mor og søn

Aldrig før har vi været mere bevidste om vores børn – men nu er en ny bevægelse på vej

Aldrig før i historien har vi vidst så meget om børn og deres udvikling. Og aldrig har vi været mere over dem for at sikre, at den ikke går skævt – udviklingen. Men nu er en ny bevægelse på vej, og den agiterer for, at vi i højere grad bør lade vores børn være. For deres skyld, men mest af alt for vores egen, for ellers risikerer vi at drukne i forældreskabet. Vores Børns journalist Eline Holm ser sammen med antropologen tilbage på sin barndom i 80’erne– og sine egne børns nu.

Som barn boede jeg på Dronningevej i Hørsholm – en række dobbelthuse fordelt på tre mikroskopiske etager med en undseelig plet græs som baghave. Rammerne var små, men for mig var det et helt kongerige.

Måske fordi jeg ikke følte mig afgrænset af hverken husets fysiske indretning eller skel til naboerne; min verden fortsatte ud på vejen, hvor alle kvarterets børn legede, og den fortsatte ned til Dronningedammen, som lå dér, hvor den hullede asfalt blev til en grussti, der snoede sig rundt om søen.

Her fodrede min søster, nabobørnene og jeg ænder med daggammelt brød, som vi hentede gratis i bagerens baglokale efter lukketid. Sådanne små udflugter brugte vi timer på. Ingen hjalp os, ingen blandede sig.

Udover at jeg husker det som enormt frit og idyllisk at vokse op på den måde (og nogle gange lidt kedeligt, for kunne vi ikke finde på noget, var det bare ærgerligt), kan jeg med mine voksenøjne se tilbage på dagene ved søen og tænke: Hvad hvis en af os var faldet i vandet? Ville mine kammerater kunne fiske mig op? Ville jeg kunne redde dem?

Den risiko var ikke noget, nogen af os skænkede en tanke dengang i 1980’erne, tilsyneladende heller ikke vores forældre, som så det som det naturligste i verden at lade os lege uovervåget. Det er bare én af de måder min egen barndom adskiller sig fra mine egne børns.

Når min søn på otte år leger ude på vejen med naboens piger, er der altid en voksen med – hvis ikke aktivt så fra sidelinjen – men hele tiden klar til at springe til, hvis nogen falder og slår sig eller en bil nærmer sig de rulleskøjtende kroppe med lidt for meget fart. På den måde eksemplificerer både min egen barndom og måden, jeg selv er forælder på, den rejse, forældreskabet har været på over de seneste årtier:

Vi er gået fra en tid, hvor forældre lod deres børn lege og udvikle sig uden særlig meget voksenindblanding – til en tid, hvor vi er involveret i alle detaljer af vores børns liv. Ikke bare når de er ude at lege, men når de skal lære at rulle fra ryg til mave, kravle, tale, læse, være sociale, dyrke sport – fortsæt selv.

For ifølge antropolog Henrik Hvenegaard Mikkelsen lever vi en tid, hvor børn er selve omdrejningspunktet i samfundet, og de mindstes ve og vel er en sag, som alles øjne er rettet imod: Politikernes, forskernes, skolernes, sundhedsvæsenets og ikke mindst forældrenes. Han kalder det børnevælde.

“Vi kan for eksempel se det ved, at alle tidens store samfundsdebatter handler om børn. Det hænger sammen med, at vi som videnssamfund har store forventninger til, at børnene skal opkvalificere os. De er velfærdsstatens fodsoldater, og de skal bære os i fremtiden."

"Det lægger et utrolig stort pres institutionerne og skolerne, men især på forældrene, fordi vi hele tiden får at vide, at det er vores opgave at forberede vores børn til at klare sig i den internationale konkurrence,” forklarer Henrik Hvenegaard Mikkelsen.

Umulige krav til forældre

Hvad der er sket, og hvilken betydning, det har at leve med børnene som verdens navle, er temaet i hans nye bog, som netop har fået titlen Børnevælde – antropologens håndsrækning til maste forældre.

