Christian Degn bar på en stor hemmelighed: Jeg oplever, at mænd er dårlige til at tale om det

Christian Degn står i køkkenet i sit barndomshjem. Han kigger ud på træet i haven, for han kan ikke rumme at få øjenkontakt med sin mor. Han har noget, han længe gerne har villet sige, men det er svært at finde de rigtige ord.

Det er en undskyldning af en art. Måske har han bare brug for at dele sine tanker.

“Mor,” begynder han.

“Jeg er virkelig ked af, at jeg ikke har kunnet give dig børnebørn. Jeg havde heller ikke troet, at det var sådan her, det skulle blive.”

Det er en lettelse at få ordene ud, for selvom hans forældre aldrig har sagt det højt eller presset ham, ved Christian, at børnebørn står lige så højt på deres ønskeliste, som et barn gør på hans. Han kan bare ikke få tingene til at lykkes, og sandsynligheden for at han nogensinde kommer til det er lille.

I trediverne får Christian Degn besked om, at hans sædkvalitet er stærkt nedsat, og at han derfor er blandt de cirka fire ud af 10 danske mænd, der formentlig skal have hjælp til at få børn en dag. Frygten har ligget latent i mange år, for Christian Degns største ønske er at blive far.

“Jeg kan huske engang i trediverne, hvor jeg vågnede op til min fødselsdag med en nagende følelse af ‘shit, så er du blevet så gammel, og du sidder stadigvæk her, single-Christian alene i din københavnerlejlighed og er ikke kommet en skid videre i dit liv.’ Erkendelsen af, at det kan være, at det aldrig lykkes at blive far, og hvem gider så overhovedet at have mig, ramte mig lige dér. Jeg følte, at jeg lå hen ad gulvet, og det stod sløjt til med mit selvværd og min selvtillid.”

Tanken om at opgive projekt-baby har aldrig strejfet Christian, men bevidstheden om, at det måske aldrig vil ske, har naget ham længe. Den urkraft, der ligger i gerne at ville være forælder, er overvældende, siger han.

“For hvad er meningen med det her liv så? Måske har det også været et eller andet urinstinkt – at jeg så åbenbart ikke var fit nok til den her jordklode til, at der skulle komme mere fra mig. At hvis man ser sådan et familietræ, så er der bare en gren med mit hoved, hvor det hele visner.”

At Christian Degns kæreste, Trine Johst Vammen, bliver gravid, efter at de kun har kendt hinanden i tre måneder, kommer derfor som lidt af et chok. Christian er nok også den sidste, der ville have spået, at vi nu sidder her, i parrets fælles lejlighed, med en baby på Trines skød og hemmelige planer om en ring, der snart bliver placeret på hendes finger. Brikkerne er omsider faldet på plads for den tårnhøje tv-vært, og han syder næsten af lettelse.

Rejsen dertil er kulmineret i TV 2-programmet Degn vil være far, som følger parret gennem en graviditet, der starter svært ud, og fødslen af deres søn, Vagn. En fortælling, de håber, kan være inspiration til andre par, som kæmper med fertiliteten, men som egentlig startede med at skulle være noget helt andet.

“Jeg har set enormt mange seje kvinder tale om deres problemer med at få børn. Men jeg oplever, at mænd først taler om det, når problemet er løst, eller de har givet op. Jeg havde derfor en idé om at lave et tv-program om dårlig sædkvalitet, der skulle få mænd til at tale mere med hinanden om ikke at kunne gøre deres kærester gravide. Jeg ville række en hånd frem til alle dem, der føler sig alene, utilstrækkelige, og hvad de ellers må kæmpe med.

Det kan måske være lidt ‘nå, nu er der endnu en mand, der fortæller, at han har et problem, og nu er det problem overstået’, men det vidste vi ikke, da vi gik i gang med at filme. Vi inviterede folk ind i noget, der kunne være mit livs største nederlag. Og det er simpelthen så langt ude, at vi er så heldige.”

