9 ting jeg vil huske, når jeg selv skal være mor

Jeg er 26 år, og jeg har ingen børn. Jeg har heller ingen planer om at skulle have dem foreløbig. De seneste år har der været flere og flere gravidopdateringer, scanningsbilleder og babyfotos i min Facebook-feed, og hver gang tænker jeg, at nu må folk lige slappe lidt af med de børn. Hvorfor har de så travlt? Men så går det alligevel op for mig, at det vel efterhånden er ret normalt at få børn i den her alder. Det er bare så langt fra, hvor jeg selv er i mit liv lige nu.

Jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke over, hvilken slags mor jeg selv bliver. Især når jeg møder mega tjekkede forældre, som ser ud til at have styr på alting. Eller nogen, hvor præcis det modsatte gør sig gældende. Men måske mest af alt, når jeg møder folk, som på en eller anden måde, har fået ind i deres hoved, at alt handler om dem og deres unger. Eller når de ikke giver deres børn lov til at være børn.

Det er selvfølgelig nemt at være klog, når man ikke selv står i situationen, og størstedelen af det her fordamper sikkert, når jeg selv bliver mor. Men jeg håber alligevel, at jeg vil huske på de her ting, når jeg har taget 30 kg på, er smurt ind i babymos og bruger mere tid med Hr. Skæg end mine veninder.

1. Du er gravid, ikke lavet af porcelæn

Selvfølgelig skal der tages hensyn til gravide, men du bliver jo ikke til porcelæn, så snart graviditetstesten er positiv. Min mor lå indlagt og sad i kørestol i flere måneder, da hun var gravid med mig, og der er selvfølgelig altid særlige tilfælde, hvor der er behov for ekstra hjælp og hensyn. Men det er jo langt fra alle, der skal igennem sådan et forløb, så hold op med at tro, at du per automatik skal have særbehandling, fordi du venter dig – især i starten af graviditeten.

Du har morgenkvalme, jeg har tømmermænd, men vi skal nok klare det. Dermed ikke sagt, at man ikke skal passe på sig selv, når man er gravid. Karriereræset får med garanti mange til at presse sig selv lidt for hårdt, og det er hverken dem eller deres børn tjent med, men jeg tror nu godt, at du kan tåle at stå op i bussen eller har godt af at cykle på job, når du kun er et par måneder henne.

2. Baby og bryster

Børn skal have mad, også når de er ude i det offentligheden. Jeg synes sgu egentlig, at det er lidt trættende at høre på gamle, sure mænd, som brokker sig over amning på restauranter, mest af alt fordi de bare skal have noget at brokke sig over. Men hvis en mødregruppe laver en café om til ammestue i fire timer, mens de sipper på en enkelt latte, er det måske lidt for meget af det gode.

Indtil for nylig tænkte jeg faktisk heller ikke så meget over det, men så snakkede jeg med min mor om emnet. Hendes vej til at få børn var lang og snørklet. Hun kæmpede med flere mislykkede graviditeter, før jeg kom til verden. Så der kan jo være mange grunde til, at der er nogen, der ikke har det så godt med at få smækket baby og bryster i ansigtet under et cafébesøg. 

Du kan jo sidde overfor én, som er ufrivilligt barnløs, lige har aborteret eller er på venteliste på fjerde år til adoption af ønskebarnet. Nej, det kan du selvfølgelig ikke vide, og jeg siger ikke, at du ikke må amme dit barn offentligt. Men vær diskret og hensynsfuld, når du gør det.

3. Jeg har førsteret, jeg er jo mor

Jeg bliver lidt harm, når folk med børn på en eller anden måde mener, at det giver dem førsteret til ting. Helt ned til de små ting. Hvis jeg kommer gående imod to kvinder med barnevogne på fortovet, og de ikke engang lægger an til at flytte sig lidt, så jeg kan slippe for at skulle ud på myldretidscyklestien, så bliver jeg sgu lidt småfornærmet.

Min hverdag er på mange måder ret fleksibel, fordi jeg i bund og grund kun skal tage hensyn til mig selv. Men det betyder ikke, at den ikke er skemalagt, for jeg har rigtig mange bolde i luften – og nej, det er ikke bare fritidsinteresser, det gælder lige så meget på jobfronten. Jeg har intet imod at være fleksibel, og møder hjertens gerne tidligere eller bliver længere, så kollegerne med børn kan nå at aflevere og hente i institutionen. Men det skal også gå den anden vej. Jeg skal ikke hoppe og springe, fordi du har børn.

Det kan godt være, at dine unger har ferie i de og de uger, men hvorfor skal det automatisk give dig ret til altid at vælge ferie først? Mit liv, og min ferie, er vel ikke mindre vigtig, fordi jeg ikke har børn?

4. Du er stadig dig

Ja, Caroline er sød i sit mariehønekostume. Og jo, det er en sjov video af William, der falder på blerumpen og slår en prut samtidig. Men kan vi snakke om noget andet nu? Engang imellem må det da også være en lettelse at tænke på noget andet end pottetræning og puttetider. 

Jeg forstår godt, at børn fylder meget i dit liv, men du er vel også stadig din egen person?Det er noget af det, jeg frygter mest ved at få børn. At jeg lige pludselig “bare” er mor og glemmer, hvem jeg var, og hvad jeg gik op i, før jeg fik børn.