I den skitserer han den virkelighed, han mener, at forældre lever under i dag, hvor vi allerede fra graviditeten kastes ud i på den ene side et forhindringsløb for at undgå alle de faldlemme, der efter sigende kan føre til mistrivsel og fejludvikling hos vores små poder, på den anden side en endeløs spurt mod at fremme den gode og rigtige udvikling, der i sidste ende skal gøre vores børn til ressourcer for velfærdssamfundet.

Målet er svært at være uenig i, men Henrik Hvenegaard Mikkelsen mener ikke, den vej vi i øjeblikket går på, er holdbar.

“Vi lever lige nu under et pres, som hverken forældre eller børn trives med. Når forældrene får fri fra arbejde, begynder en ny arbejdsdag, der handler om at sørge for, at børnene kommer til sport, har de rigtige venskaber, laver noget konstruktivt og får læst 20 minutter om dagen. Det resulterer i, at mange forældre føler sig udbrændte,” siger Henrik Hvenegaard Mikkelsen, hvis professionelle interesse for forældreskab og barndom begyndte lang tid inden, han selv fik børn.

Henrik Hvenegård Mikkelsen er imod “gode råd”, men han har alligevel indvilliget i at komme med nogle til dig, der gerne vil slippe tøjlerne lidt i dit forældreskab:

  1. “Lad være med at tro på, at der findes én skole inden for opdragelse, som kender vejen til det gode forældreskab.”
  2. “Hvis en selvhjælpsbog påstår, at barnet formes uigenkaldeligt i de første leveår, så smid den i pejsen; bogen vil sandsynligvis stresse dig mere, end den vil hjælpe dig.”
  3. “Hav tiltro til, at der er mange veje til at give dine børn et godt liv.”
  4. “Tag imod alt den hjælp, du kan få. Det er en moderne vildfarelse, at vi tror, at arbejdet med børn hovedsageligt er forældrenes opgave.”
  5. “Mind dig selv om, at vi, Homo sapiens, gennem flere hundredtusinder af år har fået børn, og at vi er virkelig gode til det. Sluk for den højttaler, der fortæller dig, at noget andet er tilfældet.”

Børn udvikler sig helt af sig selv

Som ung antropolog lavede han feltstudier blandt stammefolk i Sydøstasien, og da han kom hjem i 2011, var hans venner begyndt at få børn. Henrik Hvenegaard Mikkelsen lagde mærke til de store forskelle, der var på den måde, forældreskabet blev tilgået i de oprindelige kulturer i forhold til det, han så sine venner gøre.

Hvor de nybagte danske forældre blev så opslugt af deres børn, at de nærmest forsvandt fra vennekredsen, ændrede tilværelsen sig ikke synderligt for de stammefolk, han kom tæt på. For ude i junglen var der dels et netværk af voksne og større børn, der skiftedes til at tage sig af de mindste, dels var der ikke noget krav om, at forældrene skulle holde øjenkontakt, give babymassage og øve at ligge på maven med deres spædbørn. Og børnene? De udviklede sig alligevel.

Henrik Hvenegaard Mikkelsen besluttede sig for, at han ville tage ved lære af denne fremgangsmåde – være mere afslappet, end de danske forældre, han så løbe ængsteligt rundt efter deres børn, er. Det holdt lige præcis indtil den dag, hans egne planer om en familieforøgelse blev sat i værk.

“Vi var igennem fertilitetsbehandling, og allerede dér begyndte jeg at være optaget af, hvordan vi kunne optimere chancerne for, at det lykkedes. Det var både i forhold til rygning, kost og alle mulige andre ting, vi kunne læse om i bøger og på blogs."

"Den risikotænkning – at nogle af de ting, vi gør, forringer vores chancer for det ønskede resultat, mens andre handlinger forøger chancerne – tog vi fuldstændig med os ind i forældreskabet,” husker Henrik Hvenegaard Mikkelsen, som snart var én af dem, der fulgte med i tigerspring og blev bekymret, hvis noget afveg fra det, app’en sagde.

