Dagbog: Sådan ser den første dag, uge og måned ud som nybagt mor

Den første dag

Det er Luciadag! I går døjede jeg med plukveer, murren og jag i maven, men natten er forløbet uden de store smerter, og jeg har fået sovet. Heldigvis, for her til morgen skal vi til Luciaoptog, lussekat og rød saftevand i Fridas børnehave. Egentlig skulle Frida have været en del af optoget, men hun bliver helt overvældet, da hun ser alle de fremmødte forældre, så hun får lov at slippe.

Der sidder vi så i decembermørket med lyskæder og juleklip om ørerne og duften af nybagt lussekat i næsen til tonerne af de fineste små lyse børnestemmer. Lige dér i det øjeblik begynder tårerne af trille helt stille ned ad mine kinder. Jeg sidder på en lillebitte børnestol med min lille store pige på skødet, Lasse ved siden af og vores lille baby i maven.

Vi holder alle tre om hinanden, som om vi på en måde ved, at det nu er endegyldigt slut med vores lille trekløver. Resten af dagen holder Lasse fri og får ordnet en masse praktiske ting herhjemme. Jeg har småveer hele dagen, men der er ingen egentlige tegn på, at baby er på vej. Tiden går, og hen ad eftermiddagen bliver jeg godt utålmodig.

Jeg er gået fem dage over termin og har allerede fået lavet en hindeløsning. Nej, nu må det være nok, tænker jeg, nu skal den baby altså ud, og så kører jeg ellers i Netto for at købe en kæmpe ananas. Der skulle efter sigende være nogle enzymer i, som kan sætte gang i fødslen. Jeg skærer halvdelen af ananassen ud og spiser rub og stub. Det svier altså temmelig meget i munden. Ha ha!

Kort efter er der jackpot. Klokken 17.40 skal jeg tisse, og der bemærker jeg et ‘klik’ inde i maven, et lille smæld. Ikke noget, der gør ondt. Til at starte med er jeg faktisk lidt usikker på, om det er mig eller huset, der knirker. Men kort efter siger det “plask” ned i kummen. Det har ingen farve, det er bare sådan noget grynet og gråligt sjask, der er lidt kraftigere i konsistensen end vand.

Nu er jeg ikke længere i tvivl. Vandet er gået! Jeg ringer straks til fødemodtagelsen på Hvidovre, og de er heller ikke i tvivl. De beder mig tage et stort bind på og se tiden lidt an. Klokken 18.15 kører Lasse og Frida for at hente farmor. De vil drøne forbi pizzamanden på vej hjem og tage lidt mad med. Eftersom jeg endnu ikke har nogen veer, kan vi jo lige så godt hygge lidt.

Min svigermor pakker en lille taske, hvis nu hun skal overnatte. Klokken er nu 18.30, og veerne tager til. Jeg begynder at tage tid på ve-appen. Står og vasker op, mens jeg snakker med min mor. Er faktisk ganske rolig. På ingen måde nervøs, men spændt. Og jeg sveder! 18.55 snakker jeg igen med fødemodtagelsen. Jeg har veer hvert andet-tredje minut. De siger, vi skal komme.

Indtil videre minder forløbet meget om min første fødsel, som gik ret hurtigt. Veerne var regelmæssige og tog hurtigt til. Lasse står og tripper ved pizzamanden, der er åbenbart ventetid deroppe denne aften. Klokken 19 er Lasse, Frida og svigermor endelig tilbage med favnen fuld af pizza.

Jeg forsøger at bide smerten i mig, men det er svært. Veerne er kraftige og kommer hyppigere nu. Det gør Frida ked af det, at mor har ondt. Så kaotisk, men vi må køre afsted og efterlade vores grædende lille pige. “Mor har bare lidt ondt i maven. Alt er fint skat! Nu kører vi ud og henter lillesøster!” Kys, næsenus og kram. Og så afsted.

Øv, det gør helt ondt i hjertet af at forlade hende så ked af det og forvirret. Det var ikke sådan, jeg havde forestillet mig det. En halv time senere ankommer vi på Hvidovre Hospital, hvor vi straks bliver mødt af søde jordemoder Anne Emilie, som netop er mødt ind på vagt.

Jeg er kun to-tre cm åben og egentlig klar til at blive sendt hjem igen, men det er en rolig aften på fødegangen, så Anne Emilie lader os blive taget min historik med første fødsel i betragtning. Der fødte jeg på under tre timer fra vandet gik. Efter kort tid kan jeg slet ikke koncentrere mig, veerne tager til, og jeg kan næsten ikke være i min krop.

