Fra regnbue til reagensglas: Mads og Ulrik drømte om en kernefamilie

En forårsdag i 2015 trådte ægteparret Mads og Ulrik ind på en fertilitets- klinik i Las Vegas. I et småluksuriøst, udansk venteværelse med en stribe ikoniske Chesterfield-sofaer, et kæmpestort akvarium og en stemning, der mest af alt mindede dem om at være invitereret ind i baglokalet til den rigtige fest. Med sig havde de et brændende ønske om at blive forældre. Og hvor uromantisk det end måtte føles lige dér, var deres besøg hos de amerikanske fertilitetslæger første skridt i en udførlig plan for, hvordan det skulle lykkes.

I klinikkens depoter lå en portion æg fra en amerikansk ægdonor klar, og nogle stater derfra ventede en anden amerikansk kvinde på at bære et af æggene, så snart det var befrugtet. De to mænd aflagde de nødvendige prøver – og krydsede fingre. Gik alt, som det skulle, ville de inden længe stå med et lille mirakel i deres arme. Deres helt eget barn. Godt et år senere kom Ellen til verden. Ulrik tager hul på historien i familiens københavnske køkkenalrum, imens hans lille datter på knap to år tuller rundt om benene på sin anden far, Mads. Eftermiddagen er endnu ung, og på husets førstesal snupper Ellens lillebror, Benjamin, sig en lur. Han blev født blot 10 måneder efter sin søster.

– Da Mads og jeg besluttede, at vi ville være for ældre, blev vi ret hurtigt klar over, at vi gerne ville være det fuldtid. Med det fulde ansvar for børnene og med ligestilling i forældreskabet, forklarer Ulrik, og Mads føjer til:

– Det har altid været Ulriks store drøm at få børn, og jeg var i virkeligheden i tvivl i starten. Qua det at jeg er homoseksuel, havde jeg nærmest afskrevet muligheden, og jeg var usikker på, om det ville blive det rigtige for os. Men lige så snart det blev en mulighed at få børn med hjælp fra en kvinde i USA, hvor det fra starten juridisk var vores børn og kun vores børn, så føltes det 100 procent rigtigt.

Fra regnbue til reagensglas

Mads og Ulrik mødte hinanden tilbage i år 2000, da de begge var i starten af 20’erne, og der skulle gå næsten 14 år, før emnet familieforøgelse for alvor kom på banen. Så talte de til gengæld en masse om det – vendte og drejede mulighederne og gjorde sig alverdens overvejelser i forhold til en fremtid med flere end bare de to under samme tag. Hvad ville det betyde, hvis en af dem fik job i udlandet? Hvordan skulle de sammen forholde sig til opdragelse? Hvor skulle barnet gå i skole? Og ikke mindst; hvordan skulle barnet helt konkret komme til verden?

– Vi overvejede mange forskellige muligheder. For eksempel at spørge en dansk kvinde, der ikke have fundet prinsen på den hvide hest, og som gerne ville have et barn, i et såkaldt regnbuefamilie- setup, fortæller Ulrik.

– Den proces var vi også igennem, men det viste sig ikke at være det rigtige for os, fortsætter han, og Mads mindes, hvordan forløbet fik dem på nye tanker:

– Undervejs i regnbue-processen blev vi blandt andet klar over, at det på en eller anden måde ville blive et skilsmissebarn fra starten, hvis vi valgte den løsning. Og det ønskede vi ikke. En af vores gode veninder spurgte os, om vi havde overvejet at få et barn i USA, hvor det i modsætning til i Danmark ikke er ualmindeligt at blive forældre med hjælp fra en ikke-biologisk mor, og så gik vi i gang med at tænke over den mulighed. Vi læste en masse om det og snakkede med andre danske par, der har været igennem processen, forklarer han.

