10 tossede ting, der sker i kroppen under og efter graviditeten
Fra den ene dag til den anden kan man som gravid få pigmentpletter og hæmorider og både sjattisse og slå ekstra mange prutter. Den manglende kropskontrol og de nye features kan være lidt pinlige, men det er altså helt normalt, selv om ingen taler om det.
1. Tarvelige totter
Når du er gravid, går håret i dvale, hvilket betyder, at du ikke taber de cirka 100 hår om dagen, som den gennemsnitlige kvinde ellers kaster af sig.
Langt de fleste oplever derfor et fyldigere og mere glansfuldt hår end normalt. Men et eller andet sted mellem fødsel og post-amning falder al den ekstra hårpragt af igen over kort tid, og det kan for mange virke voldsomt.
Det er hormonerne, der spiller dig et mindre behageligt puds. Den gode nyhed er, at du får dit gamle hår igen. Hvis du er utålmodig og gerne vil hjælpe det på vej, så giv hovedbunden og hårrødderne de bedste betingelser. Drosl ned på antallet af stylingprodukter, der kan tilstoppe hovedbunden og hæmme sund hårvækst og nøjes med stylingprodukter i længderne, ikke i hovedbunden.
Brug ligeledes en naturlig shampoo. Jeg kan varmt anbefale en god shampoobar, som også er eminent til børn, og styrk hovedbunden med massage. En japansk Kenzan-børste giver den bedste grobund for hårrødderne.
LÆS OGSÅ: Følg din graviditet uge for uge
2. Plettet som en giraf
75 % af alle gravide lider af en eller anden form for hormonel pigmentering, der typisk viser sig i panden og på kinderne – eller graviditetsmasken, som de mørke plamager så charmerende kaldes. Det allerbedste, du kan gøre for at undgå pigmentforandringer, er at holde ansigtet helt ude af solen. Men lidt sol giver også en sund glød og D-vitamin til dig (og din baby) og energi ej at forglemme.
Så brug en hat, en økologisk solcreme i et ordentligt lag, og hold ansigtet ude af direkte sol, mens du er gravid og ammer. Det er langt lettere at forebygge pigmentforandringer end at fjerne dem. Hos langt de fleste går pigmentforandringerne heldigvis i sig selv, når hormonerne vender tilbage til deres naturlige leje.
Nogle kvinder har dog svært ved at slippe helt af med dem, og så er der ingen vej uden om en daglig dosis SPF-creme. Du kan også benytte dig af C-vitamin-serum, som kan gøre huden mere jævn at se på.
LÆS OGSÅ: 76 facts du ikke kan undvære, mens du er gravid
3. Den skæggede dame
De små dun pibler frem på overlæben. Og hov, hvad er nu det, er pikslips ikke kun forbeholdt mænd? Kropsbehåring er helt almindeligt, men det er også helt almindeligt at få lidt ekstra hårvækst allevegne, når du er gravid. Igen er det hormonerne, der er på spil, men bare rolig, det skal nok gå i sig selv igen. I mellemtiden kan lidt voks eller sugaring hjælpe dig af med de ekstra hår, hvis du forestrækker det.
4. Halløj hæmo-hanne
Hæmorider taler man ikke så højt om, men det er meget normalt og ikke farligt. Det er en udposning på endetarmen, der opstår, fordi vægten fra de ekstra kilo lægger et tryk nedadtil, samtidig med at man bliver slap i slimhinder og lukkemuskler.
Af samme grund du kan få mere halsbrand, når lukkemusklerne til halsen slapper af. Hæmorider kan bløde og gøre ondt, men du kan både få lindrede cremer og stikpiller på apoteket. Du skal ikke være bekymret – det hele letter, når du har født.
LÆS OGSÅ: 16 knap så sjove ting ved at være højgravid
5. Når pølsen presser sig på...
Under fødslen presser babys hoved ned, og derfor kan det føles, som om man skal skide, mens man presser. Af og til følger der en pølse med, fordi lukkemuskulaturen i endetarmen er mere afslappet. Det er ganske normalt. Generelt er det sådan, at man får lavement eller klyx, når man kommer ind på fødeafdelingen.
Der får man væske skyllet op i endetarmen og tømt tarmen ud. Men hvis du er langt i fødslen, kan du ikke altid nå det. Og så går det hele lige så fint. Efter du har født, vil du måske undre dig over, at du har så ondt i numsen. Det skyldes, at endetarmen, lige som skeden, udvider sig mens, du føder.
