Ulrikke Toft Simonsen: ”Jeg følte nærmest skyld over det bagefter”

Ulrikke Toft Simonsen er i 14. uge af sin graviditet, og hun kan ikke vente længere. Nu vil hun vide, om hendes fornemmelse omkring det lille væsen, der netop nu er ved at danne hud, hovedhår og øjenbryn inde i hendes mave, er rigtig.

Sammen med sin kæreste, musikeren Brian Siva, kendt under kunstnernavnet Lord Siva, tager hun til en kønsskanning, som parret selv har købt sig til. De ved godt, hvad de håber på.

“Både min kæreste og jeg var SÅ opsatte på, at det skulle være en pige, og vi havde nok også en fornemmelse af, at det var det. Det var også derfor, vi gerne ville vide det så tidligt, for hvis det var en dreng, skulle vi lige have noget tid til at omstille os,” husker Ulrikke Toft Simonsen.

Det er et lykkeligt øjeblik, da skanningssygeplejersken kan bekræfte, at deres familie ganske rigtigt er i gang med at blive beriget med et lille hunkønsvæsen.

“Det er så skamfuldt og forfærdeligt at sige, men jeg ville være blevet så skuffet, hvis det havde været en dreng. Jeg tror, jeg var begyndt at græde. Det er ikke fordi, jeg ikke vil have sønner, det vil jeg virkelig også gerne. Men hele mit liv, når jeg har set det her moderskab for mig, og det har jeg virkelig altid set for mig, har det altid været en pige, jeg skulle blive mor til første gang.”

Vi befinder os på en café på Nørrebro tæt på Ulrikke Toft Simonsen og Brian Sivas hjem. Der er cappuccino med dobbeltshots på bordet, og i sin mors arme sidder det lille menneske, der afslørede en flig af sig selv den dag til kønsskanningen. Hun har usandsynligt store, brune øjne, er iført en lillebitte grøn sommerkjole, og selv om hun lige er vågnet fra sin lur, smiler Norma indtagende og tandløst til alle, hun kan få øje på.

Hun er fem måneder gammel og endnu ikke klar over, at hun er opfyldelsen af sin mors babydrøm: Hun er den førstefødte datter. I en tid, hvor køn er til debat, og han, hun eller de helst ikke må defineres på sin biologi, ved Ulrikke Toft Simonsen godt, at et ønske om et bestemt køn kan virke provokerende på nogen. Men som datter af psykolog, forfatter og tidligere topmodel Renée Toft Simonsen er hun født ind i en familie af kvindelige forbilleder, og hun har altid spejlet sig i og lænet sig op ad kvinder.

“Jeg er meget mors pige. Da jeg voksede op, boede jeg hos min mor og stedfar, og så var jeg hos min far en enkelt dag om ugen. Jeg havde et tæt forhold til ham, men helt klart på en meget anderledes måde, end mange har til deres far i en normal kernefamilie. Han havde aldrig det store ansvar over for mig, det var min mor, der tog det. Og så er der måske noget med, at jeg er min mors første barn, og derfor giver det god mening for mig, at jeg har haft en lyst til at gentage mor-datter-mønsteret. Det er det, jeg kender.”

Matriarkerne fra Århus

Det er ikke fordi, der ikke var mænd til stede i Ulrikke Toft Simonsens barndom. Der var både hendes far, stedfaren Thomas Helmig, to yngre brødre og hele syv fætre. Men hun beundrede den måde, kvinderne tog ansvaret og lederskabet for familien.

“Jeg har fået en meget matriarkalsk opdragelse, og min mors familie er i det hele taget meget matriarkalsk i dens struktur. Udover at jeg havde min mor som den primære forælder, har jeg også et rigtig tæt forhold til min mormor, som passede mig meget som lille. Jeg har to mostre, og de tre søstre har altid været en tæt kvindeflok. De hellige trekoner, kalder vi dem nogle gange. Det har altid været dem, der har sørget for samling på tropperne, og den måde, de har kunnet lede en familie, organisere det hele og prædike sammenhold kvinder imellem, har jeg altid set op til.”

Når Ulrikke Toft Simonsen fortæller om kvindesammenholdet i sin familie, får man næsten en fornemmelse af, at hun er vokset op under sydlige himmelstrøg fremfor, som det egentlig er tilfældet, i Århus. I hendes familie er alle med til alt. Hendes mormor flyttede for eksempel ind, da barnebarnet skulle renovere sin lejlighed, og i en uges tid svang den ældre dame malerpensel, pudsede vinduer og gik til hånde. Da Ulrikke Toft Simonsen blev gravid, havde hun en drøm om at bringe det nye liv til verden omgivet af de kvinder, der betyder mest for hende.

