Louise Haack Sandager: 7 ting jeg har lært, siden min datter døde
For to år siden mistede Louise Haack Sandager og hendes mand deres 4-årige datter. Alle forældres værste mareridt. Hvis hun døde, ville Louise selv dø, tænkte hun dengang. I dag er hun klogere. Her er syv ting, hun har lært af at leve videre.
At miste sit barn er alle forældres værste mareridt. Mange kan slet ikke forestille sig, hvordan livet skal fortsætte, hvis deres barn dør. Jeg ved det, fordi der var engang, hvor jeg selv var én af dem.
Artiklen fortsætter under videoen ...
Uanset hvor meget jeg prøvede, kunne jeg ikke se for mig, hvordan jeg hver dag skulle stå op, gå i bad, spise mad, arbejde, handle ind, gøre rent og alt det andet, som man gør, hvis jeg skulle leve i en verden uden min datter.
Selv ikke efter lægerne fortalte min mand og jeg, at vores lille, livsglade og smukke pige, Vega, ville dø af sin kræftsygdom, kunne jeg få min hjerne til at forstå, at livet ville gå videre, når hun en dag ikke længere levede.
Hvis hun døde, ville jeg dø, tænkte jeg.
I dag er jeg klogere.
I dag lever jeg dét liv, jeg engang havde så svært ved at forestille mig. Det er sværere, end jeg troede, og bedre, end jeg turde håbe på.
Her er, hvad jeg har lært om livet, døden og alt det midt imellem, siden min datter døde for to år siden.
- Kærligheden dør ikke. Der kommer aldrig en dag, hvor jeg holder op med at elske og savne Vega. Forældres kærlighed til deres børn er ubetinget, og det gælder også, når børnene dør. Jeg elsker at snakke om Vega, ligesom jeg elsker at snakke om hendes to brødre og al den ballade, de laver sammen. Desværre er der mange, der synes, det godt kan være svært at snakke om de døde, og derfor er der nogle, der – af et misforstået hensyn til min mand og mig – ikke snakker om vores datter længere. Det gør ondt, og derfor taler vi selv om hende så meget, som vi kan. Vi fortæller om hende til nye bekendtskaber, og vi elsker, når vores venner og familie fortæller om deres bedste minder med Vega.
- Der er en særlig forbindelse mellem forældre med døde børn. Nogle gange tænker jeg på den som en klub, der ikke er nogen, der har lyst til at være med i. Til gengæld er det en klub, hvor man ved, at der er andre, der ved præcis, hvordan man har det. Jeg føler, der er en særlig forbindelse til andre, der har lidt samme skæbne som mig. Vi kan være fremmede det ene øjeblik og føle os tæt forbundne det næste. Uanset hvor forskellige vi er, og hvad vores børn er døde af, forstår vi hinanden. Vi ved, hvordan savnet og sorgen nogle dage føles som en sten i skoen, mens det andre dage føles som om, vi er blevet ramt af et godstog. Vi ved, at sorgen varer for evigt, men at kærligheden også i høj grad lever videre.
- Jeg sørger resten af mit liv. Jeg kommer ikke over det, og jeg skal ikke videre. Der er ingenting, der kan fixe min sorg. Jeg vil for altid tænke på alt det, min datter ikke fik lov til at opleve i livet, og hvordan hun ville have været som teenager, ung og voksen. Jeg har ikke bare mistet min datter, jeg har mistet den fremtid, jeg begyndte at drømme om og forestille mig fra det øjeblik, jeg først så to streger på en graviditetstest. Det er en sorg, der folder sig ud resten af mit liv. Jeg sørger over hver fødselsdag, juleaften, ferie og skolestart, som min datter går glip af. Jeg sørger over den første kæreste, hun aldrig fik, de rejser hun aldrig kom på, og de børnebørn, der aldrig kommer til at kalde mig for mormor.
- Sorgen kan blive til en stærk drivkraft i livet. Man kan få en hidtil ukendt styrke, fordi man for alt i verden ikke vil have, at ens barns liv skal have været forgæves. Derfor er der forældre, der starter bevægelser, ændrer love, nedbryder tabuer, stiller borgerforslag, opfinder virksomheder og arrangerer indsamlinger til velgørende formål. Det er en måde, hvorpå vi forsøger at finde bare en lille smule mening midt i al meningsløsheden. Det er ikke, fordi vi er supermennesker, for tro mig: Hvis vi kunne, ville vi for alt i verden hellere have vores barn hos os stadig.
- Klichéer er der nok af. Udtryk som “tiden læger alle sår”, eller “hvad der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere” er nemme at ty til, når man møder et menneske, der har oplevet en ufattelig tragedie og mistet sit barn, og jeg skal være den første til at indrømme, at jeg selv har brugt fraserne, inden jeg endte med en død datter, så jeg ved godt, det er svært. Mit bedste råd er, at du husker på, at uanset hvad du siger, kan du ikke gøre sorgen sværere. Den døde bliver ved med at være død. Og hvis du bliver helt mundlam, er det også okay; et kram eller et klem på skulderen er nogle gange bedre end ord.
- Man bliver aldrig den samme igen. Udadtil ligner man muligvis den samme person, men indeni er man for altid forandret, når man har mistet sit barn. Der er et før og et efter. Som om en ny tidsregning i livet begynder fra den dag, hvor barnet dør. Selv er jeg kun to år inde i min sorg, men fra andre forældre, der har mistet deres børn for fem, 10 eller 25 år siden, har jeg hørt, at den følelse vil følge os resten af livet.
- Sorgen kommer med mørke og tårer, men også med gaver, der gør livet værd at leve videre. Følelser kan sameksistere. Der kan være stor glæde og lykkestunder side om side med sorg og savn. I begyndelsen kan det være svært at forestille sig, hvordan man nogensinde skal grine, smile og være glad igen, men det hele vender tilbage, og for mit eget vedkommende kan jeg sige, at alt føles mere intenst nu. De svære dage er ekstra svære og tunge at komme igennem, men på grund af min sorg bliver jeg også endnu mere lykkelig, når mine drenge eksempelvis krammer hinanden. Der er ingen oplevelser, jeg tager for givet, for jeg ved, at livet ikke er alle forundt.