6. Lange babser
Lange, slappe og flade. Brysterne kan indtage mange mindre flatterende faconer både under og efter graviditeten. Og også brystvorterne kan ændre udseende. Især mørkhårede kvinder vil opleve, at pigmentet i brystvorterne påvirkes hormonelt.
Brystet kan også vokse, og derfor trække brystvorten større. For det meste er det sådan, at brysterne vender tilbage til deres gamle facon. Men ammer du normalt, bliver de typisk slappere, når du stopper, fordi de har været fyldt op, tømt og trukket i.
LÆS OGSÅ: 8 ting du IKKE skal sige til en nybagt mor - og 8 kække svar
7. Gang i tarmsystemet
Der er fuld gang i systemet. Når man har kvalme og får sure opstød, så skyldes det hormonet relaxin. Relaxin er et hormon, der dannes i moderkagen og æggestokken under graviditeten. Stoffet frigives i kroppen og har til formål at blødgøre livmoderhalsen og løsne bækkenet, så barnet kan komme ud.
Men det går også i kroppens øvrige led. Så du prutter og bøvser, fordi lukkemekanismerne er svækkede. Derudover bliver du også hurtigere forpustet, når du bliver gravid, og du trækker derfor vejret mere overfladisk, og det kan udløse de ekstra bøvser.
8. Her kommer hvalen hvalborg
Mange gravide oplever, at alt fra ansigt til ben og ankler hæver op. Det skyldes ekstra vand i kroppen. Er det meget grelt, så brug støttestrømper, og tag dig tid til at lave venepumpeøvelser to gange om dagen. Læg dig på gulvet, skub en pude under dit bækken, og løft benene over hjertehøjde.
Vrid og vrik med fødderne. Pas også på med at spise for meget salt, det binder væske. Fokuser på at få godt med vandholdig mad som salater og melon. Undgå stærk mad og meget stivelsesholdige kulhydrater, såsom pizza og pasta, der suger meget vand. Der er typisk også meget salt i det brød, man kan købe, så hvis du skal have mad, der mætter, så vælg havregryn, bananer og usaltede nødder.
9. Søster sjatpis
Nogle kvinder kommer til at tisse i bukserne, når de nyser, griner eller hopper – både før og efter de har født. Det er der to forklaringer på. Et neurologisk og et fysiologisk. Kommandovejene kan være forsinkede, fordi det sted omme bag lillehjernen, der skal sende signalerne, om at du skal tisse, er forstyrret af graviditeten.
Barnet udvider din mave og fjerner noget af din kontakt og kontrol med underlivet. Hen mod slutningen af din graviditet kan du nærmest føle barnet komme ud, når du tisser, eller at du ikke kan holde på en prut. De bedste måder at øge kontakten og kontrollen er at dyrke sex og lave knibeøvelser.
Derudover ville en urinolog anbefale dig at stikke pegefingeren i munden og suge ind. Når du suger ind med munden, bliver der samtidig sendt signaler fra hjernen ned til underlivet om at “suge ind”. Det er samme refleks, du aktiverer. Der kan også være beskadiget noget i underlivet under fødslen, og arvæv har ikke samme følsomhed som almindelig hud.
Håndsberøring er et virkeligt effektivt redskab her. Det virker at røre ved de muskler, du vil aktivere. Prøv at sætte sig på en semihård bold på 12 cm – du kan også sætte dig på din hæl – og lav åndedrætsøvelser. Øv dig på dybe åndedræt på 4-5 sekunders indånding og dobbelt så lang udånding. Det aktiverer bækkenmuskulaturen.
10. Stur stur strutmave
Den lange mavemuskel, Linnea Alba, der fungerer som en hæfteklamme og samler vores mavemuskulatur, skal dele sig omkring maven, når du er gravid. Når du får delte mavemuskler eller ’Toblerone-mave’, som det også kaldes, fordi de spændte mavemuskler går op i en spids fra kønsben til brystben, svarer det til, at du har pådraget dig en meget stor fibersprængning.
Det tager lang tid at hele op, men det kan lade sig gøre. For hver graviditet bliver skaden værre, men det er aldrig for sent. Heller ikke hvis du har dannet arvæv. Det er bindevæv, vi arbejder med her, og det er ikke hugget i cement.