Mads indledte sit liv med ni måneder på sygehuset: ”Dét gav lige et kick til mig som mormor”
Treårige Mads indledte sit liv med ni måneder på sygehuset. Men den voldsomme start har givet ham og hans mormor et tæt forhold.
Da min datter valgte at blive mor alene, sagde vi, at vi ville bakke hende op. Det har vi gjort. Jeg var med til fødslen og så dette her ekstremt lille menneske på 520 gram blive født – det er et mirakel, at han i dag er sund og rask.
Jeg troede, jeg bare skulle med til fødslen og hjem igen. Men min datter måtte indlægges, en måned før hun fødte, fordi hun havde smerter og blødte. I uge 24 havde hun veer. Hun blev fyldt med medicin, der skulle lunge- og hjernemodne barnet, og kom med specialtransport til Skejby med udrykning, mens hun styrtblødte. Jeg fulgte efter i bil. Det var kaotisk. Tre dage efter fødte hun. Det viste sig, at moderkagen havde været løsnet og inficeret.
Mads blev født i sejrskåbe, omsluttet af fosterhinden, og var det fineste, smukkeste lille gennemsigtige barn. Jeg var bekymret for, hvad jeg fik at se, men der var negle, øjenbryn og det hele. Han var bare så lillebitte. Jeg fik lov at røre hans hånd, og hvis jeg tog min lillefingerspids, fyldte den hele hans håndflade. Jeg mærkede en kæmpe varme.
Mads blev nøddøbt, fordi han glemte at trække vejret. Det var smukt og respektfuldt. Min datter gemte sig grædende ind mod mig, fordi hun var så bange for at miste ham, men heldigvis gik det opad derfra. Han blev født under corona, og derfor var jeg den eneste, der fik lov at se ham i de første måneder. Det gav lige et kick til mig som mormor.
De første seks uger lå han i respirator. Bagefter fik han C-pap, der hjalp med at trække vejret. Han havde slanger og ledninger omkring sig og fik sondemad. I starten boede jeg på sygehuset tre-fire døgn ad gangen. Men min far blev syg og døde syv uger efter Mads’ fødsel, og samtidig skulle jeg tage mig af min mor. Min far nåede aldrig at se Mads. Da han døde, sagde min søn: ”Nu tog morfar sit sidste åndedrag, og det er sendt ned til Mads, så nu skal han leve.”
Min datter og Mads var indlagt i ni måneder. Først da han kom hjem, var jeg sikker på, at han overlevede. Der var vagt på hele døgnet, og slanger og ledninger blev først taget af ham, da han var 16 måneder.
Jeg ser Mads mange gange om ugen. Jeg er måske ude at gå med hunden og går lige derop to timer. Nogle gange bliver min datter hos os med Mads hele dagen. Han er en solstråle, og han har humor. Forleden ramte han mig ved et uheld, og jeg lod, som om jeg græd. Så kiggede han på mig og sagde: ”Mormor snyder.”
I går mødte jeg min datter og Mads, og så kommer han løbende og råber ”mormor” med armene ud til siden. Det er da pragtfuldt! Det selv om vi havde været sammen få timer inden. En anden episode var, da min yngste datter, der bor i Tanzania, var hjemme. Da hun skulle rejse, lænede Mads sig op ad hende og sagde: ”Elsker dig.” Vi stortudede.
Det hyggeligste er dagligdags ting. Hvis jeg siger, at nu skal jeg vande blomster, siger Mads: ”Hjælle!” Og så hjælper han. Vi har bagt pandekager og plukket jordbær. Om sommeren skal han finde tomater og agurker i vores drivhus.
En bekendt sagde, at man næsten burde ønske, at et for tidligt født barn gik til – med alle de komplikationer, der ofte er. Jeg kan godt sige dig, at jeg ikke én eneste gang har ønsket det. Vi er en familie, der i forvejen har været meget igennem. Så det her skulle vi også nok klare. Jeg er stolt af, at det er gået så godt. Og pavestolt af, hvor godt min datter har taklet det.