Frygten for at misse et udviklingsvindue

Da jeg selv blev mor for første gang for 16 år siden, var denne udvikling allerede begyndt. Inden min datter kom til verden, købte jeg en bog med idéer til lege og øvelser, jeg kunne lave med mit spædbarn. I omtalen af bogen kunne jeg læse, hvordan mit barns fysisk og motorik var grundlaget for hele hendes udvikling og havde “stor betydning for både de sociale, psykiske og intellektuelle færdigheder”.

Omtalen satte trumf på ved at understrege at: “Derfor er det ikke ligegyldigt, hvor meget vi tumler med vores børn – og hvordan.” Gulp. Bogen hed Leg med din baby, og det lød som en ordre. Jeg forsøgte efter bedste evne at følge den, men det var lidt svært med et barn, der havde kolik og skreg stort set alle sine vågne timer.

Gråden bekymrede jeg mig selvsagt over, men situationen blev ikke nemmere af, at jeg – alt imens jeg vandrede op og ned ad gulvet med mit grædende barn i favnen – hele tiden havde et øje på denne her bog, der lå på sofabordet og mindede mig om alle de mistede muligheder, der hele tiden susede forbi mig i forhold til at sikre, at min datter udviklede ikke bare sin motorik – men dermed også (kunne jeg forstå) hendes evner for at få venner, være psykisk velafbalanceret og god i skolen...

Lettelsen var stor, da gråden efter nogle måneder fortonede sig, og jeg kunne komme i gang med at blæse sæbebobler foran hende, give hende (motorisk korrekte) flyveture og lade hende balancere på en blød bold, mens jeg holdt hende i fødderne.

For Henrik Hvenegaard Mikkelsen er bogen – og min iver efter at følge den – et eksempel på det voksende kor af eksperter, der alle har deres helt specifikke holdninger til, hvordan vi forældre bør agere for på ene side at sikre vores børn det bedste udgangspunkt og på den anden at forhindre, at “det går galt”.

“Der er en forældreindustri af eksperter, der samlet set leverer det budskab, at der er en rigtig måde at være forældre og en masse forkerte. Det efterlader dig som forælder med en fornemmelse af, at du bevæger dig ind i forældreskabets minefelt – hvor du, hvis du træder forkert, risikerer at høre et klik, og så eksploderer det hele."

"Det hænger sammen med, at der i dag bliver forsket rigtig meget i børn, og denne forskning bliver så oversat til en bred formidling med trefem konkrete anbefalinger til forældrene. Men det, der går tabt, er, at alt forskning er tvetydig, fuld af forbehold, og at “noget tyder på at…” ikke er det samme som, at en bestemt adfærd er den eneste rigtige," siger Henrik Hvenegaard Mikkelsen.

Samtidig vil han gerne gøre opmærksom på den del af forskningen, som ikke nåede ud til i hvert fald mig, dengang jeg gik og følte mig som en fiasko, fordi jeg ikke var kommet i gang med at stimulere min datter “korrekt”: “I dag ved vi ret meget om hjernens plasticitet, og hvis børn virkelig var så påvirkelige, at forældrene SKULLE sidde og kigge dem i øjnene x antal minutter hver dag, for at de udviklede sig, ville vi jo ikke overleve som art.”

Fra bekymringsfrihed til målstyring og kontrol

Forældre, der blæser sæbebobler og træner tumlastik er meget langt fra den måde, jeg selv voksede op i 1980’erne. Når jeg tænker på min barndom, er det, der står frem, en stor grad af frihed til at gøre, som jeg selv syntes.

Jeg gik på en såkaldt lilleskole, hvor filosofien var, at børn skal lære det, de har lyst til. Jeg havde så ikke lyst til at lære at læse før engang omkring 4. klasse, da jeg stødte på en bog, jeg VIRKELIG gerne ville læse, men enten vidste mine forældre det ikke, eller også tænkte de, at det nok skulle gå. For sådan var tiden.

