Adoption: ”Børn skal vide, hvor de kommer fra”

”Hvordan så huset, jeg boede i, egentlig ud?”, og ”Kan vi snart tage tilbage til Vietnam”.

I efteråret 2016 begyndte den slags spørgsmål om Annas biologiske rødder at dukke op til overfladen igen. For hvor er det nu, hun kommer fra, og kan hun vende tilbage?

Ligesom flere andre adoptivbørn fik Anna pludselig behov for at genopsøge sine biologiske rødder. Det stiller mange adoptivforældre over for nogle svære overvejelser. I Annas tilfælde valgte forældrene at have kontakt med den biologiske familie fra begyndelsen og har besøgt dem flere gange.

Den nu 11-årige pige er født under trange kår i Nordvietnam som én ud af en søskendeflok på fire. De tre af dem endte på et børnehjem i Hóa Binh, og Anna var godt 5½ år gammel, før hun blev adopteret af Dorthe Olsen og hendes mand Rasmus fra Vestjylland. På grund af datterens høje alder besluttede parret at bevare kontakten til den biologiske familie og har besøgt dem flere gange.

– Vi kunne ikke fjerne Annas fortid. Derfor har hun altid vidst, at hun var adopteret, så det har været en del af vores hverdag fra begyndelsen. Vi har billeder hængende, hvor hun er sammen med sin familie, og har på den måde gjort hendes vietnamesiske familie til en del af vores, fortæller Dorthe Olsen.

Hun kender sine rødder

Tal sammen om tingene

Generelt oplever Dorthe Olsen igennem de fællesskaber, hun har sammen med andre adoptivforældre, at adoptivfamilier i dag er mindre bange for at tale åbent om adoptivbarnets biologiske rødder og svare på de mange spørgsmål, der pludselig melder sig i takt med, at barnet bliver større.

Den opfattelse deler Ulla Dyrløv, der er familierådgiver og psykolog i DR-programmet Sporløs. Hun mener, at et program som Sporløs er med til at aftabuisere emnet, idet det giver mulighed for at tale mere åbent om de udfordringer, adoptivbørn og deres familier kan møde senere i livet.

Hun oplever blandt andet, at flere og flere har videoer og fotoalbum med billeder af barnets biologiske forældre, som de kan vise barnet. Og for hende at se er det vigtigt at man tager snakken om barnets biologiske rødder i en tidlig alder.

– Ved at tale om tingene finder børn og forældre ud af, at deres følelser ikke er unormale. Allerede i vuggestuealderen kan børnene begynde at stille spørgsmål – de kan godt se, at de ser anderledes ud. Forældrene skal vise vejen og skabe et miljø, hvor man gerne må tale om tingene, selvom det kan være svært, siger hun.

Typiske spørgsmål kunne være ”Ville mine forældre ikke have mig?” eller ”Hvorfor vil I ikke have jeres egne børn?”

Ifølge Ulla Dyrløv kan man dog ikke vide på forhånd, hvilke spørgsmål børnene vil stille, for alle børn og familier er forskellige.

– Adoptivbørn er lige så forskellige som alle andre børn, og de har ikke alle sammen de samme følelser. Som forældre kan man godt tro, de føler noget, de ikke gør. Men det er bedre at klokke i det end bare at afvente, siger hun.