Idé blev til handling, og Mads og Ulrik tog kontakt til en af de amerikanske organisationer, der formidler forbindelsen mellem potentielle forældre og ægdonorer. Her kom de igennem en stribe formelle procedurer med henblik på at finde det allerbedste match. De tog stilling til højde, drøjde, øjenfarve og deslige og blev screenet i forhold til eventuelle arvelige sygdomme, der kunne ‘krydse’ med ægdonorens genmateriale.

– Vi var enige om, at hele udvælgelsesprocessen var en mærkelig størrelse, lidt ligesom en slags kikset dating, og at vi i virkeligheden helst ville undgå den den. Så vi brugte en del tid på at snakke om, hvordan vi skulle gribe den an, hvilke kriterier vi skulle have. For et eller andet skulle vi jo vælge ud fra, forklarer Ulrik.

– Det, der betød mest for os, var, at børnene fik et skandinavisk udseende. Så de ligner os, og de mennesker, de kommer til at omgås mest. Og så betød det meget, at vi ved det første møde med ægdonoren havde supergod kemi og kunne mærke, at hun havde et stort og oprigtigt ønske om at hjælpe andre med at få børn, supplerer Mads. Sideløbende med deres valg af ægdonor havde Mads og Ulrik tæt kontakt til den kvinde, der havde sagt ja til at gennemføre graviditeten med deres kommende baby.

– I USA er der helt klare retningslinjer omkring den slags. Der er styr på alle processer, så alle parter sikres bedst muligt, og det gav os en enorm tryghed, forklarer Mads.

– Hvis man derovre frivilligt vælger at bære sådan en lille guldklump som Ellen, så skal man for eksempel bruge en ægdonor – og der er dermed aldrig noget biologisk bånd mellem kvinden, der bærer barnet, og barnet selv. Kvinden, der bærer barnet, skal også have sine egne børn, så man rent biologisk ved, at hun kan gennemføre en graviditet, og at risikoen for komplikationer er lille. Ligeledes bliver hun tjekket for, om hun er sund og rask og kan tage vare på sig selv undervejs i graviditeten, uddyber han.

Når to bliver til fire

Ellen har ubemærket tilsneget sig adgang til et af køkkenskabene og kaster sig ivrigt over splittelsen af en pakke kulørte skuresvampe, imens de to fædre fortæller videre om deres amerikanske eventyr. Om hvordan de besluttede, at Ulrik, der så længe havde ønsket at blive far, skulle være biologisk far til deres første barn (for nej, det er ikke sådan noget med, at man blander sædkopperne og ser, hvad der kommer ud af det, som de løbende er blevet spurgt om) og Mads til det næste. Om hvordan de var med til insemineringen, om hvordan graviditeten lykkedes i første forsøg, og om hvordan de begge var vidner til Ellens fødsel.

– Vi blev i USA i en måneds tid, efter Ellen var født. Og det var dejligt at være alene, bare os. Væk fra alt det, som man hurtigt kan blive konfronteret med i hverdagen, når man bliver forældre. Væk fra mødre og svigermødre og venner med børn, der alle sammen har en holdning til, hvordan livet er med en lille ny. Det var dejligt at lære at blive en familie, helt for os selv, og blive stærke i det sammen, fortæller Ulrik, og parret mindes, hvordan det hele på én gang gik meget stærkt og føltes som en lang proces.

Lang, fordi der var så mange (vigtige) indledende snakke, overvejelser og research, kommunikationen og samvær med de amerikanske kvinder før og undervejs i graviditeten – og ikke mindst de ni måneders venten på den lille piges entré. Og de husker, hvordan den omfattende rejse gav dem blod på tanden i forhold til at lave endnu et ønskebarn, så Ellen kunne få en biologisk lillesøster eller -bror. Ganske kort tid efter hendes fødsel satte de således alt ind på en to’er. Mads smiler ved tanken om, hvor hurtigt det gik med at få lillebror til verden. Og ved tanken om, hvor stor glæde de to søskende allerede har af hinanden.