“Det har jeg altid villet. Det er igen den dér matriarkalske tankegang om, at vi alle sammen tropper op, når der er noget vigtigt på spil. Jeg har altid fået fortalt fødselshistorier, hvor alle mostrene og min mormor er med, og jeg synes bare, det ville være så fedt at samle min mor og alle familiens kvinder, og også gerne mine veninder, til fødslen."

Gevinst i Spanien

Hvordan det gik med dét ønske, kommer vi tilbage til. For i første omgang var det egentlig Brian Siva, der pressede mest på for, at parret kom dertil, at der var en fødsel at overveje. De havde været sammen i fire år, da Ulrikke Toft Simonsen begyndte at få nogle mærkelige mavekramper. En læge konstaterede, at hendes spiral sad forkert, så den skulle ud. Der var ellers et års tid tilbage i den, og Ulrikke Toft Simonsen havde forestillet sig, at babyprojektet først skulle i gang, når den var udløbet.

Men altså, et år fra eller til, argumenterede Brian Siva, og ja, det var da også noget rod at begynde på en ny form for prævention, når nu familieforøgelsen alligevel var vedtaget. Seks måneder gik, uden at de tænkte så meget over, at der kunne opstå et barn. Dernæst begyndte de at bruge ægløsningstest og holde styr på, hvilke dage det var bedst at prøve at undfange. Efter fire måneder med dét tog de til Spanien.

“Det var sådan en lidt mærkelig måned, fordi de andre måneder havde jeg taget ægløsningstests og var gået systematisk til det. Det var under corona, lige dér, hvor der var kommet en lille åbning for, at man kunne rejse, men vi skulle stadig testes i hoved og røv, så vi havde bare brug for at tage det helt chilleren. Vi tog til Spanien, og det føltes så fedt at få en pause, og vi slappede sygt meget af, drak drinks, og det klikkede bare mellem os.”

Da parret kom hjem, tog de i sommerhus med Toft Simonsen-familien, og set i bakspejlet burde Ulrikke Toft Simonsen måske have regnet ud, hvor godt det egentlig var klikket dernede under sydens sol.

“Jeg kom op at skændes med min lillebror over sådan en latterlig, lille ting. Han havde skældt min hund ud, og jeg var sådan: ‘Han skal bare ikke skælde Paula ud. Det er synd for hende!’ Og så begyndte jeg at tude helt vildt. Altså, virkelig en overreaktion. Jeg var tydeligvis hormonel,” griner Ulrikke Toft Simonsen.

Reddet af epiduralen

Drømmen om datteren var gået i opfyldelse. Det andet ønske – det om flokken af kvinder samlet omkring fødelejet – måtte hun dog gå lidt på kompromis med. Dels fordi der stadig var corona og dermed restriktioner på hospitalerne, dels fordi hendes kæreste gerne ville holde fødslen lidt mere intim. Én person hørte dog helt naturligt med.

“Der var slet ikke nogen tvivl om, at min mor skulle med. Men de er også meget tætte, Brian og min mor. Så det var megafedt for mig, at det kunne lade sig gøre.”

På ægte Toft Simonsen-vis flyttede matriarken ind, da fødslen nærmede sig, så da vandet en eftermiddag efter et zoneterapeut-besøg en uge over termin begyndte at sive, var fødsels-crewet klar. Veerne lod dog vente på sig, så da Ulrikke Toft Simonsen var til tjek på hospitalet, blev hun sendt hjem med en håndfuld igangsættende piller. De gav da også veer, en hel nat af dem, men da hun næste morgen skulle til tjek igen, stod det klart, at veerne ikke havde givet noget – andet end smerter og søvnløshed.

“Jeg havde kun åbnet mig halvanden centimeter, så jeg føler, at de veer, jeg havde den nat, var lidt falske, selv om de var både rimeligt hyppige og kraftige. Set i bakspejlet ville jeg faktisk ikke sige ja til de igangsættende piller, for de gjorde ikke noget godt for mig. Jeg havde haft 13 timer med veer, jeg havde slet ikke sovet og jeg var sygt træt.”

Da Ulrikke Toft Simonsen blev tilbudt en epidural og et vedrop, blev det derfor et stort “ja tak”. På trods af at det ikke var sådan, hun havde forestillet sig, at hun ville føde. “Jeg havde den dér typiske, danske mentalitet: ‘Jeg vil føde uden bedøvelse’. Hvilket jo er latterligt, fordi for hvis skyld er det, at vi absolut skal føde i smerte? Jeg følte nærmest skyld over det bagefter.

