Din fødsel – set med fars øjne

Det er oftest mors oplevelse af en fødsel, vi hører om, men hvad med far? Det er helt sikkert også en vild oplevelse for ham at se sit barn komme til verden (selvom han selvfølgelig slipper for veerne, det heldige asen!).

Vi har samlet tre mænd, der gør os klogere på, hvad der foregår i fars hoved under en fødsel.

Lad os præsentere … farpanelet!

Far: Allan Thomsen, 31 år, lastvognsmekaniker.

Barn: Adam, 6 mdr.

Fødsel: Normalt fødselsforløb, men efter fødslen opstod der blødning hos moren, som blev stoppet ved operation.

Far: Rene Andersen, 26 år, førstemand i tøjbutik.

Barn: Caterina, 5 uger.

Fødsel: Normalt fødselsforløb. Varede dog 36 timer, og der var ingen vejrtrækning ved fødslen, men lægerne fik hurtigt gang i Caterinas åndedræt igen.

Far: Dennis Jensen, 35 år, klubpædagog.

Barn: Henry, 4 mdr.

Fødsel: Normalt fødselsforløb til at begynde med. Endte imidlertid med at tage tæt på to døgn og endte med akut kejsersnit.

Før fødslen

Var I nervøse op til fødslen?

Rene: Det var jo hende, der bar rundt på barnet, og jeg følte ikke, at jeg var så stor en del af det. Jeg tror ikke, jeg overvejede fødslen, før hun fik veer.

Dennis: Min kæreste skrev ned, præcis hvordan hun ville have fødslen til at foregå. Så der var ikke så meget for mig at sige til det. Som mand tror jeg, at man først tager stilling til tingene, når de er lige foran ens ansigt. Det der med at bekymre mig, det dur jeg ikke til.

Allan: Efter de første to-tre jordemorbesøg sagde jeg til min kone, at det ikke rigtig var noget for mig, for der blev ‘bare’ hørt hjertelyd og snakket om, hvordan det gik. Min kone var forstående, og hun tog selv af sted til resten.

Følte I jer pressede til at føle noget bestemt?

Rene: Jeg blev helt sikkert stemplet som utroligt uengageret i barnet, før det blev født.

Dennis: Den har jeg også hørt. Min kæreste blev gravid ved fertilitetsbehandling, og det tog os mange år, før det lykkedes. Da det endelig skete, tog jeg ikke billeder nok af maven, og jeg følte ikke nok på den.

Rene: Ja, der er nok en forventning om, at man skal sidde med hånden på maven i flere timer, men nogle gange har man det bare sådan: ‘nu vil jeg se fodbold’.

Allan: Man kan ikke sidde der i fire timer. Det er jo bare en mave.

Dennis: Man kunne måske godt have holdt lidt mere på maven, mens man så House…

Havde I planer om at følge med i fødslen fra hovedgærdet eller ‘nedefra’?

Dennis: Man vil jo rigtig gerne se sit barn blive født, og det er alligevel ikke sex, man tænker på i den situation. Men jeg fik klar besked på, at det foregik ved hovedgærdet. Desværre nåede vi aldrig til den situation, fordi hun endte med akut kejsersnit. Men jeg ville have kigget. Ellers havde jeg fortrudt det.

Allan: Jeg fik også besked på ikke at kigge. Men jeg skulle ned og se, hvad der foregik. Det skal hun ikke bestemme!

Rene: Jeg gjorde det i smug. Det er jo kvindens frygt, at manden bagefter tænker anderledes om hende. Vores pige er stadig så lille, så vi er ikke nået så langt endnu, men jeg ser ikke anderledes på min kæreste.

Hvilke forventninger havde I til jer selv som fødselshjælpere?

Allan: Jeg tænkte, at jeg skulle læse en bog for at få tiden til at gå. Ellers tænkte jeg ikke så meget over det. Man kan umiddelbart ikke gøre andet end at holde i hånd og sige, at hun er dygtig.

Dennis: Jeg tænkte, at det handlede om at være nærværende og støttende og så hele tiden fortælle hende, at hun er sej.

Talte I med andre end jeres kæreste om fødslen?

Dennis: Næ…

Rene: Min mor ville rigtig gerne tale om, hvad jeg forventede mig af fødslen. Hun kom flere gange og spurgte: ‘Hvordan går det, hvordan har du det med, at I snart skal føde?’. Jeg svarede: ‘Jeg har det fint. Der er ikke noget galt’. Alle andre syntes, det var fedt og fantastisk, at jeg skulle være far. For mig var det ret surrealistisk at tænke på.