– Ellen er den mest kærlige storesøster, man kan forestille sig. Til trods for, at hun kun er knap to år og bare lidt mere end 10 måneder ældre end Benjamin. Hun krammer og kysser ham, og det er sådan en fornøjelse at se, konstaterer han.

– Og så giver hun ham også lige et dask en gang imellem, griner Ulrik. De fleste, der har været i nærheden af et par pseudotvillinger som Ellen og Benjamin, hvor aldersforskellen er mindre end to år, ved, at det kan være den største glæde – men også det hårdeste arbejde. Det vil de to mænd også gerne skrive under på.

– Når man får to så tæt på hinanden, er det hårdt arbejde, fordi de begge stadig kræver meget. Og der er ikke noget, der hedder genbrug – hverken i rutiner eller blestørrelse. Det betyder også, at vi er nødt til at gå på kompromis med nogle ting, siger Mads, imens Ulrik i en blanding af smil og alvor nærmest messer ordene ‘søvn, søvn, søvn’.

– Nogle aftenener har vi været nødt til at gå i seng klokken otte om aftenen, for hvis de begge to er vågne midt om natten, er der ingen af os, der kan få den efterfølgende dag til at hænge sammen, fortsætter han og understreger, at han synes, at Ulrik og han er gode til at fornemme, om den ene måske har haft en hård nat og trænger til at puste ud. Så tager den anden lige en ekstra tørn.

Far på papiret og i virkeligheden

En babyalarm afslører, at Benjamin er vågnet fra sin lur, og Mads kommer et øjeblik senere ned med den lille gut på armen. Man skal ikke kigge længe for at se, at de to er biologisk forbundet, og snakken falder på de teknikaliteter, der knytter sig til at blive ‘formelle fædre’, når blodets bånd ikke automatisk binder.

– Vi skal adoptere hinandens børn, lyder det fra Mads.

– I første omgang stedbarnsadopterede vi i USA, så vi har amerikanske papirer på, at det er Ulrik og mig, der er forældre til børnene, uddyber han og forklarer, hvordan der ikke findes soleklare regler for den slags herhjemme, og at afgørelserne kan variere fra sag til sag.

– I Danmark er det per definition den kvinde, der bærer barnet, der er moren. I vores tilfælde betyder det, at det danske system betragter den kvinde, der bar Ellen, som hendes mor – og det er fint med os, hvis det er det, de vil kalde det. Hvis jeg vil være ‘fuld juridisk forælder’ til Ellen ifølge dansk lov, skal jeg igennem stedbarnsadoptionsprocessen herhjemme, og jeg skal bo sammen med hende i to og et halvt år år, før jeg kan ansøge, og det samme gælder for Ulrik i forhold til Benjamin, forklarer han.

Det er planen, at de to fædre begge vil søge om at blive ‘fuldt juridiske forældre’, når den tid kommer. For udgangspunktet er fortsat, at de vil være lige og bære det samme ansvar i familiekonstellationen. På linje med alle mulige andre familier. Og uafhængigt af hvad andre i øvrigt måtte mene om setuppet.

– Indtil videre er vi ikke blevet mødt af nogen fordomme, siger Mads,

– Generelt synes jeg, at alle dem, vi har været i kontakt med, som for eksempel vuggestuen, har været utrolig søde og imødekommende. Men der er måske nogen, der tænker noget, som de ikke siger, bemærker han. Ulrik kommer i tanke om et emne, der er dukket op nogle gange, siden de besluttede at få børn.

– Vi har oplevet, at folk har spurgt til, hvordan børnene skal kunne vokse op uden en mor. Også blandt vores nære relationer, fortæller han og fastslår, at de aldrig har betragtet den del som noget problem. De to unger får allerede masser af kvindelig kontakt. Gennem deres to bedstemødre, en tante og en stribe faddere, for blot at nævne nogle få. Og så er det måske i virkeligheden heller ikke så altafgørende med det der kvindelige touch , hvis man spørger de to mænd.

