Dagbog fra en hjemmefødsel: ”Pludselig mærker jeg en uro ved at føde hjemme”

Jeg fødte vores første datter i vores kolonihavehus. Det var fuldstændig fantastisk, og jeg følte mig som en urkvinde. Da jeg bliver gravid for anden gang, ved jeg derfor med det samme, at jeg vil føde hjemme igen.

Siden den første fødsel er vi flyttet fra Københavns Kommune til Odsherred Kommune, og her får vi en jordemoder, som kommer og besøger os 10 gange hjemme hos os i løbet af graviditeten. Det er hende, som vi skal føde med, og det giver en enorm ro og tryghed, at vi får opbygget en relation til hende.

Vi får vendt alle vores tanker med hende, og hun er med på det hele. Vi taler blandt andet om, at jeg kan føde i vand, fordi det vil være en blid måde for barnet at komme til verden på, og det kan virke smertelindrende for mig.

Derudover hører jeg som forberedelse lydfiler fra Smertefri Fødsel. De handler om bruge en særlig vejrtrækningsteknik og være afspændt i kæbe og skuldre, fordi at jeg så også vil slappe af i mit underliv.

Vores datter ligger i sædestilling, men i uge 37 får jeg vendt hende på Holbæk Sygehus. Jeg bliver så rørt over, at det lykkedes. For det betyder, at det er muligt for mig at føde hjemme.

Kl. 02.10

Jeg ender med at gå 13 dage over tid, men det stresser hverken os eller jordemoderen. På 13. dagen vågner jeg klokken to om natten ved, at jeg får en lille ve. Jeg genkender straks følelsen af, at nu er fødslen på vej, og jeg bliver så glad.

Jeg lader min kæreste og vores datter sove, og så går jeg ind i stuen og tænder op for brændeovnen for at gøre det varmt og hyggeligt. Et par timer senere står min kæreste op og pakker fødekarret ud. Han puster luft i det og fylder det med vand, imens jeg ligger og halvsover på en madras i stuen. Jeg tænker, at jeg måske når at føde, inden vores store datter står op klokken seks. Jeg har en ret naiv idé om, at vores datter bare skal være her og være en del af fødslen, så meget hun nu har lyst til.

Men mine veer går i stå, når min datter står op. Min krop kan ligesom ikke slappe af, fordi jeg føler, at jeg skal tage mig af hende. Vi har aftalt, at to af vores veninder skal komme og være sammen med vores store datter, når fødslen går i gang. Vi ved, at hun vil være hjemme, for hun går ikke i institution. Men vores venner er til fest, så vi må sadle om, og vi beder i stedet for et vennepar fra Sydfyn om at komme.

Kl. 05.55

Vi ringer efter jordemoderen. Jeg er nervøs for, om hun når at komme, inden jeg føder. Men det viser sig, at jeg kun er fire centimeter åben, når hun kommer.

Jeg siger, at min kæreste Morten måske kan være sammen med vores datter Goa, imens jeg føder. Men jordemoderen siger, at han selvfølgelig skal være en del af fødslen.

Imens vi venter på, at vores venner kommer for at være sammen med vores store datter, skærer hun græskar med sin far.

Kl. 15.00

Mine veer går lidt i sig selv, indtil vores venner kommer. De tager Goa med til stranden, og lige så snart hun er ude af døren, bliver mine veer kraftigere. Jeg kommer ned i karret, og det føles så dejligt. Men det bliver også hurtigt meget varmt, fordi vandet er varmt, og brændeovnen er tændt, samtidigt føler jeg, at jeg rutsjer lidt rundt i det. Så det fungerer ikke helt godt.

LÆS OGSÅ: Ulrikke Toft Simonsen fik angstanfald inden fødslen af sin datter: “Jeg havde den dér typiske, danske mentalitet”

Jeg tager en pause fra karret og lægger mig over på den madras, vi har lagt i stuen. Her ligger jeg med min kæreste, og vi kysser. Jeg kan nærmest mærke, at kærlighedshormonet oxytocin stiger, for veerne tager endnu mere til.

Kl. 18.15

Det er først på aftenen, og jeg går ud for at tisse. Da jeg kommer tilbage, kan jeg mærke, at jeg får en forsigtig presseve. Men der er ikke noget med at brøle som en urkvinde, som jeg oplevede første gang. Jeg begynder at blive utålmodig, og det ligger i mit baghoved, at alle siger, at det går hurtigere anden gang, selv om jordemoderen siger, at jeg bare skal tage det roligt.

Min kæreste og jeg laver rebozo-massage for at tage smerterne fra min lænd, for jeg har presseveer i omkring en time. Min kæreste siger til mig undervejs, at jeg skal slappe af, når han kan se, at jeg spænder op. Præcis som vi har forberedt os på. Men pludselig mærker jeg en uro ved at føde hjemme.

Jeg har hørt betydeligt flere skræmmehistorier denne gang, end første gang jeg var gravid. Og de ligger lidt i mit baghoved. Jeg kan ikke overskue at være i pressefasen i timevis eller at skulle flyttes til hospitalet lige pludseligt. Men man kan jo ikke bruge dårlige historier til noget, og jeg ved, at det er det rigtige for mig at føde hjemme.

Pludselig oplever jeg at miste energien, fordi fødslen er så meget længere, end jeg har regnet med. Dér går det op for mig, at jeg slet ikke har spist hele dagen. Vi åbner et vindue og får noget frisk luft ind, imens min kæreste skærer en Mars-bar i helt små stykker, for jeg har svært ved at overskue at skulle synke det. Men jeg kan lynhurtigt mærke, hvordan jeg får energi af at få noget indenbords.

Kl. 19.29

Jeg lægger mig på siden, og min kæreste holder mine hænder og mit ene ben. Sådan ligger jeg i et kvarters tid, og så mærker jeg vores datters vidunderlige lille hoved mellem mine ben. På næste presseve føder jeg hendes hoved. Det brænder helt forfærdeligt, imens jeg venter på min næste ve. Og så kommer hun ud og op på mit bryst. Det er helt fantastisk, og hun er bare så dejlig.

Kort efter kommer vores datter og venner hjem fra stranden. Goa får lov til at klippe navlestrengen, og jeg begynder derefter at amme vores lille pige.

Efter min første fødsel havde jeg en tredjegradsbristning, så der skulle jeg efter hjemmefødslen ind på hospitalet og blive syet. Men fordi denne fødsel er roligere og langsommere, er jeg sluppet med en andengradsbristning, så jeg får lov til at blive syet hjemme, imens jeg bare ligger med min familie.

LÆS OGSÅ: Klumme: Min mand var ikke med, da jeg fødte vores søn – og det var mit valg

Det er vævet mellem skeden og endetarmen, som er bristet. Jeg får bedøvelse og 10 sting af jordemoderen, som sidder med pandelampe på. Jeg kan ikke mærke det, for jeg ligger bare med lille Meo på mit bryst i en lykkerus.

Efterfølgende gør det ondt i den første måned, men jeg har haft en tredjegangsbristning, og det er værre. Så det fylder ikke for mig.

Det er så dejlig en fødsel. Det er virkelig skønt, at vi føder med en jordemoder, som vi føler os trygge ved, og at hun er der under hele forløbet. Under min første fødsel var der vagtskifte, og jeg kendte ikke hende, som jeg fødte med. Men en hjemmefødsel er ikke den bedste fødsel for alle, og hvis man er tryg ved at føde på hospitalet, er det det, som man skal gøre.