mor og datter skændes

”Min mor behandler mig stadig som et barn. Hvad gør jeg?”

Når du bliver mor, er det ikke kun dig, der får en ny rolle og titel. Det gør dine forældre også. Men for nogle forældre kan det være svært at slippe rollen som den voksne i familien. Vi har spurgt læserne på Vores Børns Instagram, hvad I bakser med i jeres mor-datter-forhold.

At skulle være og blive forælder for første gang er noget af det mest skelsættende, du kommer ud for i livet. Mange spørgsmål melder sig derfor naturligt, mens du gør dig parat til din nye rolle.

Spørgsmål som “Hvordan var min egen barndom?”, “Hvad vil jeg gøre magen til og anderledes end mine forældre gjorde?” og “Hvad ønsker jeg for fremtiden for mit barn og mig selv?”

De færreste vil, i bagklogskabens lys, være fuldstændig enige med deres forældre i alle de valg, de dengang traf. Nogen af dem gør måske lige frem ondt at tænke på og kan bringe en form for svigt op i dig igen. Samtidig kan din mor opleve, at de ting, du tager afstand fra og gør anderledes, end hun gjorde, er en kritik af hende.

Derfor kan det være svært for hende at forstå og acceptere, når du går andre veje, end hun gjorde og gør. På samme måde, som du kan opleve, at hendes gode råd og forslag er en kritik af dine valg, føler hun sig måske også vurderet på sit eget moderskab.

Det kan give sammenstød og misforståelser imellem jer, uanset hvor god en relation, I har på forhånd, og uanset at hun forsøger at gøre sit bedste og hjælpe jer godt på vej. Men finder I en god måde at tale om de uoverensstemmelser og irritationer, der opstår hen ad vejen, er I allerede et godt stykke på vej til en styrket relation til gavn for både dig, hende og dit barn.

Vi har derfor samlet læsernes mest hyppige mor-udfordringer og guider dig til, hvordan du håndterer dem og bevarer eller genopbygger en nær relation til din mor.

Udfordring:

“Min mor behandler mig stadig som et barn, selv om jeg er voksen.”

– Amalie

Råd:

Der er forskel på at blive behandlet som et barn og på at blive behandlet som din mors barn. Det første viser manglende tillid – det andet er et udtryk for vigtig omsorg. Du har brug for at omgive dig med mennesker, der giver dig netop omsorgen.

Som nybagt mor er du mere “sprød”, og selv om du har ældre børn, er det helt naturligt at have brug for, at din egen mor ser, at du gør det godt som mor. Oplever du ikke, at hun kan eller vil det, så se dig om efter den støtte andre steder. Måske finder du det hos din partner, en veninde, din søster eller svigermor, hos dine forældres venner eller en gudmor.

Det var aldrig meningen, at du skulle klare noget så livsændrende som en graviditet, fødsel og opdragelse af et nyt menneske på egen hånd. Kan din mor ikke give dig det ubetingede varme og omsorgsfulde blik eller kram, du har brug for som indimellem presset mor, har du brug for at finde det hos en anden.

Du kan forsøge at italesætte den manglende respekt for den person, du er, eller sige fra, når du oplever den. Oplever du den fortsat, kan en løsning være at mindske kontakten i en periode. Det gælder for din mor, men også alle andre.

Øv dig sideløbende i selv at tro på, at du er et kompetent og voksent menneske. Bed din partner eller veninde om at sige det højt, når de ser dig være sej. Den feedback og anerkendelse er vigtig for os alle, når vi er midt i at lære noget nyt og så vildt som at være forældre.

Tip

Det er godt at huske på, at ligesom du selv er ny som forælder, er din mor eller svigermor også ny i rollen som bedstemor. I skal begge lære, og det skal både hun og du selv give hinanden plads til. – familiepsykolog Rosa Øllgaard

Om eksperten

  • Rosa Øllgaard er autoriseret psykolog med speciale i familiedannelse, efterfødselsreaktioner, fertilitetsforløb og krisehjælp.
  • Hun er tilknyttet Psykologerne.dk på Vesterbro i København.

Læs mere om hende på psykologerne.dk/rosa