Bamselægen aka Sandra Meinich Juhl: "Ved at tale om sygdom kan vi afdramatisere det"

Når danske bamsebjørne kommer galt af sted, rykker Bamselægen ud i sin Bamselance. Til daglig arbejder Sandra Meinich Juhl som børnelæge på Herlev Hospital, men i sin fritid kurerer hun bamser, der døjer med alt fra mellemørebetændelse til brækkede knogler, på DR Ramasjang.

Sammen med bamsernes ejermænd, børnene, trækker hun i kitlen og undersøger alt fra øgler til kænguruer fra snude til halespids. Sommetider skal bamsen have tjekket sin temperatur på Bamsometeret, have taget en blodprøve eller en tur igennem Bamsescanneren, før der kan stilles en diagnose.

"Efterhånden kan jeg konstatere, at man scanner bamser lidt oftere, end man scanner børn, griner Sandra Meinich Juhl og fortæller, at de nuttede plysdyrs tilstedeværelse tager brodden af den nervøsitet og frygt, mange børn har over for sundhedsvæsenet."

"Som barn kan det være lettere at spejle sig i en bamse, for den er et sødt og hyggeligt symbol, som virker beroligende, siger Sandra Meinich Juhl, der i programmet får hjælp af Professor-Allan og Portør-Ole, der er hypokonder og vist nok også lidt forelsket i Bamselægen."

"Når børnene en dag selv møder sundhedsvæsenet som patienter, er mit håb, at de tænker: “Det her er jeg tryg ved, for jeg ved, hvad der skal ske, så det kan jeg sagtens klare.” Jeg tror også på, at hvis man interesserer sig for sin krop, så har man også lyst til at behandle den ordentligt, dyrke noget motion og lade være med at begynde på sådan en farlig ting som for eksempel at ryge."

I de første sæsoner af Bamselægen ender alting godt. Bamserne får gips på armen, lappet hullet i baghovedet eller bliver sendt hjem på penicillinkur. Men sådan er det bare ikke altid i den virkelige verden. Der skal både børn og voksne sommetider indlægges, gennem ubehagelige operationer eller langvarige sygdomsforløb, og den virkelighed kommer sæson tre, som har premiere i juni, i højere grad til at afspejle.

"I den nye sæson kan det vise sig, at barnets bamse skal indlægges med sukkersyge. Vi ville aldrig lade et barns bamse dø eller fejle noget alvorligt, de fejler som regel noget, som børn også hyppigt fejler, til gengæld kan de bamser, vi går stuegang hos, fejle nogle lidt mere kritiske ting. Vi har for eksempel en bamse med, som har haft kræft, men som har det bedre, fordi den har fået kemoterapi, og en gammel bamse, som skal på plejehjem."

"Rigtig mange børn oplever at skulle ind og besøge en bedste- eller oldeforælder på hospitalet, fordi de snart skal dø, og så er det rart at være forberedt på, hvad der venter. Døden må ikke blive et tabu. Derfor kommer vi til at lave et afsnit med en bamse, der er meget gammel, og som vi faktisk ikke ved, hvor langt har igen.

Vi passer på den og serverer mad for den, men den vil ikke rigtig spise så meget mere. Den har levet et langt liv, og det er en naturlig del af livet, at vi skal herfra på et tidspunkt. Men der er naturligvis en masse sandheder fra sygehuset, vi ikke tager med. Vi kommer ikke til at lade en bamse dø af uhelbredelig kræft. Det skal ikke ende sørgeligt, og det skal ikke være sådan, at man er skræmt, når man har set Bamselægen."

"Det er enormt vigtigt, at børn har håb, og det ville vi aldrig tage fra dem. Det er meget små børn, så vi gør alt for at pakke det ind i et trygt og roligt setup. De skal stadig leve i en eller anden tro på, at de voksne har styr på det. Ved at tale om sygdom kan man afdramatisere den", mener Sandra Meinich Juhl.

Langt de fleste sygdomme kan man jo faktisk blive helbredt for. Selv kræft, som mange børn har hørt om og frygter.

"Vi lægger meget vægt på at tale om, at bamserne bliver raske igen. Lige nu er det ikke så rart, men med den her medicin får bamsen det bedre. Og så må den både se fjernsyn og spise slik, når

den kommer hjem. Lige for tiden står vi i den særlige situation, at vi kæmper mod en fælles fjende. I foråret lukkede en lumsk virus nemlig Danmark og resten af verden ned med et fingerknips, og siden da har hverdagen set noget anderledes ud. Det efterlod mange børn med ondt i maven – og en masse uafklarede spørgsmål."

"Børn fornemmer godt, når de voksne hvisker om noget, er utrygge eller bekymrer sig, og så bliver det meget mere uhyggeligt oppe i deres hoved, for så begynder de at forestille sig alt muligt grimt. Derfor besluttede vi os for at lave et særafsnit, hvor jeg viser, hvordan man vasker sine hænder grundigt, og fortæller, hvorfor lægerne ser lidt mærkelige ud lige nu med masker og rumdragt på, hvordan det føles at være syg med en virus, og at coronavirus slet ikke er så farlig, når man er barn", siger Bamselægen, der ofte bliver genkendt på sine vagter på børneafdelingen.

Dagene er indimellem hektiske, men hvis der er tid, hilser Sandra Meinich Juhl altid på, når hun har fået nys om, at der sidder en fan i venteværelset. For nylig havde en lille pige børnehavens vandrebamse med sig under armen på hospitalet. Da hun gik derfra, var det med en selfie med Bamselægen, som hun stolt kunne vise frem i børnehaven næste dag.

"Jeg er den heldigste i hele verden. Det er ikke kun børnene, der får en god oplevelse, når de hilser på, giver en high five eller vil have en selfie, det er bestemt også mig."

Denne artikel er oprindeligt udgivet i magasinet Vores Børn i sommeren 2020.