Amning eller flaske: Det rammer hårdt, når andre mener, du ikke gør det godt nok

Mødre. Hjertevarme, opofrende, hårdtarbejdende superkvinder. Tryghedshavn for vores små, generaler over flokken og samtidig en skør kombination af fuldstændigt tjekkede og komplet lost i rollen på samme tid. Måske er det derfor, vi svinger mellem at udvise søstersolidaritet og mor-skam overfor hinanden – specielt når det kommer til de valg, vi træffer omkring serveringen i mælkebaren.

Du kender sikkert udmærket til scenarierne: Du giver din lille mælk, og pludselig får du kommentarer fra en bekendt, tante Birgitte eller en tredje om et eller andet. ”GUD, ammer du stadig?!” eller ”Nåh, du har valgt flasken?”. Eller du klikker på en artikel om amning versus flaske, og dårligt har du læst artiklen færdig, før kommentarsporet er rødglødende af mødre, som mener noget, som føler sig misforstået eller synes, at deres side af sagen ikke er repræsenteret. Det er mudret, og det er ikke altid kønt.

Kunne ikke amme: ”Følte, jeg svigtede mig barn”

At kommentarer omkring fravalget af amning rammer hårdt, kan 28-årige Susanne à Steig skrive under på. Da hun for knap syv måneder siden blev mor for første gang til datteren Emma, havde hun en række forestillinger om, hvordan hendes liv som Emmas gode mor ville se ud.

– Jeg havde købt en gyngestol, som jeg renoverede. I min verden var det ammestolen. Jeg havde også købt en god ammepude. Her skulle jeg sidde helt tæt med min lille pige både dag og nat og amme og rigtigt hygge med hende. Jeg glædede mig helt vildt. Jeg havde aldrig, aldrig skænket det en tanke, at jeg måske ikke kunne amme, siger Susanne à Steig.

Derfor var det et kæmpe chok og en stor sorg, da det pludselig, efter fem dages indlæggelse med sonde til Emma og malkemaskine hver tredje time til Susanne á Steig, gik op for hende, at var hende, den var gal med.

– Jeg følte, jeg svigtede mig barn, fordi det simpelthen var mig, og det gjorde bare SÅ ondt! Samtidig skulle jeg også prøve at træffe et informeret valg om, om min datter skulle fortsætte med at have sonde, og jeg skulle fortsætte med malkemaskinen, trods sår og at jeg kun kunne få 10 milliliter mælk ud samlet, eller om vi skulle supplere med sutteflaske. Men jeg kunne kun finde materiale, som skrev at amning var det absolut bedste for barnet. Jeg skulle nærmest ned til fodnoterne, før jeg fandt en sætning i ny og næ om, at hvis det ikke kunne lade sig gøre, var flasken ok. Jeg fik det enormt dårlig med mig selv. Det handlede om meget mere end selve ernæringen – evnen til at amme blev pludselig lig med evnen til at være en god mor, forklarer Susanne à Steig.

Amning eller flaske: En kæmpe sorg at vælge flasken

Trods længerevarende forsøg på at få amningen i gang, lykkedes det ikke for Susanne à Steig. Men at vælge flasken var et hårdt valg for hende, og et valg som bliver ved med at knuse hendes hjerte lidt, når folk kommenterer det.

– Jeg ved godt, det ikke er ondt ment, når folk siger: ”Eeej, tager hun flaske? Hvor dejligt! Det må være så nemt og skønt” eller ”Jeg ville ønske at mit barn også ville tage flaske, det ville gøre hverdagen nemmere”. Det lyder som om, jeg har taget det nemme valg. For nemheds skyld. Det har da helt klart sine fordele, og jeg ville også være et skarn, hvis jeg ikke nød den frihed, det også er, at hendes far kan give hende mad. Men det, folk ikke forstår, er, at det har været en kæmpe sorg for mig, at det er endt sådan her. Det var jo ikke det her, jeg ville. Det får mig til at føle mig negligeret, fordi de slet ikke aner, hvor hårdt det har været for mig at vælge flasken. Jeg synes generelt, folk skal tænke over, at der altid ligger noget større bag, før de kommenterer valget af flaske. Jeg er led og ked af, at flasken associeres med nemhed og frihed, for det er altså ikke en frihed, jeg har ønsket mig. Jeg mangler stadig den forbundenhed og tæthed, som jeg tror amningen giver, siger Susanne à Steig.