Det bekræfter børneforsker og lektor på Roskilde Universitetscenter Jan Kampmann, som også har et bud på, hvad der er sket fra dengang og til i dag, hvor mine manglende læsefærdigheder sandsynligvis havde sat sving i et større maskineri af forældremøder, handlingsplaner og bekymrede læsepædagoger. For at forstå udviklingen skal vi tilbage til det børnesyn, der dominerede 1950’erne og 1960’erne, hvor det hele var ret sort/hvidt:

De voksne var autoriteterne, mens børn skulle adlyde uden at stille spørgsmål. I slutningen af 1960’erne kom ungdomsoprøret og rødstrømpebevægelsen og som en modreaktion på dette – det autoritære røg ud, og frigørelsen ind, også når det galt børneopdragelsen.

Samtidig kom kvinderne efter i mange årtier at have gået hjemme, tilbage på arbejdsmarkedet, og med dette begyndte daginstitutionerne at udgøre en stadig større del af børns liv. Tidens antiautoritære strømninger stortrivedes i vuggestuerne og børnehaverne, som endnu var så nye, at personalet prøvede sig frem og gjorde, som de enkelte pædagoger og ledere fandt rigtigt – uden fastlagte retningslinjer fra centralt hold.

Om eksperterne

Henrik Hvenegaard Mikkelsen

  • 42 år, antropolog og forfatter til bogen ’Børnevælde - antropologens håndsrækning til maste forældre’, der netop er udkommet.
  • Han er gift med Majbritt Lerche Madsen og far til Johanne, 7 år og Georg, 1 år

Jan Kampmann

  • Professor på Institut for Mennesker og Teknologi på Roskilde Universitet og beskæftiger sig blandt andet med barndom, ungdom og familielivsforskning.

“Det var kreativitetens årti, og forældrene havde ikke kæmpe forventninger til, at børnene skulle have et bestemt udbytte ud af at gå i daginstitution. De skulle være trygge og have omsorg, men derudover havde forældrene tillid til pædagogernes arbejde, som var præget af lyst. Der var en bekymringsfrihed og naivitet over det,” forklarer Jan Kampmann og uddyber, at denne tilgang til børn, som herskede i institutionerne og smittede af på hjemmene, fik lov til at dominere indtil slut 1980’erne-start 1990’erne.

På det tidspunkt stod vi i den nye situation, at Danmark havde verdensrekord i antal børn, der blev passet i vuggestuer og børnehaver. Daginstitutionerne havde over et par årtier udviklet sig til en kæmpestor samfundsmæssig udgift – nærmest lige så stor som skolen. Dette betød ifølge Jan Kampmann, at man begyndte at kaste et mere kritisk blik på, hvad vi egentlig fik for pengene. Var det effektivt nok? Hvad kunne vi gøre bedre?

Interessen for at forske i børn og barndom eksploderede, mens tiden med frie rammer og selvbestemmelse rindede ud og blev erstattet af den professionalisering, vi kender i dag, hvor læringsmål, dokumentation og centralstyring er en integreret del af institutionernes dagligdag. I samme tidsperiode fik kæft, trit og retning-pædagogikken dødsstødet, da vi i 1989 underskrev FN’s børnekonvention.

Børn blev ophøjet til selvstændige væsner, vi skal have respekt for og lytte til. I år 2000 blev den første PISA-undersøgelse gennemført, og offentliggørelsen af resultaterne, som rangerede danske skolebørn middelmådigt, sendte chokbølger gennem den offentlige debat – og mundede ud i mere måling af skolebørns evner med indførelsen af de nationale tests. Nu skulle skolerne præstere, og vuggestuer og børnehaver skulle i langt højere grad forberede børnene på skolestart.

Disse to strømninger – professionaliseringen og målstyringen på den ene side og ophøjelsen af børn på den anden – har sendt forældreskabet ud i en svær balancegang, fastslår Jan Kampmann.

“I 1970’erne var opgaven for både daginstitutionerne og forældrene rimelig enkelt: Den gik ud på at drage omsorg for børnene. Men nu er der på den ene side kommet det her stigende fokus på læring, der skal foregå allerede i vuggestuen, og dér bliver forældrene draget ind som en slags partner og forventes at samarbejde om, at barnet lærer de ting, det skal og gøres parat til skolestart."

