"Derfor glemmer jeg at nyde nuet i min familie"

Den gang Tumlingen blev født, var vi i vores familie rigtig slemme til at glæde os til den næste ting, hun kunne. “Tænk bare, når hun kan grine, sidde, kravle, gå og tale”, sagde vi ofte. Der var altid et eller andet nyt at se frem til, så vi glemte at nyde det, hun kunne nu. Som dengang hun kunne lide at sove på vores mave i sofaen – det savner jeg virkelig. Nu er hun blevet en selvstændig lille dame, der kan selv, vil selv.

Da vi ventede drengene, lovede jeg mig selv, at jeg ville nyde nuet og familielivet og bare go with the flow, men det er faktisk lettere sagt end gjort, og jeg tager mig selv i at falde tilbage i det gamle mønster.

Lige nu har tvillingerne den alder, hvor de bare vil putte og hygge i armene hos os og få nærhed ved at tage deres middagslur på vores bryst, mens de har ansigtet begravet ved siden af vores hals. Præcis det jeg savner, at Tumlingen vil.

Min eneste og vigtigste opgave lige for tiden er at give børnene kærlighed og nærhed. Alligevel tager jeg mig selv i at sidde og tænke “Hvor ville jeg dog ønske, de gad at sove i deres barnevogn, så jeg kan få ordnet den opvask”, eller “Hvor glæder jeg mig til, de bliver lige lidt ældre”. Men hvorfor tænke sådan? Og siden hvornår er en opvask blevet mere vigtig end den sparsomme tid, jeg har med mine børn, når de er spæde?

På en måde skammer jeg mig over ikke at kunne nyde nuet noget mere, men på den anden side elsker jeg at få respons på det, jeg siger og gør. Jeg kan godt lide, når børnene går rundt, leger og snakker. Jeg syntes vist børn er SÅ meget sjovere, når de går fra at være bæ-maskiner, til de begynder at blive små personligheder i familien. Måske er jeg bare bedre til tumlinger end spædbørn?

Bevares, jeg har da stunder, hvor jeg sidder og kigger på mine børn og tænker, at jeg er skide heldig over at sidde lige her, lige nu og opleve lige præcis dette øjeblik. Den ene af drengene pludrer, den anden smiler, og Tumlingen hopper op og ned af begejstring, mens hun råber “Dyyyygtiiig”, fordi det er lykkes hende at sætte to duplo-klodser sammen. Lige for tiden er det store højdepunkt på min dag, når Tumlingen siger ordene “Sure tæer”. Jeg er flad af grin hver gang.

I sidste ende går tiden ikke hurtigere af, at jeg glæder mig til i morgen. Der er stadig kun 24 timer i et døgn og børn udvikler sig ikke i højere tempo, fordi jeg fokuserer på det næste, de skal lære. Det ville svare til at sætte børnene til at læse en 180-siders bog, inden de har lært alfabetet. Man skal kravle, før man kan gå. siger de kloge, men jeg tror måske også, at vi skal lære at leve i nuet, før vi kan lære at sætte pris på fremtiden.

Læs mere på Tumlingogtvillinger.dk