Bubber er blevet morfar: ”Det giver det der morfar-sug i maven, man kun oplever, når man er nogens morfar”

Gråhårede, gamle og ikke mindst omsorgsfulde og altid friske på et kram. Sådan lyder beskrivelsen af bedsteforældre nok hos de fleste, men er det også det, du tænker, når du tænker ’Bubber’?

Højst sandsynligt ikke. Men ikke desto mindre passer Bubber i dag ind i ’bedsteforældre’-kategorien. Han kan nemlig skrive ’morfar til sit første barnebarn’ på CV’et, og det er noget, den 54-årige børnevært kan mærke på følelsesregisteret:

- Jeg er blevet morfar, og det er uden sammenligning det vildeste, der nogensinde er sket. Det lille væsen gør mig så glad. At se de små tæer, fingre og det lille ansigt, jamen det er næsten for godt til at være sandt. Samtidig giver han mig følelsen af, at ’yes, jeg har gjort mit arbejde for at skabe en familie’, siger han og fortsætter:

- Selvom det måske er noget skørt noget at føle, er det jo en stor del af livets cyklus det her med at sætte børn i verden og se, at de klarer sig godt og selv får børn. Sofia (Bubbers datter, red.) klarer sig bare så sindssygt godt som mor, og at se sine egne børn mestre den opgave, for pokker, det er stort.

Ret skal være ret – for børnenes skyld

Siden Bubber i slut 80’erne kom frem med det populære tv-program Bubbers Badekar, har han været børnenes ultimative legekammerat, som altid har mødt de mindste i øjenhøjde – både herhjemme i Danmark, men også nogle af de mest sårbare på verdensplan.

Det drejer sig om at gøre en forskel for dem, der har brug for det. Og den passion kommer da også til udtryk fra første ordveksling med børne- og underholdningsværten, men også i hans måde at tænke underholdning på:

- Jeg er med til at udvikle mine programkoncepter selv, og ved hvert program skal det give mening. Både for børnene og for mig. Selvom jeg har haft sindssygt fjollede roller og hopper rundt og prøver at få børn til at grine, laver jeg ikke et program bare for at lave et. Der er altid et twist, hvor jeg både bruger mig selv og berører et emne, folk kan tage noget med hjem fra, siger Bubber.

Selv fremhæver han ’Venskaberen’ på DR Ultra som et af de koncepter, han har været både stolt over og glad for at udvikle og medvirke i. Det er en programrække med fokus på børn og ensomhed.

- Børn, der føler sig ensomme, siger ikke, at de er ensomme. De siger og føler, at de ’keder sig’, men når man graver dybere, finder man ud af, at de kommer hjem, sidder på deres værelse, ingen venner har at skrive eller ringe til, og hér indtræder ensomheden. Ikke oprigtig kedsomhed, men ensomhed forklædt i kedsomhed, fortæller børneværten.

Med udgangspunkt i datingprogrammer, hvor folk bliver matchet blandt andet ud fra fælles interesser, ville de i programmet matche børn, der alligevel sidder og ’keder sig’ derhjemme på værelset. For de har, om nogen, brug for én at dele deres interesser med.

For Bubber er det projekter som disse, der ”fandeme giver mening”. De har en dybde, som klæder børne-tv, mener han.

- Det dybe, alvorlige indhold skal bare serveres på en spiselig måde. Det er trods alt børn, der er omdrejningspunktet, men selvom guleroden er pakket ind i en stor candyfloss, skal den gulerod bare være der. Vi skal alle have noget ud af det, ellers mister koncepterne formålet, og det samme gør vi, pointerer Bubber.

Mod den uendelige tredje verden

Det giver også mening for Bubber at hjælpe børn globalt. Derfor har han indledt et samarbejde med PlanBørnefonden, der sammen har udarbejdet undervisningsmateriale til danske børn i forbindelse med årets U-landskalender.

I år går al overskuddet fra julekalenderen til at hjælpe børn fra slum, fattigdom og dårlige kår med at komme i skole i Bangladesh. Og de har brug for pengene, fortæller Bubber

- Børnenes forældre har ikke råd til at sende dem i skole, selvom de godt ved, at en uddannelse vil være bedst for deres børn.  Mange af pigerne bliver giftet bort, så de ikke længere er en økonomisk byrde for familien, og det giver bedre mening for forældrene at lade drengene arbejde, så de får tjent ekstra penge ind til at få mad på bordet – selvom det på længere sigt vil give hele familien bedre kår, hvis de faktisk fik en uddannelse, siger Bubber og fortsætter

- Det er sgu hårdt at se, at forældrene godt ved, at det ikke er optimale forhold for deres børn. Tænk, hvis man selv var nødsaget til at sætte sine børn i en sådan situation. Simpelthen fordi, man ikke havde andre valg. At støtte op om et projekt som dette i juletiden, hvor vi alle heroppe i Danmark har overflod af mad og gaver, giver mening for mig.

