltyven” fra 1948. Også her er det fattigdom, generationskamp og en stædig
tro på, at der kommer en bedre dag i morgen.
Hver tredje dag bliver en kvinde slået ihjel i Italien, de fleste
af en tidligere partner. Der er stadig langt at gå. Der er altid mere at kæmpe for.
Vi har stadig i morgen” får biografpremiere den 24. april.