Børne-snakken

Snakken om børn falder allerede på Christian og Trines første date. Trine har overnattet i Christians lejlighed og venter i hans hjem, mens han er til bryllup. Han kommer hjem, temmelig beruset og så lykkelig, at han må kanalisere noget af sin glæde ud i virkeligheden. Han begynder at spille luftguitar i sofaen.

“Jeg havde gået med ideen om tv-programmet med dårlig sædkvalitet. Og så lige pludselig – mens jeg står dér og spiller luftguitar – så siger jeg til Trine: Jeg har i øvrigt den her idé. Og det var måske ikke lige meningen, at det var sådan, snakken om min sædkvalitet og børn skulle starte.”

Han griner sit store, karakteristiske grin.

“Men Trine tog da ikke hjem.”

“Tja, jeg var vel bare solgt, lige dér,” svarer Trine og trækker på skuldrene.

“Det var bare et godt match lige fra starten, og vi var meget ærlige. Så selvom det måske lyder lidt sindssygt at tale om på første date, så føltes det meget naturligt. Vi vidste også godt begge to, hvad det var, vi ville med vores liv, så hvorfor gå og putte med den hemmelighed?”

Måske var det mere en drøm end en egentlig plan, at det derfra skulle gå stærkt. Da Trine smider p-pillerne, har parret kun været sammen i lidt over en måned.

“Det er jo noget med, at man skal have prøvet i et vist antal tid, hvis man skal have hjælp, så jeg tænkte: hvorfor ikke komme i gang? Vi havde snakket om det en aften, og næste morgen vågnede jeg sindssygt tidligt med alle de her følelser, der sagde ‘ja, det er ham, jeg vil have børn med’. Og alt det fornuftige, der sagde ‘det er megatidligt, I har nærmest lige mødt hinanden, hvad har du gang i,’ faldt i baggrunden. Lige pludselig var der ingen tvivl, og så stoppede jeg med at tage p-piller.”

Læs også

Strik selv: Smuk bluse med snydesnoninger

En tyk nakkefold

Inden Trine for alvor når at tænke tanken til ende, er hun gravid med Christians barn. De har kun netop fortalt omverdenen, at de er kærester. De bor heller ikke sammen, og derfor må Trine levere nyheden om de to streger over telefon til Christian.

“Da jeg tager røret, kommer der ikke ord ud, kun en masse, tunge stønnelyde. Det var nærmest, som om fødslen allerede var i gang, så kraftige var de. Og jeg var sådan: ‘Trine, tag det helt roligt. Hvor er det fantastisk. Det finder vi ud af.’ Trine fyldte simpelthen hele følelsespaletten for os begge.”

Christians egen reaktion var noget mere uventet, fortæller han.

“Jeg troede, at jeg skulle græde og alt muligt. Jeg havde det sådan: ENDELIG! To store drømme i livet er at blive journalist og at blive far. Og jeg ved ikke hvorfor, men i stedet går jeg fuldstændig all in på praktik.”

“Du blev totalt beskytter-far,” indskyder Trine.

“Ja, jeg går helt i planlægger-mode: Nu skal vi finde ud af at flytte sammen. Du skal have alle de ting, du skal bruge, og du skal ud med alle kosmetikprodukter, der potentielt kan give vores kommende barn fertilitetsproblemer. Du boede også i Odense på det tidspunkt, så det var sådan lidt: Fuck, hvad sker der den næste tid? Hvordan skal vi få det her til at fungere? Jeg begyndte faktisk også at fixe forsikringer og livsforsikringer ret hurtigt efter. Det endte heldigvis med at gå uden problemer, men der var mange ender, der skulle mødes i den tid.”

Trine og Christian taler i munden på hinanden. Ivrige efter at dele Vagns vej til verden, som ethvert andet sæt stolte, nybagte forældre. Lige indtil de når til nakkefoldsscanningen. Så bliver de begge tavse et øjeblik.

“Der er en meget tyk nakkefold på dig,” siger Christian med grødet stemme og nusser Vagn på maven med en pegefinger.

Resultatet af scanningen betyder, at Trine skal igennem en række ekstra undersøgelser. De fortæller ikke til ret mange, at hun er gravid, for pludselig er abort et spørgsmål, de bliver nødt til at tage stilling til først. Risikoen for at blive slået tilbage til start er svær at rumme.

