Navne: Giv dit barn et navn med star quality
Hvad hed de kendte, før de blev kendte? Se, hvordan celebs har givet deres navne en makeover. Og få ideer til, hvordan dit barns navn kommer til at smage af held og succes.
John Wayne… Et rigtigt vindernavn. Det samme med Tom Cruise. Det smager af succes. Mon de to herrer var blevet megastjerner, hvis de havde beholdt deres fødselsnavne, henholdsvis Marion Robert Morrison og Thomas Cruise Mapother? Næppe.
Skal man huskes og nå ud til mange mennesker, lyder det bare bedre at hedde Marilyn Monroe end Norma Jeane Mortenson, som var det navn, vores alle sammens Marilyn bar, inden hun forvandlede sig til en legendarisk sexbombe.
Og man huskes nok også bedre som Demi Moore (født Demetria Gene Guynes) eller Woody Allen (født Allen Stewart Konigsberg).
Klinger dit barns navn af succes?
Der er mange andre eksempler på stjerner, der har givet deres navne en makeover. Se bare her:
- Fred Astaire (Frederick Austerlitz)
- Lauren Bacall (Betty Joan Perske)
- Brigitte Bardot (Camille Javal)
- David Bowie (David Robert Jones)
- Michael Caine (Maurice Micklewhite)
- Patsy Cline (Virginia Patterson Hensley)
- Kirk Douglas (Issur Danielovitch)
- Whoopie Goldberg (Caryn Johnson)
- Elton John (Reginald Dwight)
- George Michael (Georgios Panayiotou)
- Meg Ryan (Margaret Mary Emily Anne Hyra)
- Tina Turner (Annie Mae Bullock)
De fleste forældre vil gerne give deres børn nogle gode kort med på hånden, så hvorfor ikke starte med at finde et navn, der signalerer: VINDER? Det er ikke kun stjerner i Hollywood, der har brug for at skille sig ud. Også vi helt almindelige mennesker har fordele af, at vores navne huskes i mængden.
Det skal du huske
Der er ingen fast opskrift, men der er et par grundregler. Det vigtigste er helheden. Navnet skal lyde godt sammen med efternavnet. Det skal se godt ud på skrift, og det skal kunne huskes ved første øjekast.
Navnet behøver såmænd ikke at være kunstfærdigt eller sjældent. Det kan også ose af stil og stjernestøv, selv om det er helt almindeligt som George (Clooney) eller Brad (Pitt).