Allan: Ja, det er lidt nemmere med en hundehvalp. Jeg har i forvejen to hunde, så der ved du, hvad du får. Med dit første barn er det nærmest en alien – hvem ved, hvad der kommer ud?

Under fødslen

Hvordan havde I det, da veerne gik i gang?

Allan: Klokken et om natten begyndte hun at pruste og stønne. Jeg ville bare gerne sove videre, men det blev der ikke så meget tid til. Og selvfølgelig var jeg spændt på at se, hvad der kom ud.

Dennis: Ja, man tænker nok, at man bare lige kan sove videre, men det kan man ikke.

Rene: Vi var meget i tvivl i starten, om det var rigtige veer eller plukveer, for hendes plukveer havde været ret tydelige. Derfor overvejede jeg, om jeg kunne nå at tage på arbejde næste dag, for det ville forlænge min barsel en dag i den anden ende. Men det var rigtige veer, så det gjorde jeg ikke!

Hvad med følelser i forhold til at blive far lige om lidt …?

Dennis: Den følelse kom snigende. Mine tanker om at skulle være far begyndte først for alvor, da vandet gik, men derfra gik der næsten 40 timer, så jeg havde masser af tid til at tænke over, at jeg stod over for en epokegørende begivenhed i mit liv.

Allan: …Men først og fremmest keder man sig!

Dennis: Det kan man roligt sige. Det er helt åndssvagt, så meget man keder sig under fødslen. Men det kan man jo ikke vise. Jeg havde bøger med, men de blev ikke brugt. Når der er hormoner i kroppen, skal man nok ikke lige…

Rene: Min kæreste havde set et fødselsprogram på DR1, Hjælp, vi skal føde. Et helvedes program, hvor en af de kommende fædre under fødslen læser på sin Ipad undervejs. Det fik jeg strenge instruktioner om, at det gør man bare ikke. Og hvem gider pisse en gravid kvinde af? Derfor sidder man bare i en stol i 36 timer.

Allan: Jeg havde både Ipad, blade og bøger med og fik læst lidt i bladene. Det var der overhovedet ingen problemer i. Det tog hun meget stille og roligt.

Rene: Min kæreste er halvt italiener, såh…

Hvordan var jeres forhold til jordemoren?

Allan: Vi havde den samme jordemor under hele forløbet, og hun blev endda en time ekstra for at gøre det færdigt. Hun var en skæg kvinde. Hende kunne man sagtens tage lidt pis på og grine sammen med. Mens min kone var i sin egen fødselsverden, snakkede og jokede jeg med jordemoren.

Dennis: Vi havde blandt andet en lidt ældre model, der var meget praktisk anlagt. Hende kunne min kæreste ikke fordrage, så jeg måtte berolige hende lidt. Men så fik vi en yngre, og hun var meget obs på mine behov. Hun fortalte mig alt, hvad der foregik, og spurgte også, om jeg ville have mere kaffe. Hun havde et super overskud, var helt stille og rolig, og så bliver man det også selv.

Rene: Vi havde tre forskellige. Den sidste var helt fantastisk. Det var lidt, som om den midterste trak tiden ud, så hun selv slap for selve fødslen. Min kæreste havde presseveer i to timer, inden hun fik lov at presse. Det var jeg ret irriteret over, især bagefter.

Var I på noget tidspunkt i krise under fødslen?

Dennis: På et tidspunkt fik hun en ve, der ikke ville stoppe. Hendes mave blev stenhård, og min søns vejtrækning blev uregelmæssig. Hun skreg højere, end jeg nogensinde har hørt før. Pludselig stod der otte mennesker på stuen og kørte af sted med hende. Dér gik jeg i panik. Lidt efter sad jeg i grønt tøj på operationsstuen, mens min kæreste blev gjort klar til akut kejsersnit.

Rene: Min datter sad fast i bækkenet. Pludselig stod der en masse læger og sygeplejersker på stuen og flåede min datter ud. Der blev jeg panikslagen for første gang. Hun var helt slap og stille, da hun kom ud. Jeg stod bare og kiggede forstenet på det hele. Lægerne sagde, at alt var okay, men jeg kunne jo se, at det ikke var okay. Så lad dog fucking være med at sige, at det er okay!