– Jeg tror, at mange kvinder overgør og tillægger det, som moderskabet og kvinden kan give barnet, for stor værdi. Langt det meste kan en far godt finde ud af at give sit barn. Kærlighed og omsorg for eksempel. Vi kan ikke amme Ellen og Benjamin, men vi kan godt finde ud af at varme en sutteflaske klokken to om natten. Og jeg tror ikke, vi bliver i tvivl om flere ting, end andre forældre gør, konstaterer Mads, og Ulrik bakker ham op:

– Jeg tror meget på, at Mads og jeg er lige så gode til at varetage et forældreskab med hinanden, som vi ville være sammen med en kvinde. Det handler blandt andet om, at biologien ikke får lov til at spille en væsentlig rolle. For de to forældre både føler sig og optræder som fuldblodsforældre – Ulrik som daddy og Mads som far – til begge børn.

– Benjamin er lige så meget min unge, som Ellen er det. Det er svært at forklare. Men da Benjamin kom til verden, var han min med det samme. Det var det samme følelsesregister, jeg var igennem, som da jeg stod og holdt Ellen for første gang, siger Ulrik og afslører en tåre i øjenkrogen.

– Mads og jeg er begge to nogle følebamser, og der er meget kærlighed i luften til de her to unger, smiler han. På sådan en dansk vinterlørdag ligner firekløveret unægtelig en helt almindelig børnefamilie. Med bleskift, mælkeserveringer, legepladsplaner og forældrekoordinering. Og de to rollingers fødeland føles fjernt. Nærheden til de amerikanske kvinder er der ikke desto mindre stadig, forsikrer Mads og Ulrik, og det er langt fra ligegyldigt, kan man mærke.

Planen er, at familien skal en tur til USA og mødes med kvinderne, der har hjulpet deres ønskebørn på vej, når de to søskende er lidt ældre, og de to fædre er rørende enige om, at det er deres pligt at ‘holde linjen varm’, som Ulrik udtrykker det, indtil Ellen og Benjamin selv kan tage stilling. Hvilket kvinderne heldigvis er helt med på.

– Vi har hele tiden ønsket muligheden for, at børnene kan etablere kontakt, når de bliver større, så de kan få svar på alle de spørgsmål, der muligvis vil dukke op, fortæller Mads,

– Og det var for eksempel vigtigt, da vi valgte ægdonor, da hun deler biologi med børnene, uddyber han og nævner, hvordan det blev særligt aktuelt, da Ellen havde lidt svært ved at komme op og gå.

– Vi har ugentligt kontakt på skrift med kvinderne og snakker sammen lidt sjældnere. Om løst og fast, hvordan ungerne har det, hvordan vejret er, hvordan det gik til deres fødselsdag. Og heldigvis for Skype og Facebook og Messenger, for på den måde føler vi, at vi stadig kan følge med i hinandens liv, forklarer Ulrik og siger med et smil:

– Lige nu føles det som én stor, meget moderne familie. Og vi ville gerne have en familie. Vi ville ikke mindst gerne have, at børnene havde hinanden og hinandens historier – som de kunne dele og være stærke omkring sammen.

Han pauser sin tale et øjeblik og reflekterer over fremtiden for de to små pus:

– Når man bliver forældre på den måde, som Mads og jeg har valgt det, sætter man automatisk nogle højere krav til sine børn. De skal være stærkere end gennemsnittet, fordi de højst sandsynligt vil møde fordomme og modstand i forhold til, at de er en del af en speciel familiekonstellation. Det er også grunden til, at vi ønsker at være meget åbne og ærlige over for Ellen og Benjamin, omkring hvordan de er kommet til verden. Det skal ikke være usagt og noget, vi lægger skjul på. For det er ikke noget, vi er flove over, og det er ikke foregået fordækt – det er bare en anderledes måde at skabe en familie på. Og det håber vi, at de kan vokse op og være stolte af.

– Børnene har jo heller aldrig prøvet andet end at have to fædre, tilføjer Mads og stikker Benjamin et kys

– For dem er det det allermest naturlige i verden.