Jeg har endnu ikke nogen tætte veninder, som har børn, men på føromtale Facebook-feed, og også Instagram, er det helt tydeligt, hvor meget børn fylder hos dem, som har fået dem. Og med rette, for det er jo en kæmpe begivenhed. Men det skræmmer mig også lidt.

Kommer ALT virkelig til at handle om børn, når man bliver mor? Lige nu er jeg næsten af den opfattelse, at det at få børn er en slutning og ikke en begyndelse. Slutningen på mig, da jeg bare var mig. Men det behøver jo ikke være en dårlig ting. Det at få børn skal jo gerne være et nyt og spændende kapitel i mit liv, og det bliver det jo forhåbentlig også engang. Men jeg vil stadig gerne kunne lægge mor-hatten fra mig engang imellem og holde fast i, hvordan jeg var, før det kapitel begyndte.

5. Vi har det jo egentlig ret godt

Hold nu op, hvor har vi travlt med at brokke os. Da jeg studerede, var der mange ting omkring SU’en, som kunne få mig op i det røde felt. Pt. er det mere dagpenge-debatterne, der får min opmærksomhed.

Når jeg får børn, er det klart, at barselsregler og skolereform kommer til at betyde rigtig meget for mig. Vi skal ikke nøjes, og selvfølgelig skal for eksempel åbningstiderne i daginstitutionerne følge det fleksible arbejdsmarked. På den anden side skal man måske også gøre op med sig selv, om man har mulighed for at gå lidt ned i arbejdstid for at få hverdagen til at hænge sammen, når børnene er små.

Vi skal ikke holde op med at råbe højt, og jeg mener ikke, at alting fungerer perfekt – langt fra. Men skulle vi alligevel ikke huske på, at vi er ret priviligerede i lille Danmark? Vi har det jo egentlig ret godt. Selvom der af og til skal hamres afsted på cyklen for at nå vuggestuen inden lukketid.

6. Jeg er mor, ikke serviceorgan

Jeg var selv enebarn de første syv år af mit liv, og så kom min lillebror til verden. Han er skøn, men han kan fandme også være en belastning. Nu har han så rundet 20 år og bor stadig hjemme. Det er der ikke noget galt med, men jeg fatter ikke, at min mor gider blive ved med at servicere ham.

Han kan godt sætte ting i opvaskeren selv. Han kan vaske sit tøj selv. Han kan nok også godt svinge en støvsuger og en klud. Men hvorfor skulle han, når der er andre, der gør det for ham? På et tidspunkt skal “børn” (det er han jo sådan set ikke længere) lære at klare sig selv, og det gør måske mere skade end gavn, hvis du bliver ved med at lade dit omsorgsgen tage styringen.

7. Sæt perfektionismen på pause 

Da jeg gik i 2. klasse, fik jeg et par hvide leggins med små, brune heste på, og jeg var lykkelig. Skæbnen ville så, at jeg en dag falder i frikvarteret og slår hul på knæet. Den blødende hudafskrabning var jeg ligeglad med, men hullet i bukserne var en katastrofe. Mest af alt, fordi jeg var sikker på, at min mor ville blive sur over, at jeg havde ødelagt mit nye tøj. Så mit lille hjerte slog lige lidt hurtigere i brystet, da jeg blev hentet i SFO’en senere på dagen. Men mor blev ikke sur – det var jo bare et par bukser.

Så husk nu, at det nok skal gå, selvom der kommer en plet på trøjen eller en flænge i buksen. Børn er børn. Vi har så travlt med at tænke over, hvordan vi fremstår over for andre (tak for det, Facebook og Instagram), men perfektionismen må godt holde fri engang imellem.

8. Lad dem være børn

”Josephine, kan du så komme ned derfra!” Sådan hørte jeg en mor råbe efter sin datter på Islands Brygge forleden. Åh, jeg bliver træt af at høre folk, der konstant er på nakken af deres børn. Når du tager dine børn med i en park eller på legepladsen, så er det jo sjovt nok meningen, at de skal lege.

Børn er ikke lavet af glas, og de skal nok overleve lidt skrammer på knæene. Man behøver heller ikke kravle højt op på noget for at brække en arm for eksempel – jeg har personligt selv klaret den ved at falde over en støvsuger, da jeg var 4 år. Så slap nu lidt af, ik? Også når dit moderhjerte sidder helt oppe i halsen, når junior balancerer på den 30 cm høje kant, som holder ham væk fra krokodillerne i sandkassen.

9. Tag nu hensyn

Det kan også blive en tand for afslappet. For nogle uger siden sad jeg i et tog på vej hjem til København fra Aarhus, og der sad en mor med sin knapt 3-årige (2 år og 8 måneder for at være præcis) i samme kupé. Tumlingen kastede straks sin kærlighed på en bedstefar med barnebarnsabstinenser. De begyndte på en leg – hvad ved jeg ikke, for jeg sad med ryggen til – som gentagne gange udløste høje glædesskrig fra den lille. Det er da sødt, ja, men ikke i en halv time. Bagefter blev iPad’en hevet frem, og nej, den var ikke på lydløs. Så tænk dig dog om, mor! 

Det er ikke alle, der er lige så tosset med dit barn, som du selv er. Børn skal som sagt have lov til at være børn, og jeg forventer ikke, at de skal sidde ret op og ned på en fire timers togtur, men kupéen er jo ikke din dagligstue.

Peace of cake, ik?