Anne Laxholm om dengang hun blev mor: ”I dag tænker jeg, at vi skulle have prioriteret anderledes”
Da Vild med dans-dommer Anne Laxholm i 1989 blev mor til datteren Lisamaria, ville hun ønske, at hun havde prioriteret anderledes, end hun gjorde. Det fortæller hun blandt andet i et stort interview i denne uges Hendes Verden.
Året var 1989, da danser Anne Laxholm og hendes mand og dansepartner Hans Henrik blev forældre til en lille pige. De boede sammen i London og havde begge godt gang i karrieren. Derfor var det svært for Anne Laxholm at skulle sætte sin karriere på pause og bruge lang tid på at være på barsel.
- Vi havde et firma i London, og det skulle passes, så jeg havde Lisamaria med i en moseskurv, fortæller den nu 66-årige dansedommer i et stort interview med Hendes Verden.
Derfor varede hendes barsel kun seks uger, og derefter var hun hurtigt tilbage i arbejde – denne gang med sin datter i armene, fordi hun var overbevist om, at hun sagtens kunne passe både arbejde og en lille ny på samme tid.
- Men sådan en lille størrelse er krævende. Hun skreg i vilden sky, og hvis jeg var optaget, og en af de ansatte tog hende op, fik jeg dårlig samvittighed og var bange for, at Lisamaria skulle tro, at en anden var hendes mor. Al den stress, der fulgte med, er den væsentligste grund til, at vi ikke fik flere børn, siger hun og understreger:
- I dag tænker jeg, at vi skulle have prioriteret anderledes.
Fra karrierekvinde til livsnyder
I dag er Anne Laxholms datter blevet voksen, og de bor begge i hjemlandet Danmark. Det store ambitionsniveau har ikke ændret sig for danseren, der netop nu er i gang med at optage sin 15. sæson af Vild med dans, og som samtidig driver et dansestudie sammen med sin mand.
Hun kan ikke rejse tilbage og ændre sine prioriteringer dengang i 1989, da hun blev mor, men til gengæld husker Anne Laxholm nu at værdsætte de gode øjeblikke, hun har i sin hverdag.
- Jeg har to favorittidspunkter. Det ene er om morgenen, når jeg står op klokken cirka 7.30 og får dagens første kop kaffe. Det er sådan en magisk lille stund, og kort efter er jeg klar til et slag kort med Hans Henrik. En del timer senere kommer mit andet yndlingstidspunkt, og det er, når jeg kommer hjem fra dansestudiet om aftenen. Træt, men med en god følelse i hoved og krop slutter jeg dagen med stille hygge i sofaen med en serie på enten Netflix eller HBO, siger dansedommeren.
Anne Laxholm sammen med datteren Lisamaria (Foto: Michael Stub).
Læs hele interviewet med Anne Laxholm i Hendes Verden, nr. 42, 2018. Her fortæller hun blandt andet om sin store kærlighed til dans, og at hun håber at ende sine dage ”midt i en quickstep”.