Og jeg sidder her og føler, at jeg skal sige: ‘Jamen jeg HAR jo mærket veer’ og ‘jeg har ligget en hel nat med smerter’. Altså, hvem går op i det? Jeg er så glad for, at jeg sagde ja til den epidural, for jeg fik sovet halvanden time, fik noget mad og fik samlet kræfter. Det var altafgørende. Ellers tror jeg, at jeg ville have haft en virkelig dårlig oplevelse.”

Fra munke-chant til kaos

I stedet kom der totalt ro på. Den kommende mormor kørte et lydspor af noget munke-chant og filmede. Brian Siva holdt i hånden. På en monitor kunne Ulrikke Toft Simonsen se, at hun havde veer, men hun kunne ikke mærke dem. Det var fred og idyl – indtil hun ramte de ti centimeter, bedøvelsen blev slukket, og det pludselig blev akut at få Norma ud.

“Den dér måler, de havde på Normas hoved, begyndte at sige nogle ting, den ikke skulle sige. Pludselig skulle hun forløses lige nu, og det var så mærkeligt, for det gik fra total ro til mennesker overalt på stuen, noget, der bippede, og der var et klip og en sugekop i spil. Det hele var meget kaotisk.”

Sådan husker Ulrikke Toft Simonsen det – alarmer, mennesker, indgreb, vanvid! Men når hun i dag ser den video, hendes mor tog, kan hun konstatere, at man intet kan se af det indre kaos, hun gik igennem.

“Jeg ligner sådan en lille buddha med vand i hele kroppen, ildrød i fjæset, med lukkede øjne. Alt det, jeg følte indeni, vendte jeg indad. Men det lykkedes mig at få hende presset ud uden sugekop og klip, og da hun så kom, græd jeg hysterisk i en time. Fordi det var sådan en forløsning, at nu var det overstået, og jeg kunne endelig give slip."

Jeg lå bare og hulkede: ‘Hun er lige her, hun er lige her!’ Det vil jeg tage med til næste fødsel – at jeg godt må være lidt udadreagerende.”

Det er én af de ting, oplevelsen af at føde og blive mor har gjort tydelig for Ulrikke Toft Simonsen: At hun har et behov for at agere ovenpå, som ikke altid kommer hende til gode. Inden fødslen havde hendes fortælling til omverdenen (og nok også til sig selv) været, at hun glædede sig til at føde, det blev jo godt! Først da hun kort inden terminsdagen fik et angstanfald, stod det klart, at hun måske ikke helt havde set i øjnene, hvordan hun egentlig havde det.

“Mit angstanfald handlede om, at jeg var bange og ikke ville indrømme det. For jeg altid har haft det dér narrativ omkring mig selv som sådan en tough type: ‘Jeg kan klare det, og det er ikke noget!’ Men jeg var jo så bange. For smerten og for kontroltabet.”

Vil lære sin datter sårbarhed

Angstanfaldet fik de indestængte følelser ud af kroppen. Men når Ulrikke Toft Simonsen i dag ser fødselsvideoen af sig selv, hvor hun ligger som en søjle af ro udadtil, men i virkeligheden har et følelseskaos raserende indeni, står det klart for hende, at hun ikke er i mål med at se sin egen sårbarhed i øjnene. Det er nok en bivirkning af en opvækst, der har prædiket styrke og selvstændighed, og det er noget, hun vil gøre anderledes med Norma.

“Når jeg som barn gik i offerrollen, fordi jeg syntes, at noget var synd for mig, udløste det ikke omsorg fra min mor. Tilgangen var mere: ‘Rejs dig op, vær tapper’. Og når jeg lykkedes med at håndtere noget med kampånd, fik et klap på skulderen for det. Det har nok betydet, at jeg har svært ved at acceptere de svage sider i mig selv, hvilket jeg ikke tror, er det sundeste. Ligesom under fødslen, hvor jeg ligger dér og holder det hele inde. Dér vil jeg prøve at vise Norma, at det er OK at komme op på skødet, få et kram og være i den der følelse af, at ‘det er synd for mig’."

Det er ikke forkasteligt at have ondt af sig selv, for det har alle nogle gange. Men den selvstændighed, som Ulrikke Toft Simonsen er opdraget med, vil hun rigtig gerne kopiere over for sin egen datter.

