7 ting, jeg gerne ville have vidst, inden jeg blev mor for anden gang
Det var en enorm omvæltning at gå fra at være to til at blive tre personer i familien. Men flere sagde, at omvæltningen trods alt ville blive mindre fra tre til fire. Pyha, tænkte jeg – naiv, som jeg var. De tog fejl. Læs hvad journalist Laura Aggernæs meget gerne ville have vidst inden, hun blev mor til nummer to.
1. Fødslen er ikke nødvendigvis hurtigere anden gang
Når du får at vide af jordmoderen, at fødslen af dit andet barn med stor sandsynlighed vil gå meget hurtigere end dit første, skal du bide mærke i ordet ”sandsynlighed”. I mit tilfælde tog fødslen af min søn over dobbelt så lang tid, som fødslen af min datter.
2. Som øst og vest
Selvom dine børn har samme forældre, er det ikke ensbetydende med, at de kommer til at ligne hinanden. Hverken på udseende eller på personlighed. Vores søn er eksempelvis ude af stand til at være og sidde stille i mere end fem minutter ad gangen, mens vores datter omvendt kan lege for sig selv i timevis. Han er A-menneske, hun er B-menneske. Hun har blå øjne, han har brune. Hun er vild med at bygge med Lego, han er vild med at ødelægge Lego-byggerier. Og jeg kunne blive ved.
3. Dårligere søvn er mulig
Jeg troede helt alvorligt ikke, at min nattesøvn kunne blive meget dårligere, da jeg blev mor for første gang. Med to børn ved jeg nu, at det kan den sagtens. SAGTENS. Det er langt fra usædvanligt, at jeg lige har fået lillebror til at falde til ro, når storesøster kommer ind i sengen om natten, fordi hun er bange. Så vågner lillebror, og så kan man starte forfra med at lægge den yngste igen.
4. Tid til fordybelse bliver en sjælden luksus
Hvis det var svært at finde et øjeblik til at snakke sammen med din mand, før I fik det første barn, bliver det nærmest umuligt efter barn nummer to. En typisk eftermiddagssamtale forløber gerne sådan her: Mor: ”Hvordan er det så gået på arbejdet i dag?” Søn: ”bah!” Datter: ”Moooar, har du set denne her tegning? Den ligner en isbjørn” Far: ”Det er gået fint.” Mor: ”Ja, det kan jeg godt se, men jeg snakker lige til far” Søn: ”baaaaaah! BU!” Datter: ”Men du snakker da til mig, mor?” Mor: ”Nej, skat, jeg snakkede lige til far” Far: ”Det er gået fint.” Søn: ”da-da-da-da!” Datter: ”Okay. Men mooaar, ved du hvad vi fik at spise ovre i børnehaven i dag?” Mor: ”Hvad siger du, skat?” Datter: ”Ved du hvad vi fik at spise ovre i børnehaven i dag?” Far: ”Det er er gået FINT!” Mor: ”Det var godt at høre.” Datter: ”Hvad var godt at høre?” Far: ”Du hører jo ikke efter.” Datter: ”Mooar! Hvad var godt at høre?” Søn: ”Bah!” Mor: ”Bare glem det...”
5. Intimitet med din mand hører fortiden til
Før vi fik barn nummer to, anskaffede vi os en stor og dyr seng. For nu skulle det rigtig nydes, at vi ikke længere var på SU og var nødt til at sove på alvandenmandsfutonen. Gæt igen. Efter barn nummer to er der maksimalt en forælder ad gangen, der får lov at nyde sengen, som til gengæld er blevet perfekt hule om dagen og racerbane om natten for vores to skønne unger.
6. Arbejde bliver fritid – og omvendt
Da jeg ventede vores yngste, fik min mand at vide fra en kollega, at arbejdet var blevet hans frirum, efter de var blevet forældre til to. Det grinede vi meget af dengang, alt imens vi fornægtede, at det kunne ske for os. Spol frem til et år senere, hvor vi hver morgen kæmper for at komme hurtigst muligt ud ad døren, så vi kan slappe af foran computeren på arbejdet i bare fem minutter.
7. Børnene får altid det sidste ord
Kontroltab får en helt ny betydning med to børn. Det kan godt være, at du førhen kunne være med til at bestemme, hvad dit barn skulle have til aftensmad, men med to børn – heraf en i trodsalderen – kan du godt glemme alt om den form for indflydelse. Med mindre du altså gladelig afsætter en ekstra time om aftenen til at diskutere rugbrød vs risret med tomatsauce med en meget bestemt 3-årig, samtidigt med at du holder din 1-årige fra at stikke i et stort vræl over, at
han ikke må spise jord direkte fra plantekrukken. Med alt det sagt kunne jeg dog ikke drømme om at bytte mit liv med en anden. For til trods for dårlig søvn og manglende overskud, har jeg aldrig før i mit liv oplevet så meget kærlighed, som med vores to skønne, grinende og glade unger. Og det er heldigvis ikke løgn.