Derfor er dit barns stol så vigtig

Derfor er dit barns stol så vigtig

Hvordan sikrer du dig, at dit barn sidder godt? Hvor meget betyder det for eksempel, at stolen kan reguleres i højden eller har fodstøtte? Hvornår vokser dit barn ud af den høje stol, og hvad skal han så have? Vi guider dig fra skråstol til kontorstol.

Dit barn gennemgår i sine første leveår en enorm udvikling rent motorisk. Fra at ligge på gulvet eller i barnevognen bliver barnet mere mobilt og nysgerrigt og får brug for at sidde på en stol. Ligesom med barnevognen er der dog et væld af modeller at vælge imellem.

VI GUIDER DIG FRA SKRÅSTOL TIL KONTORSTOL I BOKSEN TIL HØJRE >>

Ifølge ergoterapeut og ekspert i børns udvikling Nanna Reimicke er der nogle tommelfingerregler, der er gode at kende, når du skal finde den rette stol, både til små tumlinger og store skolebørn.

Første skridt ind i stoleverdenen tages, når dit barn er ‘siddemodent’, det vil sige, når han kan rulle fra mave til kravlestilling og videre derfra til siddestilling.

“Fra 6-måneders-alderen kan barnet sidde med rank ryg og er derfor siddemodent. Men det vigtigste er, at barnet aldrig sidder for lang tid i en stol, da det har bedst af at være aktiv på gulvet,” siger Nanna Reimicke.

Andet skridt er at vurdere, om en stol er god for dit barn. Her er det vigtigt, at du er opmærksom på, om siddehøjden kan justeres, og at stolen har en god fodstøtte. Hvis barnet ikke sidder godt, kan det nemlig være svært for ham at koncentrere sig. Barnet risikerer også at få forkortede akillessener, og at der bliver lukket af for nerveforsyningerne. Desuden er det godt for udviklingen af ryg og mavemuskler, at barnet sidder ordentligt, da det på længere sigt giver en stærkere holdning og dermed en bedre motorik og fysik.

For at undgå, at dit barn sidder forkert, og at hans krop bliver belastet forkert, er det derfor vigtigt, at du som forælder lægger mærke til, om stolen kan justeres, så den passer til hans størrelse og behov. Du skal blandt andet lægge mærke til, om albuerne kan hvile

på bordet i 90 grader, og at skuldrene er afslappede og i samme højde. Fødderne skal samtidig kunne støtte med flad fod, så knæene er bøjet 90 grader.

Sund Familie har bedt Nanna Reimicke se nærmere på nogle af de mest populære stole til børn, og på hvornår og hvordan de skal bruges. Se hendes vurderinger i guiden til højre.