Trine Dyrholm er løvemor – men i én situation må hendes mand tage over
”Der er ingen tvivl om, at jeg har et meget stærkt beskyttergen – og så har jeg en søn, der hele tiden udfordrer det gen,” griner Trine Dyrholm, når hun beskriver, hvordan hendes søn får sat gang i bekymrings- og angsttankerne. Det fortæller hun i det nye ALT for damerne.
”Wakeboard er sådan noget med at hoppe op og lave baglæns saltoer, og hvad ved jeg, ude på vandet på et board, og jeg ønsker virkelig, at han skal blomstre i det. Samtidig har jeg det sådan, åh, kunne du ikke bare blive hjemme?”
Sådan siger Trine Dyrholm om én af sønnens aktiviteter i et stort interview i det seneste ALT for damerne, som er på gaden nu.
”Som forælder skal man jo finde balancen mellem at give slip og passe på sit barn, og i forhold til bekymringer og angst er jeg måske ikke helt så go’, som jeg gerne ville være. Men jeg øver mig,” fortæller hun.
En vaskeægte løvemor
Trine Dyrholm, som er aktuel med filmen ”Birthday Girl”, hvor hun spiller den grænseoverskridende løvemor Nanna, kan genkende dele af sig selv i sin karakter. I hvert fald når det kommer til at beskytte sin søn.
”Jeg ved ikke, om jeg ville ønske mig, at jeg kunne gå hele vejen, som hun gør i filmen, men styrken – hendes grundstyrke – den kan jeg godt bilde mig selv ind, at jeg ville have i sådan en situation.”
”Jeg vil helt klart stille op for enhver pris, jeg vil beskytte ham, og jeg vil være den løvemor, som jeg er. Jeg ville nok ikke være så konfrontatorisk, som Nanna er, men ja, jeg kan love dig for, at jeg ville gøre alt, hvad der stod i min magt for min søn. Når det er sagt, ved man jo aldrig, hvordan man helt konkret vil reagere i en given situation, og jeg har prøvet både at reagere ved at ”gå i krig” og blive paralyseret.”
Når det virkelig brænder på
Hvis Trine Dyrholm oplever, at hendes løvemor-kræfter alligevel ikke rækker, når det gælder, så kan hun finde hjælp i sin mand, instruktør Niclas Bendixen.
”De gange, jeg har oplevet at blive paralyseret, er min mand trådt til. Jeg ved, at han til hver en tid vil løse en given situation. Uden diskussion. Den styrke har han. Og som sagt, jeg har så også oplevet at have styrken selv og er blevet helt overrasket over, hvordan jeg pludselig kan slå i bordet, hvis det hele virkelig brænder,” siger Trine Dyrholm, som dog også kommer med en klar opfordring til forældre, inden de træder ind i kampen for deres børn:
”I forhold til ens børn skal man dog også lige huske på, at man altid skal lytte til dem, inden man går i krig. Og det er jo det, der er dilemmaet somme tider, at man som forælder tror, at man ved bedst i forhold til sine børn,” siger Trine Dyrholm i interviewet med ALT for damerne og fortsætter:
”Og vi ved også tit bedst, men nogle gange glemmer vi at lytte. Og så er vi tilbage ved det med at give slip. For det er det, kærlighed handler om. At give slip og samtidig beskytte. Det er sådan et tohovedet monster, og jeg har altid selv slåsset med det i forhold til min søn. Siden han var helt lille, har jeg nysgerrigt prøvet at finde ud af, hvem han er som menneske. Jeg har hele tiden forsøgt også at lade ham vise mig vejen, for hvis ikke jeg gør det, så kommer jeg til at lave en vej, som ikke er hans.”
Læs hele interviewet med Trine Dyrholm i denne uges ALT for damerne, hvor hun fortæller om afskeden med svigermoren Britt Bendixen, tankerne om at fylde 50 år, vigtigheden i venskaber og fællesskab med andre kvinder og sine oplevelser med overgangsalderen.