"Men det skal foregå på en måde, hvor barnet respekteres som et individ. Det er et pres på forældrene, som på den ene side skal hjælpe læringen og udviklingen på vej, men på den anden hele tiden må spørge sig selv: Lytter jeg til mit barn? Respekterer jeg dets grænser?”

Mange om ansvaret

Hverken Jan Kampmann eller Henrik Hvenegaard Mikkelsen er i tvivl om, hvor pilen peger hen, så snart noget i barnets udvikling afviger fra “planen”: På forældrene. Og her er kunsten at ramme lige præcis den gyldne mellemvej mellem at gøre for lidt og for meget.

Medierne er hurtige til at kaste om sig med begreber som curlingforældre, når vi kører vores teenagebørn til Roskilde Festival i stedet for at stikke dem en togbillet, men når de drikker sig fulde i Dyrehaven hvert år ved gymnasiernes skolestart, beskyldes vi for at give for frie tøjler. Ideen om at forældrene alene bærer ansvaret for at sikre, at den næste generation udvikler sig i en sund retning, stammer helt tilbage fra Freud, forklarer Henrik Hvenegaard Mikkelsen.

Dér på briksen i slutningen af 1800-tallet var det altid forældrene, der blev kigget på, når en patients psyke skulle udredes. Begrebet har i dag fået et navn: Forældredeterminisme. At vi forældre alene skulle kunne afgøre vores børns fremtid har dog en indbygget defekt, mener antropologen.

”Når vi i dag skal forklare, hvorfor vi er, som vi er, taler vi som regel om vores forældre, og samme tankegang overfører vi på vores børn: Vi er nøglen til deres fremtid. Det er ret interessant, fordi det meste af dagen befinder vores børn sig sammen med andre mennesker; pædagoger, pædagogmedhjælpere, lærere og andre børn."

"Så hvorfor skulle forældre alene have indflydelse på barnets udvikling?” spørger antropologen, som gennem sine feltstudier har erfaret, at denne tankegang er meget langt fra virkeligheden i de oprindelige samfund, han gennem årene har besøgt.

“Tager du ud til jæger-samlerne i Congo, bliver et nyfødt barn båret af i gennemsnit 17 forskellige voksne i timen. 17! De bliver kastet rundt, og moren har barnet omkring 40 pct. af tiden. I det øjeblik børnene kan kravle, søger de hen til andre børn, så de her børn er præget af en bred vifte af både børn og voksne. Her ville det være en helt syret idé, at det var forældrene alene, der kunne præge deres børn.”

Kunsten at give slip

At Henrik Hvenegaard Mikkelsen med egne øjne har set, at jæger-samler-samfundets børn på trods af den sparsomme tid, de har i deres mors favn, vokser op og bliver trygge, ændrer dog ikke på hans egne følelser i forhold til at give slip på sine børn.

“Jeg har denne her viden, men alligevel har jeg svært ved at aflevere min søn i vuggestuen, fordi jeg er blevet indprentet, at relationen mellem børn og forældre er den vigtigste i verden og at “det naturlige er, at børn er hos deres forældre”.

Men det er en myte, vi har skabt på et tidspunkt i historien,” mener han.

At vi i dag er over vores børn på en helt anden måde, end det før er set i historien, har selvfølgelig også sine positive sider, understreger Henrik Hvenegaard Mikkelsen. Vi er blevet dygtigere end nogensinde til at passe på vores afkom og at sikre, at de overlever; vuggedød er stort set udraderet, og bevidstheden om, hvordan vi undgår ulykker i hjemmet såvel som institutionerne og minimerer adfærd, der skader vores børns helbred, er meget større end tidligere.

Mobning og udstødelse får ikke længere lov at herske i skolegårdens afkroge, mens de voksne kigger den anden vej, og er dit barn ordblind, bliver det sandsynligvis opdaget. Vi har fået sikkerhedsseler i bilerne, rygestop, læseløft, mobbepolitik og inklusion. En sikker hånd under en hel generation af børn.

