Ankerstjerne: ”Hvis bare jeg kunne kramme selvværdet ind i hende"

Lars Ankerstjerne havde kun været far i få dage, da det gik op for ham i hvor høj grad, den nyerhvervede rolle har fået hans indre hulemand til at stikke sit brølende hoved frem. Han og kæresten, Lise Koefoed, var netop kommet hjem fra hospitalet og skulle på én eller anden måde finde ud af, hvordan den nybagte mor, som i to uger kun havde sovet omkring 40 minutter hver nat, kunne få lukket øjnene.

Søvnmanglen havde i stigende grad fået hende til at ligne en bokser, med blodsprængte øjne og hævede kinder, og Lars Ankerstjerne kunne nærmest se hendes IQ rasle ned dag for dag. Hun skulle sove. Men det var svært. For deres lille baby fandt kun hvile på brystet af sin mor, og dér turde det dugfriske forældrepar ikke lade hende ligge og boble uovervåget, med risiko for overophedning, nedstyrtning og alskens andre ulykker. Så Lars Ankerstjerne besluttede sig for at holde vagt. Af en eller anden grund skulle det foregå stående, illustrer han hjemme i stuen i Vanløse omkring fire uger senere.

– Jeg stod sådan her ... Lars Ankerstjerne springer op fra spisebordsstolen og stiller sig med benene let spredte og halvt bøjede og armene ud til siden, som en slags bryder eller målmand. Klar. I kampposition. – Jeg var helt spændt i kroppen, og jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig. At jeg skulle blive stående sådan hele natten?!

Men så hørte jeg pludselig nogen rode rundt nede ved hoveddøren. Lyden kom fra en indbrudstyv, som prøvede at lirke hoveddøren op, men inden han kom så langt, måtte han sande, at han havde valgt det helt forkerte hus at forulempe denne oktobernat. For midt i de lyssky sysler blev døren flået op, og dér stod Lars Ankerstjerne, i underbukser, fægtende med en slags kæp, han havde grebet fra entreen i farten, helt vild i hovedet, pumpet op på raseri og beskyttertrang.

– Jeg må have lignet en total psykopat, som jeg stod dér og råbte og skreg, at han skulle komme væk. Det gjorde han så. Bagefter har Lise og jeg talt om, at det var godt, at jeg ikke fangede ham, for jeg var totalt klar på at slås, fortæller han og griner højt ved tanken om den kampklare vildmand, som den normalt fredelige sangskriver, producer og nyudklækkede X Factor-dommer pludselig havde forvandlet sig til.

Småneurotiske tendenser 

Hjemme i Vanløsevillaen er Lars Ankerstjernes blodtryk faldet til ro igen efter det mentale gensyn med indbrudstyven. Han har sat sig ned ved spisebordet, og i sofaen i den tilstødende stue sidder Lise med lille, sovende Leona, som på interviewtidspunktet er fem uger gammel. Hele huset dufter af den dér nybagte familieidyl, hvor forelskelsen i det lille væsen, hinanden og livet generelt sitrer i luften, og hvor følelserne er store, nye og altoverskyggende.

Tresomheden er flyttet ind. Og indeni den nybagte far har instinkterne taget bolig. Han kan mærke det, helt fysisk, hvordan han vil gøre hvad som helst for at beskytte sin familie og sin datter.

– Alle mine far-instinkter er totalt aktiveret. Jeg føler mig som sådan en slags menneskelig mur ind mod de to dér, siger han og peger ind i stuen.

Lars Ankerstjerne er ikke typen, der tager det roligt og ser tiden an. Han frygter det værste og handler.

– Jeg er super neurotisk. Op til alle skanninger og undersøgelser har jeg været helt smadret af nervøsitet. Lise er mere typen, der siger: ’Selvfølgelig er det fint’, mens jeg tænker: ’Fuck, hvad nu, hvis det ikke er?’ Hvis Leona har en rød plet i ansigtet, som ikke var der i går, har jeg straks alle mulige sundhedsplejersker i røret, for hvad er nu det? Er det farligt?! Lise Koefoed griner inde i stuen.

– Ja, du er ret vild på den måde. Jeg er mere sådan ’tag en chill pill’. Men det er fedt, fordi for dig er alt stort og vigtigt. Der var ikke noget med at hyggesnakke inden en skanning.

