Nybagt mor

8 ting du IKKE skal sige til en nybagt mor - og 8 kække svar

Bloggeren Lillemor og komiker Sanne Søndergaard hjælper dig til at finde de kække svar på de dumme spørgsmål.

Du skal ikke bare finde dig i at blive vækket hver anden time, lugte af gammel ymer og være spærret inde flere uger i streg. Du skal også finde dig i latterlige spørgsmål og kommentarer fra en omverden, der enten har glemt eller slet ikke forstår, hvad det vil sige at være nybagt mor.

Hvor mange hjernedøde spørgsmål og kommentarer har du måttet lægge ører til som nybagt mor? Og hvor mange gange har du svaret Onkel Lort tilbage igen? Nul? Nu skal han have.

Vi har fået to af landets sejeste kvinder til at hjælpe jeres mor-tunger på vej. Blogger og jordemoder Lillemor aka Tina Amtrup Ekdahl serverer nogle af de standard-kommentarer, hun er blevet mødt med som nybagt mor og sammen med komiker og debatainer Sanne Søndergaard, giver de otte kække svar, der lukker munden på enhver.

Faktaboks

Sanne Søndergaard er komiker og debatainer

Tina Amtrup Ekdahl – bedre kendt som Lillemor er jordemoder og blogger på www.lillemor.dk. Du kan også følge med på hendes instagram @lillemorblog.

Klar, parat, svar!

1. Ferie i et helt år

Kommentar: Nå, så har du barsel i et års tid hva’? Tænk sig at have ferie i et helt år…

Lillemors svar: Ja, det er nærmest som et all-inclusive ophold med alt betalt. Jeg skal bare ligge og dase et helt år uden at røre en finger. Babyer anno 2016 er nemlig udstyret således, at de selv skifter deres daglige 14 lortebleer, selv tørrer deres gylp af tøjet, vasker fire maskinvaske tøj om dagen, lægger det pænt sammen, støvsuger, vasker gulv og oven i købet fodrer sig selv ti gange i døgnet. Ah, ELSKER ferie.

Sannes svar: Ja, det er simpelthen så afslappende. Hvornår har du egentlig ferie? I næste uge? Super! Så afleverer jeg Emma Mathilde hos dig mandag morgen og henter hende igen søndag aften. Nej-nej, det er ikke til besvær for mig. Jeg har jo resten af barslen til at slappe af sammen med hende.

2. Kummefryseren!

Kommentar: Hvorfor går du så sjovt? Du har jo bare født?

Lillemors svar: Jeg kender en rigtig sjov leg: Jeg har en kummefryser i kælderen, skal vi ikke prøve at proppe den ind i dig, og så kan du prøve at presse den ud af et valgfrit hul i bagefter? Og så kan vi se, hvordan DU går de næste par dage?

Sannes svar: Hvorfor går DU så sjovt? Jeg har jo bare sparket dig i kønsdelene.

3. Hvorfor har du stadig mave på?

Kommentar: Hvorfor har du stadig sådan en stor mave, når nu du HAR født?

Lillemors svar: Sjovt du spørger. Det spurgte Fætter Flab og Tante Tungnem også om, og så åd jeg dem. Derfor den store mave.

Sannes svar: Hvorfor har DU, når du ikke engang har et barn i maven?

4. Kæmpe kasser og ammeindlæg

Kommentar: Hold da op, nogle kæmpe bryster du har fået efter, du har født! Det må da være rart?

Lillemors svar: Hold da op en stor mund, du har fået efter, jeg har født. Det må da være pisse irriterende!

Sannes svar: Hey, prøv at se derovre (Tager tungt ammeindlæg op af bh’en og klasker det over på vedkommendes kind). Nå, hvor kom vi fra? Mine bryster, ja, de er rare.

5. Er du sikker på, at dit barn er, som det skal være?

Kommentar: Skal han ikke snart selv kunne holde sit eget hoved? Eller kunne ligge på maven?

Lillemors svar: Det er godt du spørger. Vi er også dybt bekymrede…og vi HAR allerede fået tid til hans 13-års tjek om 12 år og otte måneder. For vi er en smule bekymrede for, om han mon lærer det inden da, eller om vi skal holde hans hoved på hans konfirmationsdag. Mon præsten accepterer, at han kun ligger på ryggen?

Sannes svar: Det ved jeg faktisk ikke. Ej, er det meningen, at man skal vide noget om de der… Hvad hedder de nu…babytingester?

6. Opdragelse og min bare...

Kommentar: Husk nu; børn skal opdrages bestemt og med hård hånd. Ellers lærer de aldrig god opførsel.

Lillemors svar: Okay, må jeg afprøve på dig: TI STILLE OG BLAND DIG UDEN OM OPDRAGELSEN AF MIT BARN! Tænker du, at du opfører dig lidt pænere i fremtiden nu?

Sannes svar: Ud fra din opførsel kan jeg så forstå, at sådan blev du ikke opdraget.

7. Lad det lille barn græde!

Kommentar: Hvis barnet græder meget ved puttetid, skal du bare lade barnet være lidt alene og se, om det ikke tier stille af sig selv.

Lillemors svar: Jeg afprøver lige teknikken på dig…..vi ses!

Sannes svar: At du har så indgående kendskab til mit barns sovemønster tyder på, at du må have opholdt dig på børneværelset ved sengetid. Og den eneste forklaring på det er jo, at du må være det monster, der holder til under sengen, men som altid gemmer sig et andet sted, når vi kigger efter. Og som skræmmer børn fra vid og sans. Føj, du er en nasty type. Føj, siger jeg bare!

8. Farvel, farveregime

Kommentar: Lilla hue? Til en dreng? Det kan man da ikke!

Lillemors svar: Jeg ved godt, den er helt gal, men vi HAR allieret os med farvedirektoratet og fået specialtilladelse til at proppe vores barn i andet end lyseblåt.

Sannes svar: Du må ikke sige det til nogen, men Theodor er faktisk hverken en dreng eller en pige. Han er et adopteret rumvæsen fra planeten Xqterium, hvor de slet ikke har køn, fordi de reproducerer gennem hermafrodisk cellespaltning. Lilla er bare den farve, de bruger til at genkende andre xqterianere med, når de rejser ud i galaksen. Og vi vil gerne have, at Theodor skal have et tilhørsforhold til sin egen art, selvom vi opdrager ham her blandt jordboere.

OBS: Artiklen er oprindeligt udgivet d. 9. maj 2016. Efter aftale med Sanne Søndergaard og Tina Amtrup Ekdahl er artiklen opdateret af Lea Holdgaard Hansen.