Alligevel vil Henrik Hvenegaard Mikkelsen gerne have os til at slippe tøjlerne en lille smule og give vores børn noget af den frihed og tillid tilbage, som er gået tabt i vores gode intentioner.

“Jeg kunne godt tænke mig, at vi i højere grad lod vores børn være. Send dine børn ud at lege uden en masse forbehold og restriktioner, for hvis du siger: “Du må kun gå til parkeringspladsen!”, så siger du jo indirekte, at verden er et farligt sted, og at du ikke har tillid til, at barnet kan håndtere det."

"Det, jeg har set ude i verden, er, at børn trives med en høj grad af frihed, for det giver dem en tryghed i verden, at de erfarer, at de kan klare sig i mange situationer,” siger Henrik Hvenegaard Mikkelsen.

Forældre skal også trives

Han erkender, at det nok ikke er realistisk, at vi kan søge helt ly for den kugleregn af krav, anbefalinger og formaninger, der sendes mod os som projektiler i en guerillakrig – for uanset hvad vi gør, bliver vi påvirket af den kultur, vi er en del af. Men måske hjælper det at få at vide, at det ikke er dig, den er gal med, når du bliver forpustet og føler dig overvældet af alt det, du skal leve op til som forælder.

Og så kan det være en hjælp at tænke på, at meget af den viden, vi får serveret som fakta, ifølge Henrik Hvenegaard Mikkelsen, ofte ikke er så solid, som vi får fortalt.

Antropologen ser et lille lyspunkt i forhold til den retning, han håber tilgangen til forældreskabet vil tage over de kommende år. Nemlig, at vi begynder at kigge på forældrenes trivsel.

“Lige nu er der en tendens til, at vi efter i årtier at have sagt “du skal gøre mere for dine børn” i højere grad er på vej mod at sige: “du skal gøre mindre for dine børn”."

"Det, som jeg gerne vil sætte fokus på, er, at det er på tide, at vi forældre tænker mere på os selv og vores egen trivsel, for vores børn skal nok klare sig. Så jeg håber, vi kan skabe en dialog om, hvordan det bliver ok at tænke på sig selv uden at blive kaldt egoistisk. Det, tror jeg, er vigtigt at vi åbner op for som samfund.”

Også Jan Kampmann har en fornemmelse af, at det bliver en umulig opgave at vende det blinde øje til alt den viden om børn og deres udvikling, som vi har i dag. Han håber dog, at vores fokus i forældreskabet såvel som i institutionerne i højere grad kommer til at dreje sig om omsorg fremfor det mere hårde fokus på læring, der i de senere år har præget vores tilgang til børn. Og så ser han gerne, at vi forældre bliver bedre til at bruge de mange informationer som et grundlag til at stå på egne ben.

“Viden er svær at ignorere, men vi kan håbe på, at vi i fremtiden bliver mere selvstændige i forhold til den viden. At det ikke er en bestemt viden i sig selv, der dikterer, hvad der er rigtigt og forkert, men at vi selv tager ansvaret for at træffe egne beslutninger ud fra den viden, der er tilgængelig.”

Tiden, hvor jeg legede fri for voksnes blikke ved Dronningedammen, er for længst forbi. I dag bor min familie og jeg dog også tæt på en sø, hvor vi ofte fodrer ænder. Men altid sammen.

Jeg tror, at min otteårige ville kigge meget mærkeligt på mig, hvis jeg foreslog, at han krydsede Klampenborgvej og trissede ned til Fuglesangssøen med resterne af morgenbrødet uden mit selskab. I første omgang må jeg begynde at give ham rulleskøjterne på uden selv at gå med ud på vejen...

Eline Holm

  • 45 år, er journalist og skriver jævnligt for VORES BØRN.
  • Hun er gift med Jacob Vishof Paulsen og mor til Liva, 16 år, Hector, 13 år, og Oscar, 8 år.