Du var dybt fokuseret, og så blev du mere loose bagefter, når du vidste, at alt var godt. Lars Ankerstjerne synes, at parret er et godt match på den måde, som kærester og forældre. Én er rolig, én er mere oppe på mærkerne, og tilsammen mødes de et sted på midten. Og det er jo bare fordi, forklarer musikeren, at alt betyder så uendelig meget, nu hvor det ikke længere kun handler om ham.

– Det er nok den største forandring i forhold til før. Inden jeg mødte Lise, og inden jeg blev far, var der ikke så meget på spil, og jeg var sådan en lev stærkt, dø ung-type, der tænkte, at det da også var meget fedt at komme i Klub 27 (betegnelse for kendte artister, der alle er døde som 27-årige, red.). Jeg havde ikke så meget at tabe. Nu har jeg alt at tabe. Jeg har så meget fedt i mit liv. Os tre, vores liv sammen og alt det fantastiske, vi har. Jeg har en meget konkret følelse af, at jeg for alt i verden skal holde min datter i live, og holde mig selv i live, så jeg kan passe på hende.

Det stod ellers ikke skrevet i teksterne, at Lars Ankerstjerne skulle være far. I hans tyvere, mens livet stadig var mere rock n’ roll end ro, renlighed og regelmæssighed, de han slet ikke, han var typen, der skulle have børn.

– Jeg var ikke sikker på, at jeg kunne klare opgaven. Jeg følte, at der var en masse ting, jeg skulle have styr på først. At være menneske. At få min opvækst til at falde på plads inde i mit hoved. Jeg har egentlig haft en rigtig god barndom, men jeg er enebarn og skilsmissebarn. Jeg er vokset op på Københavns Vestegn og har set en masse ting i mit liv, for eksempel hvad det kan betyde for børn at vokse op i en familie, hvor forældrene ikke har styr på deres liv. Som musiker er jeg økonomisk afhængig af, om mit næste projekt bliver en succes eller ej, og dér skulle jeg lige have bevist over for mig selv, at jeg godt kan løfte det ansvar, det er at være forælder, fortæller Lars Ankerstjerne.

Klarsynet

Måske som en forsvarsmekanisme var han på barrikaderne over for alt, hvad der var almindeligt. Fast forhold, faste rammer og familie – det var ikke ham, sagde han til sig selv. Men så mødte han en smuk, mørkhåret skuespillerinde. De skulle lige igennem det, Lars Ankerstjerne kalder de ‘klassiske parforholdsting’. Blive uvenner, finde ud af, om de overhovedet skulle være sammen, finde tilbage til hinanden igen. Hen ad vejen blev dramaet afløst af en ny naturlighed, hvor det ikke længere skulle diskuteres, om parret ville hinanden. Og en dag vågnede Lars Ankerstjerne op og så det hele klart.

– Det ramte mig som et lynnedslag: Fuck, hun er bare en balance i mit liv. Det er hende! Selvfølgelig skal vi have nogle fucking unger! Hvad skulle vi ellers være her for?

Modsat sin kæreste har den tvivl aldrig spøgt i Lise Koefoeds hoved, afslører hun inde fra sofahjørnet. Hun kommer fra en stor familie med tre ældre søskende og seks nevøer og niecer og har altid opfattet det som stensikkert, at hun skulle være mor. Karakteristisk for hende gik hun ikke i panik over sin udkårnes tvivl. Men tog en chill pill.

– Jeg tænkte, at det nok skulle komme. Og det gjorde det jo også. Men vi joker med, at vores datter er det første spædbarn, Lars nogensinde har set. Lars Ankerstjerne griner og bekræfter. Leona er faktisk noget nær den første baby til at ramme hans sfære.

At hun gjorde det midt i optagelserne til X Factor var lidt en ubekendt, for han kunne ikke regne med, at han bare kunne holde fri. Inden far-følelserne for alvor ramte ham, tænkte han: ‘Hvis det sker, må jeg jo bare misse en dag og gå på arbejde dagen efter’.

– Som om jeg ville kunne det. Jeg har et kæmpe drive mod at være lige her, og jeg kan allerede mærke, at det er noget af det, der er vigtigst for mig som far: Jeg vil være her!

Heldigvis valgte Leona et belejligt tidspunkt at melde sin ankomst i verden. Der var en uges pause i optagelserne, og den kommende far kunne koncentrere sig hundrede procent om at være vidne til det, Lars Ankerstjerne betegner som det vildeste, der nogensinde er overgået ham. Leonas fødsel. Den var et jordskælv. Et mirakel. Alt eller intet.