Det hele går så stærkt. Jordemoderen giver mig en varmepude på lænden, og den tager toppen af smerterne, men nu rykker de sig om foran ved maven. Jeg kan næsten ikke stå oprejst, når de kommer. Nøj, hvor gør det ondt! Jeg skriger nærmest og bliver enormt overvældet af den smerte, der rammer mig. Ved min første fødsel gjorde det da ondt ja, men det var INTET sammenlignet med dette.

Jeg vil helst undgå smertelindring, men hvis jordemoderen vurderer, at det vil være godt for mig, så har hun carte blanche til at træffe beslutningen. Jeg føler mig tryg og rolig i Anne Emilies hænder. Badekar er jeg lidt skeptisk omkring, da jeg har hørt, det kan sætte det hele lidt i stå, men Anne Emilie mener, det vil være godt for mig, når jeg har SÅ ondt.

Hun fylder karret og siger, jeg kan gå derop, hvis jeg vil. Jeg lytter til hende og får hjælp til at kravle op. Jeg kommer i karret omkring klokken 21.15, og kort tid efter får jeg pressetrang. Jeg holder så godt fast i kanten af badekarret med det yderste fingerled, at mine fingerspidser sover.

Lasse forsøger at ae mig på panden, men det er mere ubehageligt end rart. “Lad være med det der”, får jeg råbt. “Ej, undskyld skat, jeg mener det ikke”, får jeg trukket i land. Pressetrangen tager til, og jeg brøler: “Jeg føler, jeg skal skide. Helt seriøst. Er der lort i vandet?”

Vi griner lidt allesammen, for hele situationen er ret komisk. Jeg ligger der og jamrer, mens Lasse har en kold klud på min pande, og Anne Emilie står bagved mig med en vandslange og spuler mig som en strandet hval, der skal holdes våd. Jordemoder Anne siger, at jeg skal lade være med at presse med, men gispe alt, hvad jeg kan og lade veerne klare opgaven.

Det gør jeg så, selvom det var noget helt andet, jeg gjorde ved første fædsel – men ganske rigtigt. Veerne arbejder for mig. Anne spørger, om jeg selv vil tage imod barnet. “Kan jeg det? Hvordan?” Det mener hun helt bestemt.

Når barnet bliver født, vil hun skubbe det frem mellem mine ben, hvorefter jeg selv kan løfte hende op. 21.58 bliver lillesøster født, og jeg løfter hende selv op af vandet. Så utrolig lille og fin. Lasse og jeg kigger på hinanden, vi græder begge to. Vores lille Luciapige.

Den første uge

Da vi kommer hjem fra hospitalet, skal Lasse direkte på arbejde. Alene med to børn efter halvandet døgn. Ikke lige dét, jeg havde regnet med. Mine forældre er der heldigvis for at møde lillesøster og hjælpe til.

Men Frida er ret overvældet af hele situationen, selvfølgelig, så det er en ret hektisk oplevelse at stå med min lille nyfødte baby og min lille store pige, der naturligvis også kræver min opmærksomhed. Min mand er selvstændig og har ikke andre, der kan tage over for ham på fabrikken.

Desværre kommer lillesøster i en periode, hvor der er ekstra travlt – så han er nødt til at tage afsted. Jeg bebrejder ham ikke, for sådan er det, men lige dér i øjeblikket ønskede jeg mig det en smule anderledes. Heldigvis har jeg nogle søde forældre, der glædeligt tropper op og hjælper. Det er jeg meget taknemmelig for, jeg havde ikke klaret det uden dem.

Lillesøster græder meget. Mest om aftenen. Og så skriger hun. Vi taler på grænsen til kolik-stadiet. Så vi er ret frustrerede og helt absurd trætte. Frida har tilmed været syg hele ugen, så Lasse sover ved hende, mens jeg ligger med en grædende nyfødt i rummet ved siden af. Holy moly! Det er saftsusemig hårdt at få et barn mere.

Det var der altså godt lige nogen, der kunne have fortalt os. Så det har ikke været meget besøg, vi har fået, og vi har heller ikke været særlig meget “ude i verden”. Det kommer nok lige så stille, men vi har det stadig bedst herhjemme i vante rammer.

