Lysander og kanin

Kan man spille Uno med sin kanin? Sagtens, mener 7-årige Lysander

Frikaninerne Dalgas og Spica har et bur med hø og hygge, men vil allerhelst løbe rundt i familiens lejlighed, hvor de leger, gemmer sig og indimellem får tænderne i det forkerte.

Hvordan holder I jeres kaniner?

Laila: “Vores kaniner er engelske dværgvæddere, også kaldet Mini Lop, som er en meget rolig race, og vi har dem som det, man kalder indendørs frikaniner, hvor de tit løber rundt i lejligheden.

De har også en base, med et toilet og noget mad, men kaniner har af natur brug for rigtigt meget plads, og de kan blive helt deprimerede, hvis de bare sidder i et bur eller i et lille område af en have.

Lige nu har de også fire unger, så det kan godt blive lidt kaotisk, når de alle sammen er ude. Men kaninungerne flytter hjemmefra, når de er 12 uger.”

Hvordan er det at have kaniner?

Lysander: “Det er rigtigt dejligt. Fordi jeg kan sidde og lave alt muligt ved mit skrivebord inde på værelset, imens de render rundt og hygger. Jeg kan også finde på at spille UNO eller kort med en af dem eller med dem alle sammen, mod mig. Så lader jeg dem bare løbe rundt, imens jeg spiller. Selv om de ikke sidder på deres plads.”

Laila: “De får nogle kort, men det er ikke altid, de kan finde ud af det, vel?”

Lysander: “Nej, ved du hvad; Dalgas, som er faren, han spiser sine egne UNOkort. Nogle gange spiser han også sit eget spar es.”

Laila: “Det er ikke så godt. Du har ellers prøvet at forklare ham reglerne.”

Lysander: “Han har også ødelagt vores Google Nest.”

Laila: “Ja, vi har grundlæggende ikke de store udfordringer ved at lade kaninerne løbe frit, bortset fra én ting: ledninger. Især Dalgas kan slet ikke stå for ledninger.”

Hvordan besluttede I, at I skulle have kaniner?

Laila: “Lysander har altid haft kæledyr, så han er i god træning, men kaniner har jeg ventet med, til han havde den rette alder til at forstå deres behov og selv stå for en stor del af pasningen. Og det synes jeg går over al forventning.

Han fik lov til at få et planlagt kuld unger, fordi det er en rigtig stor oplevelse, men det er godt at have en plan, når man gør det, for kaninunger kan være svære at afsætte, hvis man ikke gør sig umage. Dalgas er nu kastreret, så han og Spica kan være frikaniner på samme tid, uden at der kommer nye, små dværgvæddere ud af det.”

Hvad spiser kaninerne?

Lysander: “Det kan jeg godt sige dig. De spiser broccoli, kål, blade og tørfoder og drikker vand. Men en af de vigtigste ting er hø. Hvis de aldrig får hø, dør de.”

Laila: “De får masser af hø. Og så bruger vi hampstrøelse til deres toilet, fordi det er meget absorberende og indkapsler lugt.”

Er kaniner renlige?

Lysander: “Kaniner er rigtig renlige, og de elsker at tisse i bløde ting. Dalgas har engang tisset igennem to lagner i min seng.”

Laila: “Man kan sagtens grusbakketræne med en kanin, ligesom med en kat. For de vil gerne have et fast toilet og er i virkeligheden meget propre dyr.”

Er der noget, de ikke kan lide?

Lysander: “Kaniner kan faktisk ikke lide at blive gået rundt med.”

Laila: “Det er rigtigt, men de kan godt lide at blive kælet for, og de kan godt lide nærhed.”

Lysander: “Når de ligger fladt ned, med begge bagben ud til siden, så betyder det, at de slapper ekstra meget af. Og de elsker mørke steder. Og huler.”

Om familien

Børn: Lysander, 7.

Forældre: Laila Lundgaard.