“Det føles, som om vi er på vores egen, helt sørgelige bekymrings-ø. Alle andre, der har haft en baby i maven med en tyk nakkefold, glemmer det jo, når de finder ud af, at der ikke er noget at komme efter. Så det er ikke noget, folk snakker så meget om, og derfor følte vi os pludselig meget alene,” siger Trine.

Hendes egen baggrund får nu også en stor betydning. Trines lillesøster er multihandicappet, og Trine er bærer af den meget sjældne kromosomfejl, hun er født med. Derfor beslutter Odense Universitetshospital, at der skal laves en genom-undersøgelse af fosteret og af Christians DNA, da begge forældre skal være bærere af kromosomfejlen, før den kan gives videre til barnet i maven.

Det er en undersøgelse, som sjældent laves i Danmark, og den kræver, at Trine får foretaget en moderkagebiopsi. Resultatet er heldigvis godt.

“Da mine forældre fik at vide, at vi havde fået tjekket Christian, var det næsten lige så stort som at få at vide, at de skulle være bedsteforældre. Vagn er på mange punkter mere udviklet, end min lillesøster er. Hun er hårdt ramt, og derfor kom det pludselig meget tæt på.”

Der skal også laves en tidlig misdannelsesscanning, så lægerne kan se, om Vagn udvikler sig efter planen. Kalenderen viser den 21. december, da Trine skal scannes, og det er denne undersøgelse, som er tungen på vægtskålen i forhold til, om de skal have foretaget en abort. Desværre har Christian fået Corona.

“Så jeg måtte ikke komme med ind. Det skal ikke lyde som en offerretorik, men det var bare lidt pudsigt, at der hele tiden var benspænd på benspænd. Jeg var bange for at smitte dig, men jeg ville simpelthen ikke være den far eller kæreste, som ikke er der, hvis det viser sig, at Trine skal have en abort. Så vi mødtes ude i Tusindsårsskoven i Odense, og så stod vi dér midt i skoven og jublede med mundbind på, da vi fik at vide, at Vagn var sund og rask.”

En omvendt-verden

Det er ikke et succesparameter for Christian og Trines parforhold, at de er enige i stort set alt. Det er bare sådan, det er blevet. Og så alligevel. For der er lige én ting, de simpelthen ikke kan finde fælles fodfæste omkring: Den risikovillige Trine vil gerne føde hjemme. Bekymrings-Christian har det bedst med hospitaler.

"Altså, jeg er vokset op på landet, og vi kan bare godt lide maskiner. Og hvis der er et eller andet, der er galt, så vil vi bare gerne have en traktor eller mejetærsker i nærheden. Og hvis der skal fødes, og vi mangler en iltmaske, jamen så henter vi da bare den. Jeg tror faktisk, at vi havde et lille skænderi. Jeg sagde igen og igen, at det er dig, der skal præstere, og du skal føle dig tryg. Men jeg kunne ikke slippe spørgsmålet: Kan vi tilgive os selv, hvis der er noget, der går galt, og vi er hjemme?”

Trine sukker.

“Problemet var, at jeg heller ikke ville føde hjemme, hvis Christian ikke også var tryg i det. Og det var lidt et problem, at vi begge er kæmpe pleasere, der gerne vil have, at alle skal føle sig glade.”

“Jeg nåede at presse Trine så meget, at hun sad med tårer i øjnene. Hun ville bare så gerne føde hjemme, og jeg var så bekymret for, at der skulle gå noget galt. Men hun ville det virkelig, så til sidst besluttede vi os for, at det var dét, vi gjorde. Og det var røvfedt. Nu vil jeg gerne være ambassadør for hjemmefødsler,” siger Christian.  

Fem meter afdækningsplast fra Jem & Fix og en håndfuld gamle håndklæder forvandler fredag den 3. juni 2022 lejligheden i København til fødselsstue.

Trine ligger på sofaen med veer, men lader sig ikke slå ud, og da jordemoderen kommer, er hun ni centimeter åben og klar til at presse. 40 minutter senere kommer Vagn til verden efter det, Trine selv kalder en “vaskeægte drømmefødsel”.

