Lissys far var med i 'Hvidstensgruppen': "Jeg talte aldrig med min mor om det, der skete"

Som barn var Lissy Sørensen ofte syg. Uforklarligt ofte syg.

"Jeg kom på et tidspunkt til psykolog, og han sagde til min mor, at jeg havde fået et chok. Jeg var 10 år og vidste ikke, hvad et chok var, men min mor fortalte, at det er, når man bliver meget bange. Jeg kunne ikke huske, at jeg havde været meget bange. Ikke engang da mine forældres soveværelse en tidlig morgen blev fyldt med tyske soldater, følte jeg, at jeg havde været så bange."

Den martsmorgen i 1943, hvor Lissy Sørensens far blev hentet af tyske soldater, og senere henrettet for sin rolle som modstandsmand i Hvidstengruppen, var hun tre år. I dag ved hun, at det chok, som psykologen omtalte, kom en anden dag, men det vender vi tilbage til. Først skal vi have på plads, hvad der førte til, at Lissys far, Henning Andersen, blev henrettet den 26. juni 1943.

"Min far ejede Hvidsten Mølle, og der var våben gemt i møllens tag, men det fandt tyskerne nu aldrig ud af," fortæller Lissy Sørensen, der i dag er 81 år og bor i Struer.

Til gengæld fandt tyskerne ud af, at både Henning Andersen og hans to brødre var modstandsmænd i Hvidstengruppen. Brødrene overlevede, mens Henning blev skudt. Han efterlod sig sin kone, Marie, der var gravid i sjette måned, og deres to døtre.

"Jeg var fars pige og blev det i endnu højere grad, da min lillesøster Jytte blev født, for hun blev mors pige. Jeg var med min far på indkøb og sad i mit sæde på cykelstangen, når vi kørte. Jeg savnede ham og syntes, det var så underligt, at han pludselig ikke var der," mindes Lissy.

Din far er død

For familien var det en traumatisk tid, og i dag kan Lissy se, at hendes mor gjorde alt for at skærme sine små piger, mens hun selv led.

"Min mor fortalte mig engang, at hun blev skældt ud af jordemoderen, da hun skulle føde min yngste søster Henny efter min fars død. Min mor holdt nemlig igen, for hun ville ikke have barnet."

Den dag Lissy hørte, at hendes far var død, legede hun i nabogården.

"Jeg gik rundt og snakkede om, hvad der skulle ske, når min far kom hjem, men så sagde nabokonen: ”Din far kommer ikke hjem. Han er død!” Jeg løb skrigende hjemad og så min mor stå på trappen. Hun havde lige fået at vide, at han var blevet henrettet. Efter det kunne jeg ikke lide nabokonen mere."

Lissy ser eftertænksom ud. Hun er tilbage i barndommen, og den oplevelse, som gav hende så voldsomt et chok, at hun fortrængte det i årevis.

Vrede og tilgivelse

Først da Lissy som 15-årig læste om en dreng, der blev så forskrækket, at han faldt om, kom hun i kontakt med sit eget chok:

"Pludselig kunne jeg huske en dag, kort efter min far var blevet taget, hvor jeg kom ind i køkkenet og så en tysk soldat, der sad og hoppede med min søster på skødet. Jeg husker følelsen af at blive så vred på min mor, fordi hun lod det ske! Jeg nægtede at komme ud i køkkenet, som ellers var det eneste varme rum i huset, og blev i stuen, hvor jeg kunne se tyskerne gå ude på gårdspladsen. De tog mel fra møllen og opdagede mig i vinduet," fortæller hun.

"Pludselig var der en tysker, der trykkede sit ansigt helt op mod vinduet, og jeg blev rædselsslagen. Jeg forsøgte at gemme mig, men kunne ikke flytte mig, og så husker jeg blot, at jeg vågnede og lå på gulvet. Jeg ved ikke hvor længe, men frøs, da jeg vågnede. Jeg tænkte ikke over det dengang, før jeg læste om den dreng. Det var en stor lettelse."

Lissy er dog ikke bitter på tyskerne.

"Da jeg lærte tysk i skolen som den første i min fars familie, skulle jeg forsvare det over for dem, selvom det ikke var mit valg. Jeg kan ikke være vred på et helt folk," forklarer hun.

Til gengæld husker Lissy, at hun som barn ikke var så nuanceret.

"Jeg mindes, at jeg kørte på min trehjulede cykel en dag, og pludselig var der en, er skubbede bagpå. Jeg vendte mig om og så på den tyske soldat, der gjorde det, og jeg så, at han græd. Han måtte have set i mit blik, at jeg hadede ham, og jeg tænkte, at dét havde han rigtig godt af."

Lissy ryster lidt på hovedet og tilføjer:

"Det har jeg dårlig samvittighed over i dag, for han havde nok bare nogle børn derhjemme, som han savnede."

Livet uden en mand

Vreden dukkede også op, når hendes søstre spurgte deres mor, om de ikke skulle have en ny far.

"Jeg blev så rasende, for jeg havde jo en far, men jeg ville ønske, at min mor havde fundet en mand. Det gjorde hun aldrig, for hun troede, at min far ventede på hende i himlen," fortæller Lissy.

Moren indprentede sine døtre, at de skulle uddanne sig, så de kunne klare sig uden en mand. Familien levede under meget beskedne kår, men Lissys mor syede og strikkede til sine døtre, og som ganske ung begyndte Lissy også at sy, blandt andet syede hun sin egen konfirmationskjole.

"Hun sagde ofte, at det ikke var en livsforsikring at blive gift. Det havde hun jo selv mærket," fortæller Lissy.

Selv blev hun uddannet lærer i syning og tilskæring og mødte som ganske ung Jens Erik, som hun har fire børn med. dertil er der kommet ni børnebørn. Lissys mor levede, til hun blev 95 år, men var mærket af hændelserne under krigen resten af sit liv.

"Hun havde holdt ud, mens vi var børn og unge, men da vi flyttede, kunne hun ikke have mere i sin rygsæk. Vi havde hende boende på skift, indtil hun kom i beskyttet bolig, men jeg talte aldrig med min mor om det, der skete dengang."