Den første måned

I den første uge gjorde det ondt i kroppen, men allerede i uge to var jeg på benene igen uden nævneværdige smerter. Første gang syntes jeg, der gik LANG tid, flere uger, hvor jeg også blødte meget. Anden gang er det, som om kroppen ved, hvordan den skal komme sig, fordi den har været igennem det hele før. Så rart!

Jeg måtte opgive amningen med Frida i sin tid, derfor fik jeg lov til at blive et par dage på Hvidovre for at få amningen op at køre i dagene efter fødslen. Men allerede efter to uger havde jeg sprækker og revner i brystvorterne, brystbetændelse og begyndende svamp.

I uge fire fik jeg Sara fra Den Rigtig Jordemoder ud for at hjælpe mig godt videre, og efter hendes besøg er det kun gået den rigtige vej. Lillesøster spiser godt, og min to gajoler har det godt igen. Forleden stod jeg med et sovende barn i vikle, mens jeg sang “Jeg ved en lærkerede”, og så fik tårerne frit løb.

Amningen kørte endelig, mit barn sov dejligt trygt på mig, og jeg følte mig som en megasej mor. Det har, ærligt, været nogle ret hårde og intense uger. Jeg synes skiftet fra en familie på tre til fire har været hårdere, end jeg havde regnet med. Den første uge var Frida syg, og så kom to ugers juleferie fra børnehaven.

Det hele var udfordrende og svært for os alle. Vi skulle finde hinanden på ny og finde os til rette i vores nye roller. Lasse har arbejdet utrolig meget, også i julen, så det er ikke meget barsel, vi har haft sammen. Der kunne jeg godt have ønsket mig, at vi var landet lidt mere blødt. Men sådan er gamet, når man er selvstændig.

Jeg har grædt helt vildt meget. Både fordi… hormoner. Nyfødt lille nuttet baby. Men så sandelig også, fordi det er kommet bag på mig, hvor hårdt det er at gå fra tre til fire. Frida har reageret ret voldsomt over for mig. Hun har slået, sparket og sågar spyttet. Skreget og råbt. SÅ utrolig hårdt ikke at må få lov til at være der for hende, give hende et kram.

Pludselig er det, som om hun er blevet “en stor pige”, uden at jeg har opdaget det. Det har virkelig gjort mig ked af det, selvom det nok er forventeligt. Lasse har taget teten med Frida, siden jeg blev sengeliggende i uge 34 – så han har følt sig lidt alene om hende i mange uger, ja måneder. Det forstår jeg virkelig godt, og jeg har selvklart dårlig samvittighed over for både ham og Frida.

Jeg forsøger at være der for Frida, når Vera sover, eller når Lasse holder hende. Jeg har i mange uger hverken måttet putte hende, give nattøj på eller børste tænder. Hun har virkelig været en kold skid over for mig, det lille væsen. Men hun bløder langsomt op, og i går måtte jeg for første gang i måneder putte hende. Åh. Min lille store pige. Jeg savner hende sådan!

Hun er heldigvis vildt sød ved Vera. Kysser, aer, krammer, næsenusser og er meget interesseret ved bleskift og amning. Hjælper med at trille barnevognen, vil hjælpe med autostol. Så sødt. Min kærlige pige! Jeg håber, vi er på vej i den rigtige retning. Ved ikke om kaosset stilner af, men vi vænner os nok til det hele. Jeg væbner mig med tålmodighed og ekstra dybe vejrtrækninger.

Selvom der er fuld knald på kaosset, så er vi heldigvis fyldt op med kærlighed. Der har ikke været meget samvær, nærvær og tid os voksne imellem. Så jeg savner min kære mand helt vildt. Jeg savner at kigge ham i øjnene, uden at have et skrigende barn på armen.

Det har været lige lovligt intenst, lidt for megen frustration og snerren af hinanden, fordi trætheden har overmandet os. Vi har købt en seng med udtræk til Fridas værelse, og derinde har Lasse sovet det meste af tiden, fordi lillesøster vækker hele huset. Men… det lysner nu. Og ærligt, jeg kan slet ikke forestille mig vores familie uden hende. Trods manglende søvn, frustrationer og gråd, så er vi en lykkelig familie på fire!

Mille Emilie Vilmar

• 33 år
• Boligstylist
• Indehaver af bloggen Sonomaseven.dk
• Mor til Frida, 3 år, og nyfødte Vera
• Gift med Lasse
• Bor i Dragør