2 familier under ét tag: Sådan føles det at flytte sammen med sine venner

Hvorfor valgte I at flytte i bofællesskab?

Jeg tror på, at man bliver et bedre menneske af at skulle kunne fungere med andre mennesker. Hvor man ikke bare kan sige; ”pyt med dig – jeg går ind til mig selv”. Man er nødt til at få tingene til at virke. Det vil jeg gerne give videre til vores børn. Og vise dem, at de kan få alt, hvad de vil have, hvis de er i stand til at samarbejde med andre og udvise empati. Det kan lyde helt hippiebanalt, at sammen er vi stærkere, men det tror jeg vi er. Måske er det også en modreaktion på alt det, vi skal – og skal leve op til. I dag skal man helst have en god karriere, et lækkert hus og en fed bil. Og der, hvor vi boede før, handlede det rigtig meget om, hvordan man kom op på næste løntrin. Jeg føler, vi har flyttet fokus ved at vælge fællesskabet og det liv, vi har herude. Samtidig vil jeg gerne blive bedre til at passe på vores jord, og en god måde er gøre det på er ved at være mere fælles om tingene. Vi dyrker for eksempel afgrøder sammen og deler ting med hinanden, så vi så vidt muligt undgår ressourcespild.

Hvordan fandt I ud af, at I skulle flytte sammen med netop Lisa, Svend og deres børn?

Vi fejrede nytårsaften sammen for halvandet år siden, og efter vi havde fået en del champagne i blodet, faldt snakken på drømmen om at bo sammen – som den havde gjort det før. Dagen derpå (med tømmermænd) fortsatte den, og en uge senere havde vi vores første konstruktive møde, hvor vi begyndte at lægge planer. 1. september 2016 var vores hus solgt, og vi flyttede ind i de simple skurvogne med Svend, Lisa og deres to børn. Vores venskab har altid fungeret godt. Hvis vi for eksempel har været på ferie sammen, har det altid været en god teamånd, og vi har været gode til at samarbejde. Det tror jeg er helt essentielt, hvis man kaster sig ud i den konstellation, vi har valgt.

Hvad har det betydet for jer at flytte sammen med en anden familie?

Der er en sær tilfredsstillelse i at leve drømmen ud og ikke bare gøre som alle de andre. Derudover viser drømmen sig at være et eventyr ud over alle grænser. På godt og ondt. Der er bestemt afsavn, og det havde jeg også regnet med. Men de plusser, vi får ved at være to familier i en økolandsbyfamilie midt i Odsherreds skønne natur, opvejer min trang til kaffe på Emmerys og mountainbiketurer i Rude skov. På det lavpraktiske plan er vi ikke logistisk begrænset som før, for der er altid nogen, der kan træde til. Hjælpe med at hente et barn, låne en bil ud eller dele ting fra køleskabet. Og så har vi en stor grad af fællesøkonomi og også en fælleskonto, som vi indbetaler til hver måned, så man kan købe ind til fællesskabet.

Hvordan har jeres børn taget imod fællesskabet?

Det er det fede børneliv herude i økolandsbyen. De leger på kryds og tværs. Lige pludselig er der 10 børn hjemme hos os, og det næste øjeblik er der ingen. Vi kalder det for Sværmen. Sommetider kan ungerne godt savne deres venner fra det gamle kvarter eller sige, at de gerne vil have deres eget værelse. Men de elsker fællesskabet med de andre børn. Det kan godt være en udfordring, hvis en af ungerne har en legeaftale med en fra skolen – for så kommer barnet ikke kun med hjem til sin kammerat, men en hel flok andre børn. Der er vi nogle gange nødt til at være opmærksomme på, om de trives med at være en del af gruppen, eller om vi skal tage dem med et sted hen, hvor de kan lege for sig selv.

Kan I nogensinde blive trætte af fællesskabet?

Ja. Det gør vi alle sammen indimellem. Og det er der kæmpestor respekt for og forståelse omkring. Der er for eksempel næsten altid nogen, der kommer op til fællesspisning i landsbyen og tager mad og går igen. Og det er helt fint. Nogle gange har vi også brug for at tage væk fra fællesskabet, bare vores familie – eller gå ind til os selv og trække gardinerne for. Vi er stadigvæk to familier, der bor sammen. Det er vigtigt for os at holde fast i kernefamilien i fællesskabet. At bo i Fri & Fro med Familien Buchardt er som en Babuskadukke. Yderst er vores klode, så kommer menneskeheden, så Danmark, Odsherred, Egebjerg og inderst ligger Fri & Fro og vores fælleskab med Svend og Lisa, men kernen er og vil altid være vores egen familie.

Har I husregler?

Nej, vi har ingen nedskrevne regler. Men efterhånden som vi har lært hinanden bedre at kende, er der opstået nogle husregler. Vores unger er for eksempel svære at få ud ad døren om morgenen, fordi de så let bliver distraherede. Lisa og Svends børn er hurtige til at blive klar og vil gerne over til os og lege. Der har vi været nødt til at lave en regel om, at børnene bliver i hver deres afdeling af huset, indtil vi skal køre.

Er der noget, der har overrasket jer ved fællesskabet?

Jeg synes, vi spiser mere sammen, end jeg havde regnet med. Med den ugentlige fællesspisning i landsbyen bliver det nemt til fem gange om ugen. Jeg havde troet, at det ville være hurtigere at gennemføre nye ting. Men med så mange mennesker, der skal blive enige, har jeg måtte sande, at organisk vækst tager tid. Og det er helt ok.

Kan I se jer selv blive boende herude for altid?

Ja, helt sikkert. Her skal vi blive gamle. Men fremtiden er jo uvis for os alle, og der kan ske meget.

Hvordan har jeres venner og familie reageret på jeres beslutning om at bo i et fællesskab?

Mine forældre støtter generelt altid op om mine valg, men det ville være synd at sige, at de forstår dette valg. Før boede vil 10 minutters kørsel fra dem, og deres skepsis handler nok blandt andet om, at vi pludselig er langt væk. Blandt venner er vi blevet lidt af en eksotisk kuriositet. De fleste har stor respekt for valget, men de færreste ville nok selv tage skridtet.