Sådan hjælper du din baby, når tænderne er på vej
Den første tand kan gøre meget ondt. Her får du viden om tandfrembrud og gode råd til, hvordan du dulmer smerterne, når baby har ondt på grund af tænder.
Denne artikel er oprindeligt udgivet d. 22. januar 2009. I samarbejde med Tandplejen i Hvidovre Kommune samt overtandlæge Kristine Thorlacius er artiklen opdateret af Lea Holdgaard Hansen.
Ligeså stort det kan opleves for os som forældre, når den første tand viser sig i munden på vores baby, ligeså irriterende kan det føles for den lille, når tanden bryder frem af gummerne. Baby savler, hun vil putte ting i munden hele tiden, og af og til kan hun også have problemer med at spise.
De første mælketænder kan vise sig allerede, når baby er fire måneder. De viser sig som regel i seks-syvmånedersalderen, men for nogen går der længere tid, og tænderne gemmer sig helt, indtil barnet er op mod halvandet år. Nogle børn er født med en tand, men dette er meget sjældent.
De to midterste fortænder i undermunden kommer som regel først, mens de sidste mælketænder, der dukker op, er de bagerste kindtænder. De viser sig oftest mellem barnets et og tre års fødselsdag. Mælketandsættet består i alt af 20 tænder, og det er meget sjældent, at børn mangler nogle af dem.
Tegn på at tanden er på vej
Lige før en tand bryder frem, bliver gummen normalt hvid og føles lidt hård, og ved kindtænderne kan gummen også blive lidt knudret. En rød eller blålig, hævet og irriteret gumme kan også være tegn på, at en tand er ved at bryde frem.
Nogle læger mener, at det skyldes en lokal betændelsestilstand, når gummerne og tandkødet omkring den kommende tand bliver rødt og irriteret. Andre hælder til, at det er bakterier fra mundhulen, der trænger ind gennem den lille frembrudsåbning og kan være medvirkende til barnets symptomer.
Som sagt er det ikke altid nemt at være baby med tandfrembrud. Og udover spisebesvær og kløe på gummerne, kan irritabilitet, søvnløshed, diaré og rød numse være tegn på ondt for tænder, som man kalder det.
Barnet kan også få let feber, men er temperaturen over 38 grader i mere end ét døgn, skyldes det aldrig tandfrembrud. Så er det tegn på anden sygdom, og I bør konsultere lægen.
Gode råd mod smerter ved de første tænder
Når dit barn græder og pylrer, fordi det er ved at få tænder, bør du selvfølgelig trøste lidt mere end sædvanligt og pusle det oftere, hvis generne består i rød numse og diarré. Før i tiden har man anbefalet at give barnet lidt kamillete, for eksempel i sutteflasken, da dette kan virke beroligende, men på grund af det uønskede stof PA, anbefaler Fødevarestyrelsen i dag (2020), at babyer og små børn under tre år ikke indtager kamillete. Generelt anbefaler tandlægerne ikke andet en vand og mælk i sutteflasker.
Kløe og irritation af gummerne kan til dels afhjælpes med en bidering, som virker bedst, hvis den har ligget i køleskabet. Og også køleskabskolde agurker kan være gode for barnet, når de ømme gummer skal gnubbes. Men husk, at du ikke må give det lille barn mad eller ting, der har ligget i fryseren. Og selvom man gerne vil smertelindre sit lille barn, bør du aldrig give smertestillende til et barn under to år uden at have talt med lægen først.
Der findes lokalbedøvende salve og gel, som fås i håndkøb og kan smøres på gummerne for at dulme. Disse produkter anbefaldes dog ikke af tandlægerne, da mængden kan være svær at dosere og barnet risikerer at sluge cremen.
Kilde: Overtandlæge Kristine Thorlacius og Tandplejen i Hvidovre Kommune