Allan: Jeg var med til hele fødslen og fik set det hele, bogstaveligt talt. Jeg klippede navlestrengen over, og alt var godt. Men så begyndte min kone at bløde kraftigt. Hun blev kørt på operationsstuen, mens jeg fik vores nyfødte søn i armene. Ham sad jeg så alene med de næste to timer uden at vide, hvad der foregik. Jeg tænkte: ‘Hvad fanden sker der her? Skal man til at være alenefar?’

Hvordan var det at få jeres barn i armene første gang?

Allan: Ja, jeg sad jo helt alene med min dreng de første to timer. Men det gik egentlig fint. Han sov og var helt rolig.

Rene: Det så seriøst ud, som om at hun måske ikke ville klare den. Der gik ti minutter, før lægerne fik farve i hende igen. Efter de fik liv i hende, fik min kæreste lov at få hende. Og mens min kæreste blev syet en lille smule, fik jeg hende. Jeg tror, jeg var så overvældet, at jeg ikke helt vidste, hvad jeg skulle føle.

Dennis: Min søn græd, da han blev hevet ud af maven. Den lyd fik mig til at knække helt sammen. Så jordemoren måtte stå og kramme mig ovre i hjørnet. Da min søn var blevet tjekket, viklede de ham ind i en dyne, og så fik jeg ham. Det var helt ubeskriveligt at stå med ham i armene. Vi havde prøvet i fire år at få det her barn.

Efter fødslen

Hvordan var det at klippe navlestrengen over?

Allan: Jeg havde fået lov til at klippe navlestrengen over med min jagtkniv. Men så blev det alligevel med en almindelig saks. Det var egentlig ikke så specielt. Bare noget sejt noget at klippe i.

Dennis: Det var jo kejsersnit, så navlestrengen var klippet over. Men jeg fik lov at klippe en pseudonavlestreng over. De havde ladet et stykke sidde tilbage, og det klippede

jeg af. Tanken var god nok, men det var ikke helt det samme.

Rene: Det oplevede jeg ikke. Det strejfede mig bagefter, at det var lidt ærgerligt. Men det er trods alt ikke det vigtigste.

Hvilket billede har brændt sig fast på jeres nethinde bagefter?

Allan: Min søn var stjernekigger, så da han kom ud, havde han nærmest en bowlerhat oven på hovedet. Dét så sjovt ud.

Dennis: Jeg får nok høvl, når hun læser det her, men det øjeblik, hvor hun ligger splitternøgen i badekaret og har nåle overalt i fødder og hoved, selv om hun har den vildeste nålefobi. Dér trak jeg lidt på smilebåndet.

Rene: Billedet af en livløs baby, der hverken bevæger sig eller siger noget. Det var skræmmende.

Hvad er I mest stolte af ved jer selv undervejs?

Dennis: At jeg bevarede roen over for min kæreste, da hun skulle på operationsbordet. Men det er jo nok derfor, jeg knækkede sammen bagefter. Jeg kunne ikke mere.

Allan: Jeg er stolt over, at jeg ikke blev sur på lægen, da han endelig kom tilbage til mig, efter jeg havde siddet alene i to timer og intet vidst…

Rene: Også at jeg bevarede roen. Da vi kom hjem, tænkte jeg: ‘fuck hvor sindssygt, at jeg klarede det’.

Hvad er I mest imponerede over ved jeres kærester?

Allan: At hun tog det roligt, og at hun også kunne grine. Selv da de kørte af sted med hende, var hun rolig.

Rene: Min kæreste er lidt pibet, og vi havde begge frygtet for, om hun kunne klare smerterne. Men det klarede hun langt bedre, end vi havde turdet håbe. Så jeg er sindssygt stolt af hende.

Dennis: Det tog jo så lang tid for os, næsten to døgn, men hun klarede det rigtig fint alligevel. Det er jeg stolt af.

Hvad vil I huske til næste gang?

Allan: Vi skal ikke have flere børn.

Rene: Det tror jeg heller ikke, at vi skal.

Dennis: Hvis min kæreste skal være gravid igen, vil jeg tage flere billeder af maven og røre mere ved den.

Er der noget råd, I ville give til kvinder?

Dennis: Husk på, at vi gør det så godt, vi kan. Det er rigtig svært for mænd at forestille sig det der barn, der ligger i maven.

Rene: Ja, helt sikkert. Lad være med at tro, at din kæreste ikke gider det, bare fordi han ikke er overdrevet entusiastisk under graviditeten. Vi kan bare ikke forstå det på samme måde som jer.

Dennis: Det bliver først virkeligt for os mænd, når vi har ungen i armene.