Amning kan også være tabu

Moderskabets sårbarhed kan synes indlysende. Hvis man så samtidig stikker lidt uden for normen i de valg, man træffer, så skal man være gjort af et særligt selvsikkert stof for ikke at lade sig påvirke af andres ytringer. Ligesom Susanne à Steig som flaskemor har følt sig som en minoritet, der skulle forsvare sine valg, har Lisbeth Bakholdt Christensen også bakset med fordomme og forsvar omkring sin amning. For også her håndhæver vi mødre benhårdt samfundsreglerne for, hvor længe det er socialt acceptabelt at servere bryst ad libitum.

– Jeg var 25 år, da jeg blev mor for første gang. Jeg var ung og usikker på mange ting, så jeg lænede mig meget op ad andres holdninger. Da min datter nærmede sig et år, var det helt tydeligt, at andre syntes, at det var ved at være tid til at stoppe amningen. Så det gjorde jeg. For hvis alle andre syntes, det var mærkeligt, så var det det måske også. I dag ærgrer det mig meget, at jeg ikke gjorde, som min mave sagde, og fortsatte, siger Lisbeth Bakholdt Christensen, mor til tre børn på otte, fem og knap to år.

I dag ammer hun stadig sin yngste datter og har ingen planer om at stoppe med det, før hun føler, at hun og datteren er klar til det. Men det er ikke uden mødet med kommentarer fra omverdenen.

– Jeg oplever, at folk nærmest udtrykker chok, når de hører, jeg stadig ammer. Der er mange, der siger til mig: ”Skal du ikke snart til at holde op med at amme?” og ”Ej, ammer du stadig?!”. Nogle gange får jeg en klar fornemmelse af, at folk kan synes, det underligt eller endda ulækkert. Lige, når jeg bliver konfronteret med det, kan jeg godt synes, det er svært at finde fodfæste og skulle gå ind og forsvare min beslutning, selvom jeg egentligt hviler hundrede procent i mit valg. Men derfor kan det godt være ubehageligt, at folk skal kommentere det på den måde. Jeg synes, det er det mest naturlige i verdenen, og amning giver så meget godt til mit barn i form af tryghed og nærvær, siger Lisbeth Bakholdt Christensen.

Amning eller flaske: Et ømtåleligt emne

Måden vi ernærer vores børn på er bare et ømt emne. Men hvorfor er det, det er sådan? Hvorfor blander vi os i hinandens måde at gøre tingene på? Og hvorfor føler vi os ramt eller misforstået, når først snakken går?

– Når måden, vi ernærer vores små børn på, er et ømtåleligt emne, så er det et udtryk for, at vi har at gøre med noget af det mest følelsesbetonede, der findes, nemlig at være en god mor, forklarer børnepsykolog Litte Frehr og fortsætter:

– Det er alle mødres ønske, at være den bedste mor. Rent biologisk aktiveres der med barnets fødsel en række hormoner, som skal vække vores følelser for det lille barn. Når de følelser er vakt, er vi altså også sårbare overfor kritik omkring måden at være mor på. Yngelplejeinstinktet er et af de allerstærkeste instinkter vi har.

Kun selvopretholdelsesinstinktet er måske stærkere end yngelplejeinstinktet forklarer hun.

– Det ligger latent i os at passe på vores børn for alt i verden, og derfor rammer det os også hårdt, når vi føler, at nogen direkte eller indirekte siger, at vi ikke gør det godt nok, siger Litte Frehr.

