Savner børnebørn

Brevkasse: Jeg savner mine børnebørn

Jeg får ikke lov til at se mine børnebørn særlig tit, og jeg ville så gerne se dem noget oftere. Hvad gør jeg, spørger en læser Vibeke Dorph i Hjemmets brevkasse.

Hjemmets brevkasse

Jeg er en kvinde i begyndelsen af 60'erne, enlig og mor til to voksne drenge, der begge bor i København, mens jeg bor i det nordjyske.

Min ældste søn og hans kone fik for fire år siden mit første barnebarn og har for et halvt år siden fået barn nummer to. Det er nogle dejlige børn, jeg får bare ikke lov til at se dem særligt tit.

Sagen er nemlig den, at pga. afstanden, kommer min søn og svigerdatter ikke så ofte på besøg. Når de gør det, vælger de at bo hos min svigerdatters forældre, som de er meget tætte med og også gerne tager i sommerhus med. De kan være her i byen i en uge, hvor jeg ved, at de er sammen med hendes forældre. De kommer så forbi med børnene, men det er altid korte besøg, de har også altid travlt med at komme videre.

Det gør mig så ked af det, for jeg elsker mine børnebørn højt. De gange, jeg selv er taget til København, har jeg boet hos noget familie og så besøgt dem, men jeg føler altid, at jeg kommer til ulejlighed.

Jeg havde en depression for et års tid siden og tænker, at det måske er derfor, at de undgår mig. Hendes forældre bor mindre end en km. herfra, så jeg forstår jo ikke, hvorfor jeg i det mindste ikke bliver inviteret med derover bare engang imellem. Jeg vil så gerne ha' at tingene var anderledes. Har du et råd?

Vibeke Dorphs svar

Intet her i livet bliver anderledes, hvis ikke vi selv åbner munden og gør opmærksom på, at vi ikke trives med tingenes tilstand. Det gælder også for dig og din situation. For jeg kan da sagtens forstå, at du er ked af det og føler dig lidt svigtet, når du kun får lov til at se dine børnebørn så sporadisk, samtidig med at din søn og svigerdatter dyrker et tæt forhold til din svigerdatters forældre.

Og jo, det minder om ubetænksomhed, når du på den måde bliver negligeret, men som sagt, ingen kan vide, hvor meget du lider under det her, med mindre du siger det højt.

Det synes jeg derfor, at du skal se at få gjort, men sørg endelig for at gøre det på en konstruktiv måde. Din søn og svigerdatter er travle småbørnsforældre, de har ikke brug for bebrejdelser, de har brug for en hjælpende hånd.

Næste gang de kommer på besøg, synes jeg derfor, at du skal fortælle dem, at du savner samvær med dine børnebørn, og at du selv har nogle forslag til, hvordan I kan komme til at se mere til hinanden. Kan du, din søn og børnene måske gå en tur i Zoo næste gang, de kommer til byen, således at din svigerdatter kan slappe lidt af? Kunne den ældste få lov til at overnatte hos dig? Kunne du hjælpe dem med at hente og bringe børnene, når du kom til København?

Vær konstruktiv og konkret, men husk også på, at børnene er små, alting bliver lettere, når de bliver ældre og knap så afhængige af deres forældre.

Men se at få talt med din søn og svigerdatter om det, så du også kan få den plads i dine børnebørns liv, som både du og de fortjener.

Skriv til Vibeke

Vibeke_2018efterår.jpg

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk.

Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. 

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.

Vibeke Dorph har i over 10 år været fast brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, hvor hun også arbejder med og skriver fiktion. Hun er derudover forfatter til romanen 'Babyalarm – en psykologisk thriller om en nybagt mor'. Vibeke bor i Valby i en sammenbragt familie med mand, tre børn samt kat.