– Den fødsel er det mest menneskelige, jeg nogensinde har oplevet. Det var poetisk og ophøjet og samtidig dyrisk, barskt og blodigt. Jeg tror, der var en lille del af mig, der lige til det sidste havde regnet med, at der ville komme nogen ind ad en dør med vores barn i armene og sige: Ej, det var bare for sjov, her er hun! Men vi kommer rent faktisk derfra. Vi er aber.

Lars Ankerstjerne er, som beskrevet, ikke typen, der tager det roligt, og han nåede også at blive bange i løbet af den 20 timer lange fødsel.

Hans kæreste kommenterer inde fra stuen, at selv om det var hårdt, var der jo noget liv eller død over det.

– Men det følte jeg. Jeg er nok skidt til at bedømme risiko, den mindste bip-lyd kan få mig til at blive helt panisk, og bagefter måtte jeg spørge jordemoren, om det var en normal fødsel. Det var det. Men sådan virkede det ikke for mig, fortæller Lars Ankerstjerne. Hans kæreste roser ham for, at han faktisk formåede at være ret cool udadtil. Han coachede, heppede og serverede saftevand mellem veerne – lige hvad hun havde brug for. Men hun kunne også mærke, at det var hårdt for ham.

– Jeg nåede faktisk at have medlidenhed med dig, siger hun. Lars Ankerstjerne slår en kæmpe latter op. Hvad han måtte udholde, er jo intet i forhold til hende, der kæmpede sig igennem 20 timers veer.

– Ej, det er virkelig sjovt. Hvor er du sød, siger han.

Lykken i en ble 

Han genkalder sig øjeblikket, hvor toppen af datterens lille hoved kom til syne. Lige pludselig var hun der, helt surrealistisk. Lå dér og var et sekund gammel. Han klippede navlestrengen og var far, helt inde i hjertet. Inden Leona kom til verden, havde parrets snakke gået på det mere filosofiske. Hvem mon hun var, og hvem mon de ville være som forældre. Det var ligesom ikke relevant dér i den helt spæde start, erfarede de.

– Jeg kan huske den første nat, hvor vi stod med hende ved puslebordet og svajede af træthed. Vi kiggede på hinanden … hvad gør man egentlig? Skal vi skifte hende nu, eller? Så gjorde vi det. Det hjalp lidt, at Lise rent faktisk havde skiftet en baby før, siger musikeren.

Ren ble – tjek

Men så kom næste bekymring. Kunne man bare regne med, at hun trak vejret helt af sig selv, uden at nogen holdt øje?

– Det virkede som en helt sindssyg tanke, at vi skulle lægge os til at sove alle tre på samme tid. Så vi lavede et skema: Du tager en time, og så gør jeg. Men det var jo helt håbløst, og så sov vi bare. Familien er stadig i det lavpraktiske mode. Dér hvor alt handler om amning, søvn, øjenkontakt. Hvor lykken er en ble med et passende indhold eller en højlydt bøvs efter et veloverstået måltid.

– Man har denne her forestilling om, hvordan man skal stimulere hendes intellekt. Og så står man dér og har lange samtaler om afføring og bliver sådan helt ‘jaaaaa!’, når den har den rigtige farve, eller hun bøvser. Jeg tror aldrig, jeg har oplevet at blive så oprigtig glad for så lidt. Men det handler jo om, at så ved man, at hun har det godt.

Man skal spørge pænt

Glæden ved at se den lille dame glad og veltilpas har også betydet, at det ikke har været så svært at vænne sig til den behovsudsættelse, der følger med rollen som forældre. Ude i køkkenet står en kande kaffe fra i går. Den nåede parret aldrig at drikke, for først skulle der skiftes, trøstes, bøvses, puttes, og forfra én gang til, og så gik dagen med det. Kaffen kan laves igen i morgen, men det kan være belastende for et parforhold, når den personlige tid pludselig er lig nul, og den ene har et barn klistret på sig konstant og reelt mister sine armes brug.

Der er enighed i stuen om, at den højere grad af afhængighed af hinanden egentlig er dejlig. Når man lige har vænnet sig til den.

– Det er fedt, at vi bliver nødt til at hjælpe hinanden med at få det hele til at køre. Men vi har skullet lære, hvordan vi giver udtryk for vores behov på en god måde. Altså, ‘det kunne være dejligt, hvis du hentede saft’. I stedet for ‘HENT SAFT!’, griner Lars Ankerstjerne. De indrømmer også at have haft de obligatoriske natlige diskussioner om, hvem der har sovet hvor meget. Men generelt har de taget et valg om at gå med overskuddet, forklarer Lise Koefoed.

