Barnløs blogger: Er adoption en plan B?

Adoption er et emne, som jeg er sikker på, kan være svært, når man er i behandling for ufrivillig barnløshed. Det var det i hvert fald herhjemme, og derfor er vi gået ret forsigtigt til værks.

Snakken blev så småt åbnet for en uges tid siden. Vi var sikre på, at jeg ikke kunne være gravid på det tidspunkt, og derfor tillod vi os at gå ud og spise og drikke alt for dyre cocktails på en helt almindelig torsdag. Det var skønt og tiltrængt.

Det var mig, som smed spørgsmålet på bordet – ikke for første gang. Vi talte lidt frem og tilbage, forsigtigt og prøvende, for ikke at træde hinanden over tæerne.

Fordelingen er rimelig klar: Jeg kunne nok godt adoptere i morgen, såfremt det var en mulighed.

Selvfølgelig med en kæmpe sorg over at gå glip af både graviditet og fødsel (ja, selv sidstnævnte vil jeg gerne opleve – husk mig på det, hvis det en dag lykkes!). Og selvfølgelig med smerten ved ikke at se mine egne gener smelte sammen med generne fra manden, jeg elsker.

Men jeg kunne godt, og jeg ville komme til at knus-elske et “fremmed” barn, som var det mit eget. Sådan har jeg faktisk altid haft det, også længe før jeg vidste, at jeg måske ikke selv kunne få børn. Adoption har aldrig været en særlig fremmed tanke for mig – heller ikke selvom det er blevet sværere, efter at have været gravid to gange, uden resultat.

Vores fælles drøm lever – men hvad nu hvis?

Manden er ikke helt samme sted. Faktisk tøvede han med at tage snakken, måske fordi der herved implicit ligger en erkendelse af, at der findes en lille bitte chance for, at det aldrig vil lykkes at få vores eget.

Det er dog ikke sådan, jeg tænker, når jeg gerne vil have, at vi snakker det igennem. Jeg er ikke ved at give op på vores fælles drøm – langt fra. Jeg har bare brug for en plan B.

Jeg har brug for at være sikker på, at jeg helt afgjort ikke kommer til at leve uden at få børn – men at det i stedet snarere er et spørgsmål om, hvorvidt de bliver mine egne, biologisk set.

Hans behov er anderledes, og jeg kan godt forstå ham. Jeg tror faktisk, at han har det sådan, som de fleste ville have det i hans situation. Han vil have sine egne børn, og han har meget svært ved at forestille sig at være far på andre måder.

Måske er han også bange for, om han kan elske et andet barn ligeså højt, som han ville elske sine egne. Tvivlen er ærlig og oprigtigt, og det kræver mod at indrømme.

Dog har jeg en lille trumf i ærmet. For jeg tror at jeg kender ham bedre, end han selv gør på det punkt. Jeg kender ham faktisk så godt, at jeg slet ikke tvivler på hans evner i den retning. Han bliver en fænomenal far, uanset hvilket barn som ender med ham. Men det behøver han ikke at være overbevist om, på nuværende tidspunkt.

Snakken blev ikke afsluttet, og den kan også sagtens tåle at blive liggende i nogen tid. Der er intet ændret ved vores planer, og de næste mange måneder står uanset hvad i IVF-behandlingens ubehagelige tegn.

Jeg er slet ikke færdig med at kæmpe… jeg ville bare gerne have en livline.

Læs mere på bloggen ErduHerIkkeSnart?