Oplever I søskendejalousi? Sådan håndterer I det

"Mor, hvem ville du redde ud af et brændende hus, hvis du kun kunne nå at redde én af os – mig eller lillebror?” Nogle spørgsmål kan være så overrumplende, at man ikke lige har et spidsfindigt svar parat, mens man står og streger kødpålæg og mælk af på indkøbslisten i supermarkedet efter en lang arbejdsdag. I bund og grund handler den type spørgsmål om bekræftelse, forklarer børnepsykolog Margrethe Brun Hansen.

Storesøster prøver at sikre sig, at mor og far elsker hende lige så højt, som de elsker lillebror. Formuleret af en seksårig bliver spørgsmålet bare noget unuanceret og kluntet.

"Man skal ikke tage det, de siger for pålydende, for der er jo ingen børn, der ønsker, at deres søskende bliver efterladt i flammerne. Men vi skal være klar over, at dem, der betyder allermest i et barns liv, er far og mor. At miste os er jo at miste hele deres eksistens. Det ligger dybt i os at føle os elsket, set og forstået, som dem vi er. Når man er en søskendeflok, kæmper man om mors og fars kærlighed, og man bliver jaloux på hinanden. De vil så gerne, at vi skal synes, de er de bedste på jorden, og de vil så gerne genspejles i den kærlighed. Så de kæmper meget for at blive set, og frygter at blive forladt eller fravalgt", fortæller Margrethe Brun Hansen.

Nogle af de helt åbenlyse tegn på, at dine børn er jaloux på hinanden er, at de skændes meget eller sladrer om hinanden, når de har gjort noget, de ikke må.

"Det må vi som voksne handle på. De hungrer efter vores kærlighed, så de prøver på at udkonkurrere hinanden, for så er der mere til dem selv. Det er en ubalance, som vi forældre skal prøve at udligne!", siger børnepsykologen.

Men der ligger ingen ondsindede hensigter bag, understreger familierådgiver Fie Hørby.

"Jalousi handler aldrig om, at man ikke kan unde sin bror dét, han får. Det handler om, at man selv synes, man får for lidt."

Familiens sorte får

Typisk begynder tvivlen på mors og fars kærlighed at forplante sig, når børnene er i børnehavealderen. Det er her, de finder ud af, at der er nogen, man bedre kan lide end andre, og at vi alle har en plads i hierarkiet, forklarer Fie Hørby. Jo ældre børnene bliver, jo mere komplicerede bliver spørgsmålene og dilemmaerne også.

Det er helt almindeligt, at børn på et eller andet tidspunkt vil søge svar på, hvem mor og far elsker mest, men det er op til jer som forældre at finde roden til spørgsmålet. Måske er familien blevet udvidet med en lille ny, og det har opslugt mor i sådan en grad, at storesøster føler sig forbigået. Måske går far til basketball med storebror, og det får lillebror, der ikke er særligt sportsligt interesseret til at føle sig udenfor.

En skilsmisse kan også udløse stærke følelser. Når børn oplever, at kærligheden mellem mor og far kan ophøre, frygter de, at kærligheden til dem også lige pludselig kan ende brat. Det kan også være, at I forældre uforvarende er med til at skabe nogle uhensigtsmæssige dynamikker mellem børnene.

"Når man har flere børn, kan man godt opleve, at et barn trigger én mere end et andet, og så kommer vi nemt til at være mere efter det barn. Vi skælder ud og giver dem oftere skylden. Det første barn har det med at blive meget ansvarsfuldt og samarbejdende. Det barn er god til at opfange, hvad der forventes af det, og hvad det skal gøre uden de helt store anvisninger, hvor nummer to er mere tilbøjelig til at følge sin egen vilje og gøre det modsatte af det, han skal. Det barn kan nemt blive holdeplads for rettelser, irritation og blive gjort ansvarlig for at spolere hyggen. Mange familier er tilbøjelige til at udpege et sort får og være forherligende i forhold til det barn, der gør, hvad der bliver sagt. 'Du skulle tage at være lidt mere som din søster', er en velkendt sætning, og den slags sammenligninger bruger vi tit i børneopdragelsen. Det giver lillebror indtryk af, at han ikke er god nok, som han er og kan få ham til at konkludere, at så må de elske mig mindre end mine søskende", siger Fie Hørby.

Den ubalance skal brydes, for den fodrer søskendejalousien. Som forælder er det vigtigt at udstråle lige meget kærlighed til alle hjemmets børn ved at rose og anerkende dem for deres unikke kvaliteter. Øv dig også på at forstå de signaler, dine børn udsender. Beklager det ældste barn sig over, at du altid putter lillebror, betyder det oversat fra børnesprog, at hun længes efter sin mor, og så må I ændre lidt på putterutinerne, så begge børn bliver tilgodeset, råder Margrethe Brun Hansen. Det kan også være tiltrængt at tilbringe lidt alenetid med det barn, der føler sig overset.

En lille, hvid løgn

Men hvad svarer du, når dit barn afkræver dig et svar på, hvem af dine børn du elsker mest? For et svar skal du give, understreger begge eksperter.

"Jeg siger altid, at hvert barn har et specielt hjerte, og det skal vi minde dem om. Derfor ville mit svar være: 'Jeg havde et hjerte, så fik jeg din storesøster, og så fik jeg to hjerter. Så fik jeg dig, og nu har jeg tre hjerter. Det betyder, at jeg har et hjerte for jer alle sammen'", siger Margrethe Brun Hansen.

Alle børn har brug for at føle sig særegne i flokken og blive elsket som det lille unikke menneske, de er. Det er også en af forklaringerne på, at børn lapper fødselsberetninger i sig og vil have dem genfortalt om og om igen. Det er deres helt særlige historie, som kun de har patent på. Hvis dit barn bliver insisterende og kræver mere af dig, så må du stikke hende en lille hvid løgn, hvis det er det, der skal til for, at dit svar virker overbevisende. Det handler om at give barnet det svar, det har brug for. Svaret kunne lyde således:

'Jeg kan godt sige dig, at der er ikke én, jeg redder frem for en anden. Jeg er så mega stærk, at jeg nok skal få jer begge ud. Jeg ville aldrig nogensinde lade én af jer blive tilbage alene. Jeg var den bedste til svømning i skolen, så jeg ville sagtens kunne svømme jer begge i land, hvis skibet sank'. Man må aldrig sige: 'Du er så stor, at du selv kan svømme i land, og så tager jeg lillebror på ryggen'. Måske er det netop det, der har udløst spørgsmålet. At hun er bange for, at hun ville skulle redde sig selv, fordi hun er den store, siger børnepsykologen.

Man kan også vælge at gå ærlighedens vej, hvis man ikke kan spise dem af med, at mor og far altid ville finde en måde at redde alle på, mener Fie Hørby.

"Så må man være ærlig og sige: 'Den situation kan jeg simpelthen ikke holde ud at tænke på. Det ville være det værste i hele verden. Jeg ville gøre alt, hvad jeg overhovedet kunne for at redde jer begge, og jeg kan kun håbe på, at jeg aldrig kommer til at stå i den situation'. Men svaret behøver ikke komme prompte, du kan sagtens gå og brygge lidt på det."

Imellemtiden har du her en gylden mulighed for at blive klogere på, hvad det er for nogle tanker, dit barn går og tumler med, mener eksperterne. Hvis altså du får spurgt ind til, hvorfor hun spørger, som hun gør og undgår at affeje spørgsmålet som fjollet og dumt.