– Vi har mest bare været sammen om at have det hårdt.

Det er også en overlevelsesting, for det bliver bare sjovere, når vi bakker hinanden op i stedet for at hakke på hinanden. Lars Ankerstjerne er enig. Og synes heller ikke rigtig, der er tid eller plads til skænderier, når man skal lære at være forælder og at klare de helt basale ting omkring en nyfødt. Ting, som ser så lette og idylliske ud på Instagram men er overraskende svære i virkeligheden.

– Man er så meget i alarmberedskab i de første uger. Jeg er forundret over, hvor skrøbeligt og hårdt det er. Vi har haft en helt normal fødsel og har fået et helt normalt barn og alligevel gennemgår man tusind følelser og tvivl hver eneste dag: Hov, nu siger hun mange lyde, er hun okay? Og dagen efter: Nu siger hun ikke så mange lyde, er hun okay?!

Far skal lave penge 

Af frygt for nemesis tør Lars Ankerstjerne næsten ikke sige det, men vover alligevel at antyde, er der er kommet lidt mere rytme og stabilitet over familien. Han kan gå på arbejde med en god fornemmelse i maven om, at der er styr på det derhjemme. Heldigvis ligger optagelserne til X Factor i klumper af tre dage, så han har stadig mulighed for at dyrke babyboblen resten af ugen. At tage på arbejde er ikke svært, synes han. Både fordi den nybagte mor har god støtte af sin familie, og fordi hans forsøger-gen er sparket i hyper-drive.

– Allerede mens Leona blev født, tænkte jeg: Far skal ud at lave penge! Jeg er en provider-type, og jeg kan bare mærke, hvor vigtigt det er for mig at skabe nogle gode rammer om hendes liv. Jeg tænker 17 år ud i fremtiden: Hvad nu, hvis hun skal gå på en bestemt skole eller har brug for behandling på et privathospital? Det skal der være råd til. Han understreger, at det ikke handler om at skaffe valuta til et liv i luksusklassen. Men at der skal være en tryghed. Styr på det. Det kan den neurotiske side af Lars Ankerstjerne stadig frygte, at der ikke er.

– Jeg har været nødt til at holde op med at se Luksusfælden, for det ligger til mig at være bange for, at det skrider. Jeg har set mange på overførselsindkomst i min opvækst, og selvom der ikke manglede noget økonomisk hjemme hos mig, kunne jeg se, at det bare ikke er sjovt ikke at have råd. For en udefrakommende ser det dog ud til, at der er ret godt tjek på tingene hjemme i den nyistandsatte villa. Der er langt fra den ungkarle penthouselejlighed, som Lars Ankerstjerne engang forestillede sig var meget ham, til de småsprodsede vinduer, stuklofterne og villavejen i forstaden, der er blevet hans virkelighed. En virkelighed, der i den grad bekommer ham.

– Jeg kan mærke, hvor meget jeg har brug for familielivet. Også i forhold til at være forretningsmand, performer, entertainer. At komme hjem i denne her babyboble er så meget federe end alt andet i mit liv. Det giver et perspektiv, også i forhold til X Factor. Jeg tror hurtigt, man kan lade sig rive med af cirkusset, så det kommer til at fylde hele tilværelsen. Men nu ved jeg, at der er noget, der er så meget større. Jeg har også fået en arbejdsmæssig ro, for når noget kan være så vigtigt, hvad er der så at være nervøs for? Nu glæder Lars Ankerstjerne sig til at finde ud af, hvem hans datter er.

Mens hun var inde i maven, lovede han hende alt muligt. At de skal rejse sammen, opleve verden. Være kreative, læse de bøger, han husker fra sin egen barndom, som Bjarne Reuters Os to Oscar, for evigt. At han har valgt en kreativ levevej, tilskriver han til dels, at hans egne forældre sørgede for at åbne en hel verden for ham gennem bøger. Men mest af alt håber han, at han kan give sin datter et stærkt selvværd.

– Hvis bare jeg kunne kramme selvværdet ind i hende. Jeg tror, at hvis man hviler i sig selv og har en ro, så er man ikke så tilbøjelig til at ryge ud i dumme ting. Det vil jeg gerne give hende, siger musikeren. Inden han når så langt, er det faktisk omvendt: Leona har givet sin far den ro, han har søgt.