De fleste babyer elsker vandet – og elsker at være tæt sammen med mor eller far i øjenhøjde. Her er 7 gode øvelser, I kan lave sammen til babysvømning.
Babysvømning kan være sjovt for både dig og din baby. Og allerede når navlen er lægt og barnet vejer fire kilo, kan I kaste jer ud i bassinet i svømmehallen. Tumlen rundt i vandet er nemlig en god mulighed for at skabe nærhed og kontakt – og de syv øvelser, du kan se ovenfor, har især dét i fokus.
Øvelserne er fra bogen ‘Babysvømning – med relation i fokus’ af Ulrika Færch, der er familierådgiver og har undervist forældre og børn i babysvømning i mere end 20 år. Forlaget Faerch Publishing, 249 kroner på saxo.dk.
2. Grundposition på ryggen
Hold dit barn tæt ind til dig med den ene hånd på baghovedet og den anden under numsen. Læg barnet ned i vandet, ligesom du ville lægge ham på puslebordet. Før dine hænder, så barnet ligger med siden til foran dig. Når dit barn ligger trygt og afslappet, kan din hånd, som støtter under numsen, sænkes dybere ned i vandet, så barnet selv flyder, og du kun støtter hovedet. Hvis barnet bevæger sig, så følger du med i hans svømning.
gallery8billeder
3. Vuggen
Barnet hviler med sin ryg på dine underarme og har sine fødder mod din brystkasse. Hovedet hviler i dine rundede håndflader. Her kan du roligt vugge din baby frem og tilbage i vandet. Det er en god måde at holde om et meget lille barn på, eller når barnet bare er træt eller vil hygge sig lidt sammen med den voksne. Det er også et godt alternativ for et barn, der ikke med det samme føler sig tryg ved at ligge på ryggen.
gallery8billeder
4. Sandwich med vending
Du placerer din ene hånd, så dit barn kan hvile på brystet udelukkende på din hånd. Den anden hånd hviler på barnets ryg. Vupti, så har du en lille babysandwich. Dine fingre peger ned mod benene. Du kommer godt ned i vandet, med skuldrene i vandoverfladen, mens dit barn ligger på maven.
…halvvejs rundt
Sandwichen er god at bruge som støtte og udgangspunkt, når du skal vende barnet fra ryg til mave eller omvendt. Med udgangspunkt i sandwichen vender du dit barn langsomt fra mave til ryg. Samtidig følger du selv med i bevægelsen ved at rejse dig op og komme ind over barnet. Armen, hvis hånd hviler på dit barns ryg, støtter dit barns hoved gennem hele vendingen. Når dit barn til sidst ligger på ryggen, står du, så du har ham lige foran dig, og I kan kigge på hinanden.
Trin A og B
gallery8billeder
… og hele vejen rundt
Når den lille ligger trygt og afslappet, kan hånden på maven flyttes væk eller bruges som hjælp til at flytte den anden hånd, der ligger under ryggen, op under hovedet. Du kan støtte under hovedet eller under skulderbladene. Ved at støtte under skulderbladene er hovedet frit, og dit barn får mere stimulering af balancen. Gennem hele vendingen giver du dit barn mulighed for at have øjenkontakt med dig.
Tip! Når dit barn kender bevægelsen i at vende og selv tager initiativ, kan du begynde at lade det vende sig selv.
Trin C
gallery8billeder
5. Skulderflyd
Lad din babys baghoved få hvile på din skulder eller bryst. Du står på bunden og læner dig lidt tilbage, så den lille halvsidder eller ligger i vandret position. Syng en lille sang, eller tal og hyg sammen. At ligge og hvile på din skulder kind mod kind er også en måde at flyde på ryggen på, der samtidig byder på en masse nærhed og kropskontakt. Denne øvelse kan hjælpe dit barn, hvis det ikke med det samme slapper af og nyder at ligge på ryggen, eller han er blevet ældre, og oprejsningsrefleksen udfordrer ham i at blive liggende. Når din lille hviler på dig, kan du få begge hænder frigjort til at svømme eller bruge din ene hånd til at holde om dit barn.
gallery8billeder
6. Kitesurferen
Stå, så du kan holde balancen, og lad dit ene lår fungere som en platform, hvorpå barnet hviler på ryggen. Du tilbyder dine tommelfingre for din lille at holde fast i. Støt evt. med de resterende fingre på den lilles baghånd. Sænk ‘platformen’, og lad dit barn flyde selv, mens han holder i fingrene. Giv dit barn en surftur i vandoverfladen. Når barnet bliver ældre og stærkere i nakke- og rygmuskulatur, vil den rygliggende position blive afløst af en mere lodret stilling, og I kan svinge frem og tilbage gennem vandet. Hos et lille barn på under seks måneder vil griberefleksen ofte være aktiveret. Dit barn har et fast tag om dine fingre, men du kan ikke helt stole på stabiliteten i grebet, så derfor er det en god ide at være klar til at gribe hånden, hvis grebet skulle løsnes. Når dit barn holder et bevidst tag og er tryg ved at dykke, kan du udvide øvelsen ved at undlade at holde fast og dermed give dit barn frihed til at vælge at slippe og dykke ned i vandet.
(For de lidt mere øvede)
gallery8billeder
7. Flyde næsten eller helt selv
Dit barn ligger på ryggen, og du støtter under hovedet. Sørg for god kontakt eller bare, at du ser, at den lille føler sig godt tilpas på ryggen. Gradvist mindsker du støtten, hele tiden i samarbejde med dit barn, så du kan se og mærke, at han har balancen og er koncentreret og aktivt med. Hvis du kan mærke, at han flyder selv, så tager du langsomt dine hænder ud til siderne, så dit barn til sidst flyder helt selv. Den mindste bevægelse gør, at der kan skylle vand ind over barnets ansigt, eller at han mister balancen – så vær helt rolig.
(For de lidt mere øvede)
gallery8billeder
1. Grundposition på maven
Dit barn ligger på maven og hviler på dine hænder. Buk dine håndled, så dit barns hage kan hvile mod dine håndrødder. Det vil fungere som støtte til hovedet, hvis dit barns halsmuskler endnu ikke er stærke nok til at holde hovedet. Sænk dine skuldre ned i vandet, så I er i øjenhøjde.
Bevæg dig stille bagud i bassinet, så dit barn svømmer fremad. Er dit barn lidt større, med stærkere muskler i ryg og hals, og holder han selv hovedet, tilpasser du måden at støtte på, ved at hænderne holdes længere nede på brystkassen. Du kan også variere din støtte ved kun at have én hånd under brystkassen. Så har du også en hånd til at plaske med eller tage fat i et stykke legetøj.
Tip! I skal begge lige vænne jer til vandet, så start med de letteste øvelser.
(8 billeder)
Faktaboks
Relationen i fokus
Babysvømning handler ikke om at barnet skal præstere eller grine sig igennem alle øvelserne. Det handler om, at I skal lære hinanden bedre at kende. Barnet finder grænser, tolker signaler, bliver tryg og modig og oplever, at alle følelser bliver taget alvorligt af mor og far. Samtidig bliver I klogere på jeres barn. Sidegevinsten er, at barnet kommer til at gebærde sig som en fisk i vandet.
Kilde: Ulrika Færch i bogen ‘Babysvømning – med relation i fokus’