Når ens datter bliver mor

At komme tur/retur til slummen i Bangladesh sætter tingene lidt på spidsen. Også for Bubber, der kunne vende hjem til den lykkelige familieforøgelse – en lykke, der for Bubber er gjort, når han får lov at trille en tur med lille Aksel:

- Jeg får et kæmpe sug i maven, når jeg triller en tur med barnevognen, tager Aksel op, kysser og krammer ham. Men også når jeg ser min datter med ham. Bare det, at hun giver ham mad, gør mig helt blød i knæene, for hvor pokker kom det moderlige gen fra pludseligt? Det er så stort at se, hvordan hun bare mestrer dét at være mor og tage sig af et barn, og at se sine egne børn få børn giver det der morfar-sug i maven, man kun oplever, når man er nogens morfar.

Men det at blive morfar kan alligevel ikke sammenlignes helt med det at blive forælder. Bubber husker tydeligt, da han blev far for første gang i 1990 til datteren Sofia, mens tv-karrieren kørte på højtryk. To år senere kom sønnen Oscar til verden, og det var ikke bare Bubber selv, der skulle vænne sig til den nye rolle som far – familien Danmark skulle også lige forstå, at legebarnet Bubber nu også havde en mere voksen side.

- Ingen så mig på daværende tidspunkt som en voksen, ansvarsfuld far, siger Bubber, der mener, at danskerne mest så ham som den, han var, i Bubbers Badekar: Et stort legebarn i stribet tøj og rød kasket.

- I Bubbers Badekar lavede jeg et afsnit, hvor jeg snakkede om julegaver. Vi havde lige fået Sofia på det tidspunkt, og hun var med på optagelserne den dag. Midt i programmet tog jeg hende op ad badekarret og fortalte stolt, at jeg havde fået hende i julegave, og børnene var søde at skrive ind og lykønske mig med Sofia, siger Bubber og fortsætter:

- De lykønskede mig bare ikke med min datter, men i stedet det, de troede, var min lillesøster.

I dag bliver den 54-årige morfar dog opfattet som en af de ’rigtige voksne’ – i hvert fald hvis han selv skal sige det. Men han kan også sagtens se det sjove i, at folk bliver forbavsede, når de hører ham hæve stemmen eller på anden vis ikke lever op til den barnlige sjæl:

- Når jeg går en tur med min hund, Balou, og han ikke lystrer, bliver jeg da nødt til at hæve stemmen overfor den og sætte den på plads. Det overrasker folk lidt, kan jeg godt mærke, for de bliver sgu forbavsede over at jeg også har et skrapt toneleje, siger Bubber.

Og hvad så nu, Bubber?

Selvom det er fristende, skal al Bubbers tid ikke gå med at skifte ble og trille barnevognsture. For selvom familien ér øverst på listen, drømmer Bubber om at lave flere tv-programmer – og allerhelst ude i den store verden.

- Efter ’Danmark ifølge Bubber’ ville jeg gerne have lavet ’Verden ifølge Bubber’. Desværre var programchefen ikke vild med idéen, men selvom hun mente, at ”Danmark havde fået nok af Bubber”, følte jeg bestemt ikke, at jeg havde fået nok af at vise Danmark spændende mennesker og steder, siger Bubber og fortsætter:

- Jeg vil fortælle historier, der kan give mig og seerne nye perspektiver på livet, nye oplevelser og en vis indsigt i andre menneskers liv. Derfor ville flere rejseprogrammer til danskerne være fantastisk at lave mere af.

Meeeen. Der skal gerne gå lidt tid, før Bubber kan overskue at være væk fra sit barnebarn og resten af familien.

- Lige nu vil jeg naturligvis ikke undvære familien, for bare dét at være væk fra dem den uge, jeg var i Bangladesh, var hårdt. Det var en fantastisk tur, hvor jeg mødte fantastiske børn og familier, men det er da hårdt at være væk, når man har en lille Aksel derhjemme i Danmark, der venter på at blive nusset om af sin morfar.