Amning – en målestok for din succes som mor

Men at moderskabet er en sårbar affære forklarer ikke, hvorfor vi kvinder har tendens til at være efter hinanden. Sommetider påtaler vi hinandens valg, andre gange hævder vi blot vores egne på bekostning af det modsatte. Sådan går det for sig, at flaskemødre ofte føler sig som en slags b-mødre, og langtidsammende som en art særlinge og at mange derimellem bare føler sig beklemt. Spillereglerne, som vi ubevidst kører efter, skal findes i tidens samfundsnorm, mener børnepsykologen:

– Vi har nogle samfundsdefinerede målestokke, som vi måler ud fra, om vi er gode mødre. En af dem, som jeg ser, har vokset sig særligt stærk, er amning. Der er sket en holdningsændring over de sidste mange år til, at man i dag siger ”amning frem for alt”, og det understøttes af læger, jordemødre og sundhedsplejersker. Og det store fokus på, at amningen skal i gang, og er det absolut sundeste for barnet, er med til at gøre det til en slags succesparameter for moderskabet, som kvinder måler sig selv og hinanden på. Jeg synes, det er smadder ærgerligt. Det ér altså ikke det eneste, der afgør, om man er en god mor, siger Litte Frehr.

For 150 år siden så målestokken anderledes ud. Her var det eksempelvis et udtryk for succes, at man havde råd til at hyre en amme til at give sit spædbarn mad.

– Det er samfundssynet på spædbarnsernæring, der ændrer sig, ikke biologien, siger Litte Frehr.

Amning eller flaske: Det vigtigste er trivsel

Amningen giver spædbarnet to vigtige, overordnede ting: Ernæring og kontakt. Men begge dele kan også fint gives ved flasken.

– Amning er rigtig godt og sund for det lille barn, men evaluering og anbefalinger i dag hviler også høj på lægevidenskaben alene. Vi fokuserer meget på, hvilke helbredsmæssige forskelle, der er ved at amme og give flaske. Min hypotese er, at hvis vi havde nogle flere sociologer, psykologer og pædagoger til at dokumentere mor-barn-kontakten, så tror jeg, at vi ville få et mere nuanceret billede af, hvor utrolig vigtigt det også er, at man hygger sig og har det godt med at give sin baby mad, og det faktisk betyder rigtig, rigtig meget for børnenes trivsel på den lange bane, siger Litte Frehr.

Mors trivsel og glæde i kontakten giver en bedre anknytning og nærhed mor og barn imellem, end hvis mor ikke trives med amningen. En glad mor, der ammer, og en glad mor, der giver flaske, er altså lige gode mødre, mener børnepsykologen.

Ingen skam, tak!

Netop fordi Lisbeth Bakholdt Christensen selv følte sig letpåvirkelig og savnede støtte, da hun som førstegangsmor opgav amningen, før ønsket, så blander hun sig gerne i debatten i dag. Men hun vil gerne appellere til, at man skal gøre det uden at kaste skam over hinanden, hvis man deltager.

– Jeg synes, det er helt okay at vælge flasken, hvis det ikke kan være anderledes, men jeg synes, det er helt vildt ærgerligt, hvis det sker på baggrund af forkert vejledning og kommentarer fra mennesker, som dybest set er uvidende omkring amning. Jeg ville ønske, der var nogen, der havde prikket mig på skulderen dengang og sagt: ”Hey – du skal ikke lytte til alt det dér. Det er okay at gøre, som du synes er bedst for dit barn”. Men det er klart, at man skal gå til det med åbne spørgsmål og ikke med fordømmelse, for kommentarer bliver også nemt modtaget hårdt, siger Lisbeth Bakholdt Christensen.

Susanne à Steig vil hellere være fri for kommentarer på området. Hun kan bedre se mening i at spørge hinanden til råds og dele viden, end at kommentere hinandens valg og adfærd. 

– I bund og grund tror jeg, at hele debatten amning overfor flasken hviler på en utrolig stor sårbarhed. Vi vil jo allesammen bare det bedste for vores børn. Jeg ville i virkeligheden ønske, at debatten kunne stoppe. Hvis vi bare kunne vedtage, at vi alle sammen gør vores bedste. I dag har jeg forliget mig med, at jeg er flaskemor, men jeg gad stadig godt, at folk ville lade være med at kommentere på det. Det irriterer mig, at det skal være nødvendigt. Det ville også være ret underligt, hvis jeg, hver gang jeg så en mor, der ammede, sagde: ”Ej, hvor fedt for dig, at du kan amme! Det må være så nemt og rart.” Det har jeg aldrig hørt nogen sige, afslutter hun.