Den junidag er der landskamp i fjernsynet. Danmark spiller mod Frankrig, og dem slår de aldrig, men det er jo sådan en dag, hvor Christian er blevet far, og pludselig kan alt ske.

“Jeg sidder dér med min søn i armene, og Danmark vinder over verdens bedste fodboldhold. Det føles simpelthen som en omvendt-verden. Det føles helt absurd, at det alligevel kunne lade sig gøre, at jeg blev far, og det er, som om alt pludselig er en mulighed.”

Og sådan har det egentlig været siden, fortæller han. 

“Jeg synes bare, at alt det, der måtte være noget bøvl, bliver så ligegyldigt i forhold til den glæde, der kommer, når han smiler eller pludrer. Jeg har jo været mentalt forberedt på det i årevis, så alt det med mindre søvn og mere praktik har ikke rigtigt overrasket mig. Det er to dage siden, at han blev et halvt år, og jeg tænkte bare: Det er fucking løgn, mand. Jeg havde en snak med Thomas Skov, som sagde, at når man får børn, så går dagene langsomt, men årene hurtigt. Og det giver fuldstændig mening.”

Han vender sig mod Trine. Med en handicappet lillesøster er det også, som om hun har øvet sig på forælder-rollen hele livet.

“Det blev virkelig tydeligt, da Vagn blev født. Jeg kunne være vant til, at min søster kunne græde i timevis, og med et multihandicappet barn har du ofte lidt flere ting, du skal udelukke, end med Vagn. Så på den måde har jeg ikke følt, at det har været så stressende, som det måske kunne have været at få et barn, der vender op og ned på ens hverdag,” siger hun.

Der er også en anden ting, parret har taget med sig fra Trines opvækst. Vagn skal forhåbentlig have søskende en dag. Måske ikke et helt fodboldhold med Christians nedsatte sædkvalitet taget i betragtning, men hvis det overhovedet kan lade sig gøre, vil de gerne give ham en lillebror eller -søster en dag i fremtiden.

Læs også

Lotte er sekundært infertil: ”Det var nærmest som at få en dødsdom”

Torskedumt spørgsmål

Ikke alle barnløse par er lige så heldige som Christian og Trine. Mellem 15 til 20 procent vil på et tidspunkt opleve ufrivillig barnløshed, og for nogle vil det aldrig lykkes at blive biologiske forældre.

På mange måder er Christian blevet den fortælling, han selv engang havde fået nok af: Manden, der fik det hele, og som nu kan fortælle om problemerne retrospektivt. Men han håber, at deres historie alligevel kan hjælpe bare ét par, som drømmer om at stifte familie.

Og så er der særligt én ting, Christian gerne vil have os til at forstå:

“Jeg håber oprigtigt, at vores historie kan være en håndsrækning. Men jeg håber også, at det kan være en venlig, lille irettesættelse til os allesammen om, at vi altså skal lade være med at spørge folk, om de ikke snart skal have børn. Det er et spørgsmål, der kan gøre rigtig ondt på nogle par. For nogle er det måske det, som er lige ved at hive dem fra hinanden.

Jeg har også spurgt ”nåh, skal I så snart have nogle børn?’ Og det er simpelthen så torskedumt, for lige så snart der er et par, som måske har været sammen i nogle år og er et par og tredive, så er der en vis chance for, at de forsøger, og at det måske gør skideondt, at det ikke lykkes.”

Selv har Christian talt udenom eller spist folk af med en sludder for en sladder, når spørgsmålet har været rettet til ham. Andre gange har han undveget med en joke.

“Dybest set så rager det jo ikke vedkommende. Det må vel være op til folk selv. For mig er det i hvert fald så eksistentielt at kunne blive far til Vagn, at det har været et af de spørgsmål, der var svære at få. Det kræver ret meget overskud at kunne rumme andres spørgsmål i den situation. Det gjorde det i hvert fald for mig. Så meget, at jeg havde brug for at sætte ord på det over for min mor.”