“Min mor har været rigtig god til altid at lære os at tænke selv og spørge os, hvad vi selv syntes. Jeg har lyst til at sige anti-autoritær. Ikke fordi der ikke var faste rammer i vores hjem, fordi selvfølgelig var der regler, men vi fik ligesom forelagt at kigge kritisk på det. Den tilgang, tror jeg, vil komme naturligt, når jeg skal opdrage Norma. For eksempel vil jeg ikke være over hende og hendes udfoldelse, når hun skal begynde at kravle og gå. Det betyder helt sikkert, at hun kommer til at lave fejl, som jeg som voksen kunne have forhindret, men det vil jeg gerne kunne rumme.”

En del vil komme helt af sig selv, men Ulrikke Toft Simonsen er også opmærksom på, at hun er i proces med at lære at være mor. At hun som førstegangsforælder stadig famler sig lidt frem og ikke hviler hundrede procent i det, hun gør. Dér kan hun allerede mærke, at hun som mor i 2022 har anderledes forudsætninger, end da hendes egen mor fik børn anno 1993.

“Jeg tror, der er en stor forskel på min generation i forhold til min mors. Selv om jeg ikke er særlig overbeskyttende eller overforsigtig, kan jeg mærke, at min generation er gjort af sådan en Google-mentalitet. Al information i verden er tilgængelig, og jeg kan hele tiden finde et svar på, hvor mange timer hun skal sove i en bestemt alder, hvor længe hun skal amme, hvornår hun skal begynde på fast føde, hvordan hun skal stimuleres …

Og hvis jeg så gør noget andet, er jeg bevidst om, at det måske ikke er det bedste. Hvor i min mors generation, der gjorde man ligesom bare det, der fungerede, spurgte de kvinder man havde omkring sig og fandt ud af det lidt hen ad vejen. Jeg tror, det skabte mindre nervøsitet i forhold til moderskabet. Ikke at jeg føler mig synderligt usikker som forælder, men jeg kan godt mærke, at når nogen sætter spørgsmålstegn ved det, jeg gør, så tager jeg det ind. Fordi jeg er ny mor, jeg skal lige finde mig til rette i det, og jeg ved ikke, om jeg gør alting rigtigt.”

Insisterede på at amme

Én ting, som Ulrikke Toft Simonsen er stolt af, at hun har holdt fast i – på trods af at moderskabet ikke sidder på rygraden af hende endnu – er at amme sit barn. Det begyndte som lidt af en kamp. Den helt spæde tid var præget af brystbetændelse, kæmpe sår og en baby, der ville ligge ved brystet hele tiden. Nogle dage sad Ulrikke Toft Simonsen lænket til amme-hjørnet ni timer i streg, nærmest uden en pause til at komme på toilettet.

“Når jeg lagde hende til, var det var som om, jeg fik jaget en hæklenål tværs igennem brystet, og jeg sad bare og græd ned på Norma, fordi det var så svært at lægge hende ordentlig til med den kæmpe smerte.”

Ulrikke Toft Simonsen insisterede dog på, at det skulle lykkes at amme. Hun hyrede derfor privat hjælp fra Moderly og Babyinstituttet, og en ammevejleder kom her frem til, at Norma havde et for kort tungebånd. Det resulterede i, at hun ikke kunne få ordentligt fat i brystet og derfor gumlede i stedet for at sutte – for at kompensere for, at hun ikke fik nok mælk. Da diagnosen var stillet, fik hun klippet tungebåndet, fem uger gammel. Derefter forandrede alt sig.

“Hun begyndte at have regelmæssig afføring, hun tog på, og hun havde ikke længere behov for at amme hele tiden. Så det var megagodt, at jeg insisterede. Det betød så meget for mig at få den amning til at fungere. Også selv om det havde været meget nemmere og billigere at give hende en flaske.”

Familie-spejl

Således har Ulrikke Toft Simonsen fået den første erfaring med, hvad det vil sige at tage lederskabet i sit moderskab. Andre ting føler hun sig mere usikker på, men hun er glad for, at hun har gode erfaringer at trække på. Når hun tænker tilbage på sin egen barndom er der – i det store billede – mest i bunken af ting, hun vil gøre på samme måde, end i den med ting, hun vil bygge op på ny.

Hun synes, det er sjovt at tænke på, at hun på én eller anden måde har skabt en lille spejling af den familie, hendes egen mor har haft. Hun fik den førstefødte datter, og model-musiker-konstellationen har hun også gentaget (omend modelrollen ikke står alene på CV’et for hverken hendes mor eller sig selv). Men det er egentlig mere på de indre linjer, hun kan se sig selv og sin forlovede spejlet i sin mor og stedfar.

“Én ting er, at Brian er musiker, men det er egentlig ikke det, der fylder mest i forhold til hans spejling af Thomas. Det er mere på alle mulige andre parametre. De har det så grineren sammen, Thomas og Brian, fordi de har meget den samme jargon og humor. Desuden er Thomas et utroligt rummeligt menneske, og det er Brian også. Det er en stående joke i vores familie, at jeg har fundet én, der minder om Thomas, men det er også ret fint på en eller anden måde.”

Drømmen om kernefamilien

Når Ulrikke Toft Simonsen tænker på den fremtid, hun gerne vil skabe for sig selv og sin familie, kan hun ikke lade være med at grine lidt af sig selv.

“Ej det lyder så … ‘Far, mor og børn. Et hus uden for byen med en have, tre børn, to hunde og et kaninbur!’ Men det er vitterligt det, jeg gerne vil. Der er ikke så meget dér.”

Klichée eller ej – det er kernefamilien, hun drømmer om. Planen er, indtil videre, at få en masse børn, mens hun stadig studerer. Hun vil gerne give Norma søskende forholdsvis tæt på hinanden, men på den anden side vil hun også gerne føle sig som sig selv, inden hendes krop igen skal i gang med at agere menneskemaskine. Hun havde egentlig en rigtig god graviditet med Norma, men hun tog 30 kilo på, dels fordi hun stoppede med at ryge, dels fordi hun fik usandsynlig meget vand i kroppen.

“Jeg fik det her armbånd af min familie i fødselsgave, det lå på bordet, da jeg kom hjem efter fødslen,” siger Ulrikke Toft Simonsen og rækker sin arm frem, hvor det fineste, lille tennisarmbånd hænger løst om hendes håndled.

“Det sad så stramt, at jeg næsten ikke kunne få det på. Det siger noget om, hvor stort mit håndled har været. Det var hårdt.”

Otte-ni af graviditetskiloene er indtil videre blevet hængende. Ulrikke Toft-Simonsen bliver lidt irriteret på sig selv over, at det skal fylde noget, men det gør det.

“Det er jo nok fordi, jeg er forfængelig. Men det handler også om, at stil og tøj er en udtryksform for mig, og når jeg åbner mit klædeskab og kun kan passe 30 procent af tøjet, og mest af det, der er stretch eller noget, jeg har købt til graviditeten, så er det er ligesom ikke at kunne male med alle farver. Så selv om det måske ikke er så meget, jeg mangler at smide, vil jeg bare gerne være mig selv igen.”

Den næste matriark

I nærmeste fremtid glæder Ulrikke Toft Simonsen sig til at tage til Spanien i et par måneder. Køre ned gennem Europa med mand, barn og hund til forældrenes hus, som de kan låne og forvandle til en babyboble for en stund. Inden da skal Norma officielt have sit navn. Det bliver ved en privat navngivningsfest. Også ved denne vigtige begivenhed i den lille families liv spiller Ulrikkes mor, Renée, en central rolle. Normas fulde navn bliver nemlig Norma Renée Siva Toft Simonsen med mellemnavn efter mormor.

“Det var faktisk Brian, der foreslog, at Norma skulle have min mors navn som mellemnavn. Han synes, det er en fin måde at anerkende mit og min mors tætte forhold, og så har han jo også selv et nært forhold til hende.”

Havefesten bliver i et orangeri i Bernstorffsparken nord for København, hvor familien holder en privat ceremoni for lille Norma Renée.

“Vi skal spise kage og spille rundbold, og jeg glæder mig helt vildt. For Norma skal fejres, selv om vi ikke gør det med den klassiske dåb.”

Den lille pige har været eksemplarisk under interviewet. Smilet og pludret lystigt. Men nu begynder der at komme lidt flere og lidt højere lyde fra hende – af typen der indikerer, at hun er ved at få nok af café og snak. Det er ved at være tid til, at hun skal ud i barnevognen igen. Og der er egentlig også kun ét spørgsmål tilbage. Skal Norma så være den næste matriark i familien?

“Ja, helt klart,” griner Ulrikke Toft Simonsen.

“Jeg siger ofte til hende, lidt for sjov, at i vores familie er vi mors pige. Men det er også nemt for mig at sige, at jeg selv er det, for det var ikke nogen synderligt stærk faderrolle, jeg havde. Men Norma har jo en velfungerende og kærlig far, som er der. Og nu lyder det som om, at min far ikke var nogen af de ting. Det var han, og jeg elsker ham, men kontakten var sporadisk og ikke noget, jeg kunne regne med. Dér er jeg så glad for, at Norma kommer til at vokse op med en stabil far. Men jeg har sagt til hende, at selv om hun har en god far, er hun altså stadig mors pige. Det er sådan, vi gør.”